Klageadgang: “Afgørelse” eller “faktisk forvaltningsvirksomhed”

 

 

 

Philtrums logo et paragraftegn
Paragraf

Mikael Hertigs kommentar:

Hvornår kan man klage? Hvornår skal der følge en klagevejledning i et brev til dig fra kommunen?

Den offentlige sektor består af både skoler, busser, plejehjem, og så altså jobcentre eller familieforvaltninger.

Jo mere, de afgør ansøgninger, udsteder påbud etc., jo mere får det karakter af afgørelser. Afgørelser kan man klage over.

Man kan klage over et afslag på en enkeltydelse i kommunen, men ikke over skolens valg af sang til morgensang.

Jeg har en sag med en kommune, der efter mine begreber  ikke har overholdt lovgivningen, da den uden at forelægge en skriftlig mentoraftale påduttede min klient sin sagsbehandler som vedkommendes mentor. Det har jeg så klaget til kommunen flere gange over. Efter min bedømmelse, men ikke kommunens, er vi dybt inde i Forvaltningslovens § 2  Men klagen og afgørelserne sender kommunen ikke videre til Ankestyrelsen, fordi den mener, der er tale om “morgensang”, altså den procesorienterede del, “faktisk forvaltningsvirksomhed”. Den mener, der ikke er tale om en afgørelse. Og så er pointen: Er der ikke tale om en afgørelse, så kan man heller ikke klage.

Den centrale bestemmelse i Forvaltningsloven, indgangen her er:

§ 2, stk 1. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.”

 

Der nævnes her ovenfor i eksemplet også inhabilitet. Emnet habilitet og inhabilitet er ikke centralt, men da eksemplet er nævnt ovenfor,  plukkes de relevante bestemmelser fra samme forvaltningslov også ud her:

 

“§ 3.  Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.”

 

_______________________________________________________________________

Her følger Folketingets Ombudsmands nyopdaterede vejledning om “Afgørelsesbegrebet”.

(Hentet 6. oktober 2019)

 

Forvaltningslovens regler gælder som udgangspunkt for sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det betyder bl.a., at parten i en afgørelsessag tildeles en række partsbeføjelser, f.eks. ret til partsaktindsigt og partshøring, og at der stilles en række krav til selve afgørelsen, f.eks. krav om begrundelse og klagevejledning.

En afgørelse i forvaltningslovens forstand er en retsakt (forvaltningsakt), dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

Afgrænsningen mellem afgørelser og f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed eller procesledende beslutninger kan give anledning til tvivl i praksis.

Hvis en myndighed ikke er bevidst om, at den træffer afgørelse i en sag – og derfor ikke overholder forvaltningslovens regler – kan det betyde, at afgørelsen i sagen bliver forkert eller ugyldig, og at myndigheden må behandle sagen på ny.

Overflytning af en elev til anden skole var en afgørelse

En skole overflyttede en elev til en anden skole i medfør af bekendtgørelse om god orden i folkeskolen.

Ombudsmanden udtalte, at skolens beslutning om overflytning var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det betød, at skolen skulle have foretaget partshøring af eleven og dennes værge i overensstemmelse med forvaltningslovens regler, inden afgørelsen blev truffet.

Afgørelsen om overflytning blev i første omgang meddelt elevens værge telefonisk. Ombudsmanden udtalte, at skolen skulle have taget notat om den telefonsamtale, hvor værgen fik meddelt afgørelsen, ligesom skolen i øvrigt løbende skulle have været mere opmærksom på skriftligt at dokumentere de episoder med eleven, som den endte med at lægge vægt på, da afgørelsen blev truffet.

Ombudsmanden udtalte desuden, at afgørelsen skulle have indeholdt en fyldestgørende begrundelse med henvisning til de retsregler, som afgørelsen var truffet efter.

Endelig udtalte ombudsmanden, at det i lyset af afgørelsens indgribende karakter havde været rigtigst at meddele værgen afgørelsen skriftligt fra starten – eller i hvert fald meget hurtigt at bekræfte den mundtlige afgørelse skriftligt.

FOB 2015-19

1 Oversigt

I dette overblik behandles forvaltningslovens afgørelsesbegreb.

Selve afgørelsesbegrebet er nærmere defineret i afsnit 2.

I praksis kan afgrænsningen af begrebet ”afgørelse” give anledning til tvivl. Det gælder f.eks. i forhold til faktisk forvaltningsvirksomhed, kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner samt procesledende beslutninger. Se afsnit 3-5.

Seneste opdateringer

25. juni 2019

Overblikkets afsnit 3.1 om, hvad der er faktisk forvaltningsvirksomhed, er opdateret med ny ombudsmandspraksis, hvorefter anvisningen af en kirkebænk til en konfirmands far ikke var en afgørelse (FOB 2018-25). Afsnit 3.2 om vejledning til borgere er opdateret med ny ombudsmandsudtalelse om, at visse svar på for tidlig ansøgning om SU var afgørelser (FOB 2018-29).

 

2 Hvad er en afgørelse?

Forvaltningslovens regler gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det følger af lovens § 2, stk. 1.

Efter lovens § 2, stk. 2, gælder forvaltningslovens habilitetsregler dog også for sager om indgåelse af kontrakter og lignende privatretlige dispositioner. Det følger desuden af lovens § 2, stk. 3, at forvaltningslovens regler om tavshedspligt, videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder og digital kommunikation gælder for al virksomhed, der udøves inden for den offentlige forvaltning. Disse regler er altså ikke begrænset til afgørelsessager.

Med udtrykket ”truffet afgørelse” i forvaltningsloven sigtes til udfærdigelse af en retsakt (forvaltningsakt), dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

En afgørelse i forvaltningslovens forstand vil i almindelighed være karakteriseret ved, at der er tale om

  • en udtalelse fra en offentlig myndighed,
  • som udstedes på offentligretligt grundlag (i modsætning til privatretligt grundlag, f.eks. en aftale),
  • som går ud på ensidigt at bestemme, hvad der er eller skal være gældende ret, og
  • som retter sig mod eksterne modtagere (i modsætning til internt mod myndigheden selv).

Det indgår også i vurderingen, om det pågældende skridt afslutter sagen eller blot er et skridt hen imod sagens endelige afslutning.

I tvivlstilfælde må desuden betragtninger om, hvor indgribende betydning en beslutning har, og hvilket behov der for borgeren er for at være omfattet af forvaltningslovens partsrettigheder, indgå.

Det klare udgangspunkt er dog det traditionelle retsaktsbegreb og de præciserende bemærkninger om afgørelsesbegrebet, som fremgår af forarbejderne til forvaltningsloven, herunder den udtrykkelige markering af, at visse former for beslutninger og handlinger ikke har karakter af afgørelser i lovens forstand.

Det er uden betydning, om forvaltningsakten kaldes en afgørelse, en beslutning, en kendelse e.l., eller om den betegnes med ord, der karakteriserer dens indhold, f.eks. tilladelse, bevilling, dispensation, opkrævning, forbud eller påbud.

Det centrale anvendelsesområde for forvaltningsloven er den administrative sagsbehandling i forbindelse med udfærdigelsen af konkrete forvaltningsakter.

Loven omfatter også udfærdigelse af generelle retsforskrifter som f.eks. bekendtgørelser og visse planer. En række af lovens bestemmelser gælder dog kun for parter og finder derfor ikke anvendelse ved udfærdigelse af generelle retsakter. Det gælder f.eks. bestemmelserne om aktindsigt, partshøring og begrundelse.

Uden for forvaltningslovens anvendelsesområde falder navnlig faktisk forvaltningsvirksomhed, f.eks. patient- og anden klientbehandling, undervisning og vejledning. Denne virksomhed tager normalt ikke sigte på at træffe retligt bindende afgørelser i forhold til de implicerede personer. Se afsnit 3.

En myndigheds processuelle eller procesledende beslutninger er normalt heller ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand, idet de ikke fastsætter, hvad der er eller skal være ret i de pågældende tilfælde. Det omfatter f.eks. en beslutning om at tage en sag under behandling eller om at oversende en sag til en anden myndighed med henblik på, at denne myndighed træffer afgørelse. Se afsnit 5.

Almindelige retsgrundsætninger og god forvaltningsskik kan dog indebære, at visse af principperne i forvaltningsloven finder anvendelse på beslutninger, der falder uden for lovens afgørelsesbegreb. F.eks. bør der i en række tilfælde ydes vejledning uden for forvaltningslovens anvendelsesområde, herunder i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.

Overblik #1 om god forvaltningsskik

En myndigheds indstilling eller udtalelse til en anden forvaltningsmyndighed til brug for en sags afgørelse vil normalt heller ikke være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det gælder, uanset om indstillingen eller udtalelsen i medfør af den pågældende lovgivning er bindende for den modtagende myndighed. Indholdet af sådanne indstillinger og udtalelser vil indgå i den modtagende myndigheds sag og dermed blive undergivet aktindsigt, partshøring mv. efter forvaltningslovens regler i samme omfang som det øvrige materiale i sagen.

Uden for loven falder også sagsbehandling ved indgåelse af kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner (se dog ovenfor om forvaltningslovens § 2, stk. 2 og 3). Se afsnit 4.

Der kan i øvrigt i særlovgivningen være taget stilling til, om en given beslutning er en afgørelse eller ej. Det kan f.eks. være tilkendegivet i lovteksten eller forudsat i forarbejderne.

3 Afgrænsningen til faktisk forvaltningsvirksomhed

3.1. Hvad er faktisk forvaltningsvirksomhed?

Faktisk forvaltningsvirksomhed falder uden for forvaltningslovens anvendelsesområde, fordi den ikke handler om at træffe retligt bindende afgørelser i forhold til de implicerede personer. Faktisk forvaltningsvirksomhed er f.eks. patient- og anden klientbehandling, undervisning og vejledning.

Andre eksempler på faktisk forvaltningsvirksomhed kan være børnepasning, drift af plejecentre, rengøring og kantinedrift. Beslutninger om, hvordan pasningen skal foregå, eller hvilken behandling der skal gives, eller de praktiske forhold i forbindelse med eksempelvis plejebehandling (f.eks. hvilken stue en patient skal ligge på) anses således som udgangspunkt ikke for afgørelser i lovens forstand, men for beslutninger, som udgør en integreret del af den faktiske forvaltningsvirksomhed.

Den nærmere afgrænsning mellem afgørelsesvirksomhed og faktisk forvaltningsvirksomhed kan dog til tider være vanskelig. Det skyldes, at forvaltningen træffer en lang række administrative beslutninger i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.

Hovedparten af den type beslutninger anses ikke for afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Beslutninger, der overvejende er af retlig karakter og træffes ud fra et offentligretligt retsgrundlag, som fastsætter de berørte borgeres retsstilling, er dog afgørelser i lovens forstand. Det gælder navnlig beslutninger om, hvorvidt en person har ret til en ydelse, der i sig selv har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed. F.eks. er en tilladelse til (eller afslag på) at tage ophold på en institution – eksempelvis en daginstitution eller et plejehjem ­– en afgørelse efter forvaltningsloven.

Myndighederne skal således være opmærksomme på situationer, hvor det offentliges almindelige beslutningsret som tjenesteyder eller ejer ophører, og grundlaget for beslutningen overgår til et offentligretligt retsgrundlag. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor socialforvaltningen i en kommune på grundlag af anstaltsbeføjelser begrænser kontakten med en borger. Se også FOB 2010 20-7, hvor ombudsmanden anså en kommunes besøgsrestriktioner for pårørende til en plejehjemsbeboer for at være en afgørelse.

Faktisk stop for social bevilling var en afgørelse

En kommune besluttede at stoppe bevillingen af socialpædagogisk støtte og ledsagelse til en borger efter reglerne i serviceloven, da den ikke kunne finde medarbejdere til at udføre opgaven. Det sociale nævn afviste at behandle en klage over kommunens faktiske stop for bevillingen, idet nævnet anså kommunens meddelelse om stop for at være sket som led i kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed. Ombudsmanden udtalte, at kommunens meddelelse måtte anses for at være en afgørelse med den virkning, at nævnet var kompetent til at behandle klagen.

FOB 2011 14-4

Skoles beslutning om midlertidig enkeltmandsundervisning var en afgørelse

En skole besluttede med kort varsel, at en elev ikke længere skulle undervises i sin klasse, men i stedet skulle modtage såkaldt midlertidig enkeltmandsundervisning i 10 timer om ugen. Den midlertidige enkeltmandsundervisning skulle fortsætte, indtil der kunne findes et passende skoletilbud til drengen.

Efter ombudsmandens opfattelse var skolens brev til forældrene om etableringen af den midlertidige enkeltmandsundervisning af deres søn en afgørelse. Ombudsmanden lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at området var reguleret i en bekendtgørelse, at indholdet og formuleringen af skolens brev til elevens forældre var udtryk for en ensidig og endelig fastsættelse af elevens undervisningsform, og at undervisningsformen herefter ville være markant anderledes end hidtil.

FOB 2013-2

Anvisning af kirkebænk til konfirmands far var ikke en afgørelse

En præst besluttede, at en far til en konfirmand ikke kunne sidde ved siden af sin datter under konfirmationen, men skulle sidde et andet sted i kirken. Som grundlag for præstens beslutning var der henvist til en lovbestemmelse om, at præstens anvisninger ved gudstjenester og kirkelige handlinger skal efterkommes.

Efter ombudsmandens opfattelse var præstens beslutning om farens placering i kirken ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden lagde til grund, at der ikke i lovgivningen forelå noget nærmere retligt grundlag for præstens beslutning om farens placering i kirken. Desuden lagde ombudsmanden vægt på, at det med støtte i forvaltningslovens forarbejder og praksis var almindeligt antaget, at en række beslutninger, som træffes over for de enkelte borgere i forbindelse med f.eks. børnepasning, kulturformidling, undervisning og udførelse af sygehusbehandling, ikke kunne anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand.

FOB 2018-25

Også beslutninger om anvendelse af tvang som led i sygdomsbehandling og beslutninger om tvangsindlæggelse eller tilbageholdelse kan være afgørelser i lovens forstand.

En myndigheds svar på en klage over udførelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed har ikke generelt karakter af en afgørelse. Men hvis der f.eks. klages over, at myndighedens ydelser ikke opfylder lovgivningens krav på området, er der normalt tale om afgørelsessager. Det skyldes, at myndigheden i dette tilfælde skal fastslå, hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde.

Karaktergivning har tidligere givet anledning til tvivl i forhold til afgørelsesbegrebet. Det er i dag fast antaget, at sådanne beslutninger falder uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb.

Beslutninger om f.eks. at tilbagekalde og annullere en eksamenskarakter og om, at en elev skal til eksamen på særlige vilkår som følge af for højt fravær, er derimod omfattet af afgørelsesbegrebet. Se også f.eks. FOB 08.360, hvor en ombedømmelse af en foreliggende prøve efter en klage over karakteren var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

3.2. Vejledning til borgere

En myndigheds vejledning vil typisk bestå i information eller rådgivning om retsgrundlaget på et givet område, eller hvilke muligheder der f.eks. er for at imødekomme borgerens ønsker eller ansøge om hjælp i den ene eller anden form.

Det er vigtigt at skelne mellem situationer, hvor der ydes vejledning, og situationer, hvor myndigheden træffer afgørelse i forhold til borgeren – bl.a. fordi borgeren har en række rettigheder i de tilfælde, hvor myndigheden træffer afgørelse.

Når det er væsentligt at skelne mellem vejledning og afgørelse, er det således navnlig for at sikre, at myndigheden ikke (utilsigtet) træffer en afgørelse uden at være opmærksom på forvaltningslovens regler om partsbeføjelser og krav til afgørelsens udformning.

Visse svar på for tidlig ansøgning om SU var afgørelser

Ombudsmanden rejste over for Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte et spørgsmål om, hvorvidt visse afslag vist som pop op-beskeder på skærmen var afgørelser i forvaltningslovens forstand. Konkret drejede det sig om ansøgninger om SU i elektronisk form, der blev indgivet for tidligt i henhold til reglerne om tildeling af SU og derfor blev afslået i IT-systemet minSU.

Der var tale om to forskellige typer af for tidligt indgivne ansøgninger om støtte: dels for en periode, hvor loven ikke gav ret til støtte (typetilfælde 1), dels for en periode, hvor loven kunne give ret til støtte (typetilfælde 2).

Det var ombudsmandens opfattelse, at svarene i typetilfælde 1 var afgørelser i forvaltningslovens forstand, da disse svar var et definitivt udtryk for ansøgerens retsstilling i forhold til det ansøgte. Da svarene blev givet skriftligt, skulle de have været ledsaget af begrundelse og klagevejledning.

I typetilfælde 2 blev der ikke taget stilling til det materielle indhold af ansøgningen, og svarene var for så vidt ikke udtryk for, hvad der var eller skulle være ret i forhold til dette spørgsmål. Desuden kunne beskeden siges at have karakter af vejledning – nemlig om, at ansøgningen var indgivet for tidligt, og hvornår der kunne søges. Derfor fandt ombudsmanden ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes opfattelse af, at svarene ikke kunne anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand.

FOB 2018-29

Overblik #5 om vejledning

3.3. Uforbindende udtalelser, bindende svar og forhåndsbesked

En myndigheds vejledning af borgere er faktisk forvaltningsvirksomhed og dermed ikke omfattet af forvaltningslovens anvendelsesområde. Se afsnit 3.1 og 3.2.

I de tilfælde, hvor myndigheden alene udreder en sags faktiske omstændigheder eller i en uforbindende udtalelse foretager retlige vurderinger, er der heller ikke tale om afgørelsessager i forvaltningslovens forstand.

Skatte- og afgiftsmyndighedernes ”bindende svar” efter skatteforvaltningsloven har derimod karakter af afgørelser efter forvaltningsloven. Det samme gælder for en beslutning om at fragå et bindende svar.

SKATs tilbagekaldelse af bindende svar var en afgørelse

En mand overvejede at flytte til udlandet med sin ægtefælle. Han ejede nogle anparter i et anpartsselskab og ville gerne vide, hvor meget han skulle betale i skat af værdien af anparterne, hvis han flyttede. Derfor bad han SKAT om et ”bindende svar” om værdien af anparterne. SKAT gav ham et bindende svar, og manden flyttede til udlandet. Senere samme år meddelte SKAT manden, at SKAT ikke længere anså sig for bundet af svaret. SKAT henviste til, at de forudsætninger, som SKAT havde lagt til grund for det bindende svar, havde ændret sig. Det var manden ikke enig i, og han klagede til Landsskatteretten, som imidlertid afviste at behandle klagen. Hverken SKAT eller Landsskatteretten mente, at SKATs brev om, at SKAT ikke længere anså sig for bundet af det bindende svar, var en afgørelse, som kunne påklages til Landsskatteretten. Myndighederne mente, at der alene var tale om en ”servicemeddelelse”.

Ombudsmanden udtalte, at der i den konkrete sag var tale om en afgørelse i skatteforvaltningslovens og forvaltningslovens forstand, som kunne indbringes for Landsskatteretten.

FOB 2012-12

Også forhåndsbesked på ulovbestemt grundlag har karakter af en afgørelse, når forhåndsbeskeden er forpligtende for myndigheden, og parten således kan støtte ret direkte på forhåndsbeskeden.

Se Ugeskrift for Retsvæsen U 2009.1202/2 H, hvor et trafikselskabs henvendelse til en kommune ikke fremstod som en ansøgning om forhåndstilladelse, men en forespørgsel om, hvorvidt kommunen havde principielle indvendinger imod en påtænkt anvendelse af en grund. Kommunens svar blev derfor ikke anset for en bindende forhåndsbesked.

4 Afgrænsningen til kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner

4.1. Personaleretlige beslutninger

Sager om ansættelse og forfremmelse i det offentliges tjeneste anses som udgangspunkt for afgørelsessager omfattet af forvaltningsloven. Det gælder bl.a. sager om ansættelse som tjenestemand, overenskomstansat og timelønnet.

Afslag på ansættelse anses ligeledes for omfattet af afgørelsesbegrebet. Det indebærer bl.a., at en ansøger skal partshøres over f.eks. en reference om oplysninger i kriminalregistret eller en mistanke om alkoholmisbrug inden et afslag. Se f.eks. Ugeskrift for Retsvæsen U 2011.2343 H, hvor Højesteret fandt, at en kommune forud for beslutningen om ikke at ansætte en ansøger burde have partshørt vedkommende over en referenceoplysning om et muligt alkoholmisbrug.

Afgørelsesbegrebet omfatter desuden en myndigheds beslutning om at afskedige en offentligt ansat, herunder afskedigelser i prøvetiden samt bortvisninger og stillingsnedlæggelser, der indebærer, at den ansatte mister sin stilling.

Aftaler om fratræden har derimod karakter af kontraktretlige dispositioner, der falder uden for afgørelsesbegrebet. En beslutning om fritagelse fra arbejde med fuld løn anses heller ikke for en afgørelse.

I forhold til beslutninger om stillingsændringer kan det bl.a. nævnes, at stillingsændringer, der må anses for at være ud over tålegrænsen (forflyttelsesgrænsen for tjenestemænd og overenskomstansatte), er omfattet af afgørelsesbegrebet.

Som udgangspunkt falder tjenestebefalinger om den nærmere udførelse af tjenesten uden for afgørelsesbegrebet, herunder f.eks. beslutninger om arbejdsopgaver, fastlæggelse af vagtskemaer, ferier og fridage, deltagelse i efteruddannelse og pålæg om overarbejde.

Tjenstlige reaktioner som f.eks. advarsler og andre disciplinære sanktioner er omfattet af afgørelsesbegrebet. Det gælder, uanset om sådanne reaktioner benævnes som advarsler, eller der anvendes andre udtryk.

En uformel ledelsestilkendegivelse, hvor myndigheden – typisk i forbindelse med samtaler med den ansatte – giver udtryk for kritiske synspunkter i forhold til medarbejderens arbejdsindsats og f.eks. redegør for, hvordan arbejdet bør udføres, eller indskærper, at vedkommende må gøre sit arbejde mere omhyggeligt, anses ikke for en afgørelse.

Ledelsens indskærpelse var en afgørelse

En tjenestemandsansat vicekriminalkommissær blev gjort opmærksom på, at ledelsen var utilfreds med den måde, han ledede sin gruppe på, og der blev opstillet nogle skriftlige krav til ham. Han fik også at vide, at hans forhold ville blive vurderet senere, og at han – hvis der ikke skete mærkbare ændringer – ville blive flyttet til et andet sagsområde uden egentligt lederansvar. Da vicekriminalkommissæren ikke efterlevede de opstillede krav, blev han flyttet til en stilling som sagsbehandler uden lederansvar. Han klagede til ombudsmanden over forløbet. Efter ombudsmandens opfattelse havde ledelsens indskærpelse over for vicekriminalkommissæren karakter af en ”diskretionær advarsel”. Der var således tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og pligten til at partshøre var blevet tilsidesat.

FOB 03.192

4.2. Beslutninger om det offentliges ejendomsret og økonomiske krav

Ulovbestemte beslutninger, der træffes på grundlag af det offentliges ejendomsret, falder som udgangspunkt uden for afgørelsesbegrebet, da de træffes på privatretligt grundlag.

Pålæggelse af kontrolafgifter på et hospitals parkeringsområde var ikke afgørelser

Ombudsmanden undersøgte den parkeringsordning, der var etableret på et hospitals område. Efter ombudsmandens opfattelse kunne regionen – der ejede det område, som hospitalet lå på – ved privatretlig råden over hospitalets område i kombination med anstaltsbetragtninger etablere parkeringspladser og fastsætte regler for parkering, herunder opkræve betaling og kontrolafgifter. Det var desuden ombudsmandens opfattelse, at pålæggelse af kontrolafgifter for overtrædelse af regler og vilkår, der var fastsat for parkering på hospitalets område, havde karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed (i modsætning til pålæggelse af kontrolafgifter med hjemmel i færdselsloven).

FOB 2015-40

Beslutninger om økonomiske krav mod borgere mv., der følger af en offentligretlig regulering, anses for at være omfattet af afgørelsesbegrebet. Hvis retsgrundlaget for kravet er privatretligt, er beslutningen derimod ikke omfattet af forvaltningsloven.

Lønindeholdelse efter kildeskatteloven er således en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det samme gælder det offentliges beslutninger om f.eks. eftergivelse af studiegæld.

Erstatningssager, som rejses over for en offentlig myndighed på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, er ikke omfattet af forvaltningsloven. Tilsvarende gælder sager om erstatning, der afgøres på rent privatretligt grundlag.

5 Afgrænsningen til procesledende beslutninger

5.1. Hvad er procesledende beslutninger?

Beslutninger, der træffes som led i selve forberedelsen af en sag og tilrettelæggelsen af sagens behandling, betegnes som procesledende beslutninger. Sådanne beslutninger fastsætter ikke, hvad der er eller skal være ret, og er derfor ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Når en myndighed skal vurdere, om der er tale om en afgørelse eller en procesledende beslutning, må der navnlig lægges vægt på, om den pågældende beslutning i sig selv afslutter sagen.

5.2. Myndighedens behandling, oversendelse eller afvisning af sagen mv.

En myndigheds beslutning om, at en sag skal tages under behandling, er ikke en afgørelse, men en procesledende beslutning.

Det er heller ikke en afgørelse, når en myndighed beslutter at oversende en sag til en anden myndighed efter forvaltningslovens § 7, stk. 2, med henblik på, at denne myndighed træffer afgørelse i sagen. Tilsvarende er indgivelse af politianmeldelse normalt en procesledende beslutning.

Overblik #5 om vejledning – afsnit 5 om videresendelse

Omvendt må afvisning af at tage en sag under behandling anses for at være en afgørelse, når myndigheden i øvrigt kan træffe afgørelse i sager af den pågældende karakter. En myndigheds afvisning af en anmodning om genoptagelse af en sag er også en afgørelse.

En beslutning om, at en ansøgning eller klage skal have opsættende virkning, er også en afgørelse omfattet af forvaltningsloven. Derimod er beslutninger om at stille en sag i bero som altovervejende udgangspunkt ikke omfattet af afgørelsesbegrebet.

5.3. Partsrettigheder, aktindsigt og habilitet

Beslutter en myndighed at afskære muligheden for at benytte partsrepræsentation eller bisidder under behandlingen af en sag, er det ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Overblik #6 om partsrepræsentation

Tilsvarende gør sig gældende, hvor en myndighed tager stilling til spørgsmål om oplysningspligt over for den registrerede efter reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14. Derimod er der formentlig tale om en afgørelse, hvis myndigheden skal tage stilling til en klage fra den registrerede om manglende underretning. Beslutninger som følge af anmodninger om berigtigelse og sletning af oplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 16 og 17 må anses for afgørelser.

Beslutninger om aktindsigt og egen acces efter offentlighedsloven, partsaktindsigt efter forvaltningsloven og indsigt efter databeskyttelsesforordningens artikel 15 er selvstændige afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Det antages i den forvaltningsretlige teori, at beslutninger om habilitet i hvert fald i visse tilfælde anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand. Det er dog uafklaret, om sådanne beslutninger generelt må anses for afgørelser, eller om det alene er tilfældet, hvis beslutningen træffes efter indsigelse fra en part i sagen. Derudover er det omstridt, om udfaldet af beslutningen har betydning.

Det fremgår af pkt. 26 i vejledning om forvaltningsloven, at en afgørelse om inhabilitet normalt ikke selvstændigt kan påklages til en overordnet myndighed, men kun indbringes for ankeinstansen i forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet.

Uanset om en beslutning om habilitet anses for en afgørelse omfattet af forvaltningsloven eller ej, vil det dog efter god forvaltningsskik være rigtigst at begrunde den, hvis spørgsmålet er opstået som følge af en indsigelse fra en part, og indsigelsen ikke tages til følge.

Se i øvrigt Ugeskrift for Retsvæsen U 2000.2151 Ø, hvor et nævns beslutning om, at et medlem ikke var inhabil, ikke under de foreliggende omstændigheder udgjorde en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

5.4. Oplysning af sagen

Beslutning om, at der skal foretages et bestemt sagsoplysningsskridt, f.eks. en høring, er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Heller ikke en beslutning om, hvorvidt der skal videregives oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, er en afgørelse.

Det samme gælder en beslutning om ikke at foretage et sagsoplysningsskridt – også selv om det er parten i en sag, der har anmodet myndigheden om at foretage det pågældende sagsoplysningsskridt. Som eksempel kan det nævnes, at en myndigheds beslutning om ikke at holde et møde med en part eller ikke at indhente bestemte oplysninger ikke er en afgørelse.

God forvaltningsskik kan dog medføre, at myndigheden bør orientere parten om, at den ikke vil foretage et ønsket sagsoplysningsskridt.

Indhentelse af oplysninger efter skattekontrolloven var ikke en afgørelse

Landsskatteretten havde afvist at behandle en klage fra en mand, der var udrejst af Danmark, over en anmodning fra SKAT efter skattekontrolloven til hans bank i Danmark. SKAT havde bedt banken om at fremsende kontoudskrifter og oplysninger om, hvilke personer der havde fuldmagt til kontoen. Landsskatteretten mente, at SKATs anmodning måtte anses for at være en processuel beslutning vedrørende sagens oplysning og ikke en forvaltningsretlig afgørelse.

Mandens advokat klagede til ombudsmanden over bl.a. Landsskatterettens kendelse om dette spørgsmål. Efter en gennemgang af klagen og de indsendte bilag meddelte ombudsmanden, at han havde besluttet ikke at undersøge klagen yderligere, da der ikke var udsigt til, at han kunne kritisere resultatet af kendelsen.

Ombudsmanden var således enig i, at SKATs anmodning efter skattekontrolloven om udlevering af kontoudskrifter og oplysninger ikke var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

FOB 2014-10

Ankestyrelsen burde have orienteret parten om, at styrelsen ikke ville afvente en undersøgelse, inden den traf afgørelse

Efter at Sikringsstyrelsen havde afslået at anerkende en kvindes lidelse efter arbejdsskadeforsikringsloven, klagede hun til Den Sociale Ankestyrelse. Hun bad ankestyrelsen om at afvente en undersøgelse af hende på et arbejdsmedicinsk ambulatorium. Ankestyrelsen traf dog afgørelse uden at afvente undersøgelsen, da styrelsen ikke mente, at resultatet ville kunne ændre grundlaget for ankestyrelsens afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at det er et almindeligt forvaltningsretligt princip, at det påhviler en forvaltningsmyndighed at drage omsorg for sagernes oplysning, og at det er fast antaget i praksis, at pligten til at søge en sag oplyst kun kan udstrækkes til at omfatte oplysninger, der må antages at være af betydning for sagens afgørelse. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at ankestyrelsen traf afgørelse uden at afvente den arbejdsmedicinske undersøgelse.

Efter ombudsmandens opfattelse ville det dog have været god forvaltningsskik at orientere kvinden om dette, inden afgørelsen blev truffet – navnlig hvis myndigheden havde grund til at antage, at kvinden så ville have væsentlige supplerende bemærkninger til sagen.

FOB 89.164

6 Typiske fejl

Hvis en myndighed ikke er bevidst om, hvornår den træffer en afgørelse, bliver forvaltningslovens regler om partsbeføjelser og krav til indholdet af afgørelsen ikke overholdt. Det betyder, at myndigheden muligvis træffer en forkert og i nogle tilfælde også ugyldig afgørelse.

Typiske fejl, når afgørelsesbegrebet skal afgrænses:

  • Myndigheden forveksler en afgørelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.
  • Myndigheden tror, at en procesledende beslutning er en afgørelse, og bruger måske unødige ressourcer på f.eks. partshøring og begrundelse.
  • Myndigheden træffer (utilsigtet) en afgørelse uden at iagttage forvaltningslovens regler, når den vejleder borgeren.
  • Myndigheden er ikke opmærksom på, at et afslag på ansættelse anses for en afgørelse, og partshører derfor ikke en ansøger over f.eks. en reference om oplysninger i kriminalregistret eller en mistanke om alkoholmisbrug inden et afslag.

Væsentlige pointer

  • Forvaltningslovens regler gælder som udgangspunkt for sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det betyder bl.a., at parten i en afgørelsessag tildeles en række partsbeføjelser, og at der stilles en række krav til selve udformningen af afgørelsen. Se afsnit 2.
  • En afgørelse er en retsakt (forvaltningsakt), dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et konkret tilfælde. Se afsnit 2.
  • En afgørelse i forvaltningslovens forstand vil i almindelighed være karakteriseret ved, at der er tale om
    • en udtalelse fra en offentlig myndighed,
    • som udstedes på et offentligretligt grundlag (i modsætning til et privatretligt grundlag, f.eks. en aftale),
    • som går ud på ensidigt at bestemme, hvad der er eller skal være gældende ret, og
    • som retter sig mod eksterne modtagere (i modsætning til internt mod myndigheden selv). Se afsnit 2.
  • Hvis en myndighed ikke er bevidst om, at den træffer afgørelse i en sag, og derfor ikke overholder forvaltningslovens regler, vil det kunne føre til, at afgørelsen i sagen bliver forkert eller ugyldig, og at myndigheden må behandle sagen på ny. Se afsnit 6.
  • Faktisk forvaltningsvirksomhed falder uden for afgørelsesbegrebet, fordi der ikke træffes retligt bindende afgørelser i forhold til de involverede personer. Eksempler er patient- og anden klientbehandling, undervisning og vejledning. Se afsnit 3.
  • Procesledende beslutninger falder uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Eksempler er en beslutning om, at en sag tages under behandling, at en sag oversendes til en anden myndighed, eller at der foretages bestemte sagsoplysningsskridt. Se afsnit 5.
  • Almindelige retsgrundsætninger og god forvaltningsskik kan dog indebære, at visse af principperne i forvaltningsloven alligevel finder anvendelse på beslutninger, der falder uden for lovens afgørelsesbegreb. Se afsnit 2 og 5.4.
  • Sagsbehandling i forbindelse med indgåelse af kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner falder uden for forvaltningsloven. Se afsnit 4.

 

Baggrund

Dette overblik bygger på forvaltningsloven med tilhørende forarbejder og administrative forskrifter, relevant retspraksis og ombudsmandspraksis samt den generelle forvaltningsretlige litteratur, herunder navnlig Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (2013), s. 83 ff., Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 8. udgave (2019), s. 23 ff., Steen Rønsholdt, Forvaltningsret – retssikkerhed, proces, sagsbehandling, 5. udgave (2018), s. 95 ff., Niels Fenger (red.), Forvaltningsret (2018), s.  76 ff., og Sten Bønsing, Almindelig forvaltningsret, 4. udgave (2018), s. 83 ff.

 

§ 2. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

 

Sundhedskoordinator og Klinisk Funktion

Her kommer den pt.( 6. oktober ) gældende Bekendtgørelse om brugen af Sundhedskoordinator og Klinisk Funktion

 

Philtrums logo et paragraftegn
Paragraf

Det har virkelig betydning for sager, fx. om fleksjob og førtidspension.
I heldigste fald bruger man Sundhedskoordinator konstruktivt som modvægt i de situationer, hvor kommunens medarbejdere selv  leger doktor,

Bekendtgørelsen står lige under loven. Den gælder forud for vejledninger og afgørelser fra Ankestyrelsen. Den kan påkaldes direkte.

 

 

Bekendtgørelse om kommuner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v.

I medfør af § 17, stk. 1 og 2, i lov nr. 1482 af 23. december 2014 om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., som ændret ved lov nr. 625 af 8. juni 2016 og lov nr. 495 af 1. maj 2019, og § 19, stk. 5, i lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1208 af 17. november 2017, fastsættes efter bemyndigelse og efter forhandling med sundheds- og ældreministeren:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse fastlægger rammerne for kommuners og regioners aftale om levering af sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionernes kliniske funktion til kommunerne i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension og i løbende sager om sygedagpenge, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge, samt i sager om førtidspension, hvor kommunen behandler sagen uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 17, stk. 4, og § 18, stk. 2, i lov om social pension. Herudover fastlægger bekendtgørelsen rammerne for sundhedskoordinatorfunktionen samt indholdet i lægeattest fra klinisk funktion.

Stk. 2. Bekendtgørelsen fastsætter herudover krav til organiseringen, tilrettelæggelsen af og indholdet i den sundhedsfaglige rådgivning i de i stk. 1 nævnte sager.

Stk. 3. I de sager, der er nævnt i stk. 1, kan kommunen alene benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra den kliniske funktion og den praktiserende læge. Herudover kan kommunen, jf. dog § 3, stk. 2, alene rekvirere lægeattester fra den praktiserende læge og speciallægeattester fra klinisk funktion, jf. § 15, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og § 19, stk. 2, i lov om social pension.

Stk. 4. Ved løbende sager forstås sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, modtager tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, modtager førtidspension eller modtager sygedagpenge og er visiteret til kategori 3, jf. § 12 i lov om sygedagpenge, og hvor kommunen har behov for sundhedsfaglig rådgivning som led i sagsbehandlingen på beskæftigelsesområdet. Det kan eksempelvis være i sager, hvor der er opstået ændringer i borgerens situation og helbredsforhold, herunder sager om sygedagpenge visiteret til kategori 3 og jobafklaringsforløb, hvor kommunen har behov for sundhedsfaglig rådgivning til vurdering af, om borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, jf. henholdsvis § 7 i lov om sygedagpenge og § 16, stk. 8, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 5. Rekvirering af status og vurdering fra psykolog skal følge de samme regler, som gælder for lægeattester, jf. § 15, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og § 19, stk. 2, i lov om social pension. Kommunen kan alene rekvirere en vurdering fra psykolog som en speciallægeattest fra regionens kliniske funktion. Kommunen og regionen kan indgå aftale om rekvirering af status fra psykolog, jf. § 3, stk. 2.

§ 2. Ved sundhedsfaglig rådgivning forstås den rådgivning om borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse, jf. bekendtgørelsens kapitel 3, som en sundhedskoordinator fra klinisk funktion yder på baggrund af sagens oplysninger i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, i løbende sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, modtager tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller modtager førtidspension samt i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge. Sundhedsfaglig rådgivning efter bekendtgørelsens kapitel 3 ydes altid af en sundhedskoordinator.

Stk. 2. Ved sundhedsfaglig vurdering forstås den vurdering af borgerens helbredsmæssige muligheder for arbejde eller uddannelse, jf. bekendtgørelsens kapitel 4, som klinisk funktion yder i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, i sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, modtager tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller modtager førtidspension samt i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge. Klinisk funktion afgiver den sundhedsfaglige vurdering i form af en speciallægeattest på baggrund af en konsultation med borgeren.

§ 3. Den rekvirering og videregivelse af personoplysninger og helbredsoplysninger, der er nævnt i denne bekendtgørelse, skal ske under iagttagelse af de regler, der findes om udveksling af oplysninger i sundhedslovgivningen, forvaltningsloven, databeskyttelsesloven og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, herunder reglerne om samtykke fra borgeren.

Stk. 2. Kommunen og regionen kan aftale, at kommunen på vegne af klinisk funktion kan rekvirere journaloplysninger og statusattest fra sygehus eller speciallæge samt status fra psykolog i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at supplere borgerens praktiserende læges oplysninger som følge af, at borgeren er i aktuel behandling eller forløb, som den praktiserende læge ikke har fyldestgørende oplysninger om.

Kapitel 2

Ydelser fra klinisk funktion

§ 4. Klinisk funktion skal levere følgende ydelser til kommunen:

1) Sundhedskoordinatorfunktion som repræsentant i rehabiliteringsteamet og til sundhedsfaglig rådgivning i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension og i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge.

2) Udtalelse fra sundhedskoordinator i sager om førtidspension, hvor kommunen behandler sagen uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 18, stk. 2, i lov om social pension.

3) Vurdering i klinisk funktion i sager, der skal behandles eller er under behandling i rehabiliteringsteamet, vurdering i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension samt vurdering i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge.

Stk. 2. Den sundhedsfaglige behandling af borgeren, herunder i almen praksis, sker som hidtil efter reglerne i sundhedslovgivningen.

Kapitel 3

Sundhedskoordinatorfunktionens opgaver

§ 5. Det er sundhedskoordinatorens opgave at bidrage med en sundhedsfaglig rådgivning i forhold til borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse i de sager, som kommunen vurderer, skal behandles i rehabiliteringsteamet, herunder sager om jobafklaringsforløb og sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge. I de sager om jobafklaringsforløb, hvor rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling om, hvorvidt borgeren skal tilbydes et nyt jobafklaringsforløb, skal sundhedskoordinator endvidere bidrage med sundhedsfaglig rådgivning i forhold til, om borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Stk. 2. Sundhedskoordinatoren kan med borgerens skriftlige samtykke drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgerens praktiserende læge. Sundhedskoordinatoren kan endvidere drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgeren efter forudgående aftale med kommunen.

§ 6. Sundhedskoordinator skal yde kommunen sundhedsfaglig rådgivning, jf. § 5, inden sagen behandles i rehabiliteringsteamet, hvis kommunen anmoder herom.

Stk. 2. Anbefaler sundhedskoordinator som led i den sundhedsfaglige rådgivning, at sagens sundhedsfaglige aspekter belyses yderligere, inden sagen behandles i rehabiliteringsteamet, skal anbefalingen være begrundet og indeholde konkrete forslag. På baggrund af sundhedskoordinators anbefaling, beslutter kommunen, om sundhedskoordinators anbefaling skal følges, eller om sagen skal behandles i rehabiliteringsteamet på baggrund af de sundhedsfaglige oplysninger, der allerede findes i sagen.

§ 7. Forud for mødet i teamet forbereder sundhedskoordinatoren sin sundhedsfaglige rådgivning i sagen i forhold til borgerens muligheder for at arbejde eller uddanne sig. Sundhedskoordinatorens forberedelse sker på baggrund af rehabiliteringsplanens forberedende del, der skal indeholde alle relevante helbredsmæssige oplysninger, der foreligger hos kommunen, herunder lægeattester m.v.

Stk. 2. Under behandling af sager på møde i rehabiliteringsteamet bidrager sundhedskoordinatoren med sundhedsfaglig rådgivning og indgår sammen med de øvrige medlemmer af teamet i dialogen med borgeren om borgerens muligheder for at arbejde og uddanne sig, jf. § 11, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

§ 8. Sundhedskoordinatorens sundhedsfaglige rådgivning i sagen indgår i rehabiliteringsteamets indstilling til kommunen.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor sundhedskoordinatoren vurderer, at sagen på baggrund af de oplysninger, der kommer frem under mødet i rehabiliteringsteamet, bør belyses yderligere, inden teamet afgiver en indstilling, kan sundhedskoordinatoren anbefale teamet, at indstilling fra teamet afventer yderligere helbredsmæssige oplysninger i sagen.

§ 9. Anbefaler sundhedskoordinator som led i den sundhedsfaglige rådgivning, at kommunen anmoder borgeren om at gå til sin praktiserende læge for at få taget stilling til, om der skal iværksættes yderligere undersøgelse eller behandling, og følger kommunen anbefalingen, skal sundhedskoordinatoren under iagttagelse af § 4, stk. 2, orientere den praktiserende læge om baggrunden for sundhedskoordinatorens anbefaling.

Sundhedskoordinatorfunktionen i åbenbare sager om førtidspension

§ 10. Det er sundhedskoordinatorens opgave at udarbejde en udtalelse i sager om førtidspension, når kommunen overvejer at behandle sagen uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet som følge af, at kommunen vurderer, at det er helt åbenbart, at personens arbejdsevne ikke kan forbedres, og sagen ikke vedrører en person, der er terminalt syg, jf. § 18, stk. 2, i lov om social pension.

Stk. 2. Udtalelsen fra sundhedskoordinator skal være skriftlig og indeholde en sundhedsfaglig vurdering af, om det ud fra sagens oplysninger må anses for at være helt åbenbart, at borgerens arbejdsevne ikke kan forbedres.

Stk. 3. Sundhedskoordinator udarbejder udtalelsen på baggrund af rehabiliteringsplanens forberedende del, der skal indeholde alle relevante helbredsmæssige oplysninger, der foreligger hos kommunen, herunder lægeattester m.v. Sundhedskoordinator kan til brug for udtalelsen endvidere drøfte de sundhedsfaglige aspekter i sagen med borgeren og dennes sagsbehandler efter forudgående aftale med kommunen.

Stk. 4. Som en service for kommuner og regioner stiller Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering en skabelon til rådighed til brug for sundhedskoordinators udtalelse. Skabelonen findes på www.star.dk.

Sundhedskoordinatorfunktionen i løbende sager

§ 11. Det er sundhedskoordinatorens opgave at bidrage med sundhedsfaglig rådgivning om borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse i løbende sager.

Stk. 2. Sundhedskoordinatorens rådgivning kan bl.a. bestå i:

1) rådgivning om mulighederne for, at en borger kan fortsætte i et ressourceforløb eller et fleksjob,

2) rådgivning om mulighederne for, at en borger kan fortsætte i et jobafklaringsforløb, herunder om borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom,

3) rådgivning i sygedagpengesager visiteret til kategori 3, jf. § 12 i lov om sygedagpenge om muligheder for at genoptage arbejdet helt eller delvis, herunder om en borger fortsat er uarbejdsdygtig,

4) anbefaling om, at borgerens helbredsforhold i forhold til at kunne arbejde vurderes i klinisk funktion, eller

5) anbefaling om, at borgeren skal opfordres til at opsøge den praktiserende læge for udredning eller behandling efter de almindelige regler i sundhedslovgivningen.

Stk. 3. I sager om jobafklaringsforløb skal sundhedskoordinatoren afholde en samtale med borgeren om borgerens muligheder for at udvikle arbejdsevnen, når der er risiko for, at borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom 4 år efter ophør af sygedagpengene, jf. § 68 e, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4. Den sundhedsfaglige rådgivning i løbende sager indeholder således ikke en rådgivning om, hvilken forsørgelsesydelse borgeren har ret til.

Stk. 5. Sundhedskoordinatoren kan med borgerens skriftlige samtykke efter behov drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgerens praktiserende læge. Sundhedskoordinatoren kan endvidere drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgeren efter forudgående aftale med kommunen.

Stk. 6. Sundhedskoordinatorens rådgivning sker i form af en udtalelse til brug for sagen.

Øvrigt om sundhedskoordinatorfunktionen

§ 12. Sundhedskoordinatoren kan ikke foretage undersøgelse eller behandling efter sundhedslovgivningen, når sundhedskoordinatoren yder sundhedsfaglig rådgivning efter dette kapitel. Sundhedskoordinatoren kan således ikke ændre eller stille nye diagnoser, når sundhedskoordinatoren yder sundhedsfaglig rådgivning efter dette kapitel.

Stk. 2. Den sundhedskoordinator, der yder sundhedsfaglig rådgivning efter dette kapitel, kan ikke yde sundhedsfaglig rådgivning i en sag, hvis sundhedskoordinatoren er eller tidligere har været borgerens praktiserende læge, aktuelt behandler eller har behandlet borgeren i sundhedsvæsenet i øvrigt eller varetager andre behandlings- eller genoptræningsopgaver i sundhedsvæsenet i forhold til borgeren.

Kapitel 4

Vurdering i klinisk funktion af borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse

§ 13. Kommunen kan anmode klinisk funktion om vurdering af borgerens helbredssituation i forhold til mulighederne for arbejde eller uddannelse i sager, som skal behandles i rehabiliteringsteamet, i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, sager om tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og sager om førtidspension samt i løbende sager om sygedagpenge, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge.

Stk. 2. Klinisk funktion afgiver vurderingen i form af en speciallægeattest på baggrund af de oplysninger, klinisk funktion har modtaget fra kommunen i forbindelse med kommunens anmodning samt en konsultation med borgeren. Som led i vurderingen kan klinisk funktion i særlige tilfælde foretage billeddiagnostik, blodprøver eller funktionsundersøgelser, når det er nødvendigt for vurderingen af borgerens helbredsforhold. Sundhedsfaglig behandling af borgeren sker efter reglerne i sundhedslovgivningen, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 3. Vurderingen i klinisk funktion kan alene varetages af den samme person, der har varetaget sundhedskoordinatorfunktionen i borgerens sag, hvis borgeren er indforstået hermed.

Stk. 4. Der er udarbejdet en landsdækkende lægeattestløsning efter forhandling mellem Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, KL og Lægeforeningens Attestudvalg. Kommunen afholder udgifterne til lægeattester.

Kapitel 5

Speciallægeattest fra klinisk funktion

§ 14. Speciallægeattester fra klinisk funktion vedrørende vurderingen, der er nævnt § 13, skal med udgangspunkt i kommunens konkrete anmodning indeholde en vurdering af borgerens helbredsmæssige situation i forhold til arbejde og uddannelse med oplysninger om resultatet af den objektive undersøgelse, herunder med oplysninger om:

1) borgerens funktionsevne og helbredsforhold,

2) borgerens og lægens vurdering af helbredsforholdenes betydning for funktionsevnen, og

3) evt. andre forhold, der kan have betydning for arbejde eller uddannelse.

Stk. 2. Hvis resultatet af klinisk funktions vurdering er, at der er behov for yderligere vurdering af borgerens helbredssituation i forhold til at kunne arbejde, skal lægeattesten indeholde en beskrivelse af, hvilke yderligere vurderinger der skal foretages for, at borgerens helbredsmæssige situation i forhold til arbejde og uddannelse kan afklares. I speciallægeattesten angives pris og tidsramme for den yderligere vurdering.

Stk. 3. Hvis kommunen anmoder klinisk funktion om yderligere vurderinger, der skal foretages af en eller flere speciallæger, skal speciallægeattesten fra klinisk funktion ud over punkterne i stk. 1, indeholde en samlet vurdering af borgerens muligheder for arbejde og uddannelse på baggrund af de yderligere vurderinger.

Stk. 4. Kommunen og regionen kan aftale en anden fremgangsmåde end den i stk. 2 og 3 beskrevne. Klinisk funktion skal dog altid afgive en samlet vurdering, hvis der er foretaget flere vurderinger af den samme person som led i at afdække borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse.

§ 15. Når det er relevant i den enkelte sag for at kunne udarbejde speciallægeattesten, skal klinisk funktion rekvirere journaloplysninger fra sygehuse og privatpraktiserende speciallæger og evt. drøfte oplysningerne med den ansvarlige læge.

Stk. 2. Borgerens praktiserende læge skal have kopi af speciallægeattesten samtidig med, at speciallægeattesten afgives til kommunen.

Kapitel 6

Samarbejdsaftale mellem kommunen og regionen

§ 16. Regionen og kommunen skal indgå en samarbejdsaftale om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionens kliniske funktion i sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension og sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge, herunder om sundhedskoordinatorfunktionen.

Stk. 2. Samarbejdsaftalen skal indeholde aftale om følgende:

1) Det forventede årlige antal sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, herunder de sager om førtidspension, som kommunen kan vælge at behandle uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 17, stk. 4, og § 18, stk. 2, i lov om social pension.

2) Vilkår for sundhedskoordinatorfunktionens faglige baggrund. Regionen og kommunen kan aftale, at sundhedskoordinatorfunktionen i rehabiliteringsteamet varetages af én eller flere fagpersoner med forskellig ekspertise.

3) Øvrige vilkår for sundhedskoordinatorfunktionen, herunder mødetider i rehabiliteringsteamet, aftale om rådgivning i løbende sager, mødedage i kommunen etc.

4) Pris og afregning for rådgivning og vurdering fra klinisk funktion, herunder sundhedskoordinatorfunktionen.

5) Frister for levering af rådgivning og vurdering fra klinisk funktion, herunder for sundhedskoordinatorfunktionens ydelser.

6) Aftaleperiode og genforhandling af aftalen.

Stk. 3. Kommunen og regionen kan vælge at lade aftalen omfatte andre ydelser end nævnt i § 4, stk. 1.

Stk. 4. Regionen og kommunen kan supplere aftalen med ydelser fra klinisk funktion til kommunen i sager om kontanthjælp, sygedagpenge og revalidering. Vilkårene for supplerende ydelser omfattes ikke af denne bekendtgørelse, men aftales mellem regionen og kommunen.

Prisfastsættelse og afregning

§ 17. Kommunen og regionen aftaler prisen for sundhedskoordinatorfunktionen i samarbejdsaftalen.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, fastsættes den årlige pris for sundhedskoordinatorfunktionen på baggrund af det forventede årlige antal sager, som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1, og gennemsnitsprisen pr. årsværk for sundhedskoordinatorfunktionen med overhead, jf. bilag 1. Prisen dækker sundhedskoordinatorfunktionens samlede opgaver efter kapitel 3.

Stk. 3. Gennemsnitsprisen pr. årsværk for sundhedskoordinatorfunktionen baseres på lønstatistik fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Hvis sundhedskoordinatorfunktionen varetages af flere forskellige faggrupper, udregnes prisen efter fordelingen af faggrupper. Priserne reguleres årligt med lønudviklingen.

Stk. 4. Fastsættes prisen efter stk. 2 og 3, skal kommunen og regionen fastsætte en reguleringsmekanisme, således at der løbende sker overvågning af, om der sker afvigelser i forhold til det skønnede antal sager m.v.

§ 18. Kommunen og regionen aftaler prisen for lægeattester fra klinisk funktion.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, forpligtes regionen til at levere vurderingen fra klinisk funktion efter § 13 til en gennemsnitspris på op til 14.000 kr. pr. sag (2011-niveau), jf. bilag 1. Prisen er inklusiv lægeattester, der er rekvireret uden for klinisk funktion. Beløbet reguleres med den årlige prisudvikling på lægeattester.

§ 19. Kommunen og regionen aftaler vilkår for afregning af ydelserne fra klinisk funktion.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, betaler kommunen for sundhedskoordinatorfunktionen månedsvis bagud.

Stk. 3. Hvis ikke andet er aftalt, betaler kommunen for lægeattesten fra klinisk funktion senest 14 dage efter, at regningen er modtaget i kommunen. Det er en forudsætning, at regionen mindst 2 uger forinden har udsendt en faktura.

Frister for regionens ydelser

§ 20. Kommunen og regionen aftaler frister for regionens levering af ydelser til kommunen.

§ 21. Hvis ikke andet er aftalt, stiller regionen sundhedskoordinator til rådighed for møde i rehabiliteringsteamet senest 14 dage fra, at sagen modtages i regionen.

Stk. 2. Med sagen forstås rehabiliteringsplanens forberedende del med alle relevante bilag, jf. §§ 3 og 4 i bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v.

Stk. 3. Regionen stiller sundhedskoordinator til rådighed hurtigst muligt i sager, hvor borgerens arbejdsevne er væsentligt nedsat, jf. § 16, stk. 3, nr. 2, i lov om social pension, og det er helt åbenbart, at borgerens arbejdsevne ikke kan forbedres, og hvor en afgørelse om tilkendelse af førtidspension er hastende, eksempelvis for borgere i terminalfasen.

§ 22. Hvis ikke andet er aftalt i løbende sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob eller i sager om tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, førtidspension og sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3, jf. § 12 i lov om sygedagpenge, og hvor kommunen har behov for sundhedsfaglig rådgivning og vurdering, leverer sundhedskoordinator en udtalelse i sagen senest 14 dage fra sagen modtages i regionen. Der aftales dog en anden frist, hvis der i en konkret sag er omstændigheder, der bevirker, at udtalelsen ikke kan afgives inden for fristen.

§ 23. Hvis ikke andet er aftalt, leverer regionen lægeattester senest 14 dage efter konsultation og senest 30 dage efter, at regionen har modtaget anmodningen fra kommunen. Der aftales dog en anden frist, hvis der i en konkret sag er omstændigheder, der bevirker, at det ikke er muligt at levere lægeattesten inden for fristen.

§ 24. Fristerne i §§ 21-23 forudsætter, at kommunen sender sagen elektronisk til den af regionen bestemte postkasse.

Aftaleperiode m.v.

§ 25. Kommunen og regionen aftaler aftaleperiode, opsigelsesvarsel m.v.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, kan aftalen opsiges med 9 måneders varsel.

Stk. 3. Kommunen har ret til at få en ny sundhedskoordinator, hvis kommunen vurderer, at der er væsentlige samarbejdsproblemer med den sundhedskoordinator, som regionen har stillet til rådighed for kommunen.

Kapitel 7

Ikrafttræden

§ 26. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1092 af 3. august 2016 om kommuner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. ophæves.

Styrelsesn for Arbejdsmarked og Rekruttering, den 27. august 2019

Maria Schack Vindum

/ Jakob Heltoft


Bilag 1

Rammer for betaling for sundhedskoordinatorfunktionen og lægeattest fra klinisk funktion

Sundhedskoordinatorfunktionen:

Hvis ikke andet er aftalt, afregnes der for regionens ydelse til kommunen på følgende vis

_

Prisen baseres på lønstatistik fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Hvis sundhedskoordinatorfunktionen varetages af flere forskellige faggrupper eller stillingsbetegnelser, udregnes prisen efter fordelingen af disse. Priserne reguleres årligt med lønudviklingen.

Det er beregningsteknisk antaget:

– at sundhedskoordinatoren har 202 årlige arbejdsdage svarende til den almindelige arbejdsnorm på det danske arbejdsmarked,

– at sundhedskoordinatoren behandler i snit 3 nyvisiterede sager pr. arbejdsdag. Med antallet af sager tages højde for, at sundhedskoordinatoren foruden sagsbehandling skal bruge tid på forberedelse, konferencer, kontakt til praktiserende læge, tid til interne konferencer m.v. i klinisk funktion m.v.,

– at prisen er inklusiv sundhedskoordinatorens rådgivning i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet (inklusiv evt. indhentning af oplysninger fra behandlende instanser) samt rådgivning i løbende sager

Lægeattest fra klinisk funktion:

Hvis ikke andet er aftalt, gælder der følgende priser:

– Prisen for vurdering fra klinisk funktioner i gennemsnit pr. sag max. 14.000 kr.1) inklusiv alle nødvendige lægeattester vedr. den enkelte borger, herunder eksternt indhentede lægeattester.

– Ovenstående maksimale gennemsnitlige pris er beregnet under forudsætning af, at 30 pct. af de sager, hvor der tilkendes ressourceforløb og 10 pct. af de sager, hvor der tilkendes fleksjob, henvises til vurdering i klinisk funktion. Regionerne forpligtes således til at levere rådgivning og vurdering fra klinisk funktion til en gennemsnitspris på op til 14.000 kr. pr. sag. Det vil sige inklusiv alle nødvendige vurderinger og eventuelle speciallægeattester vedrørende den enkelte borger.