Kommunal obfuskation

En ret ny form for kommunal juridisk fusk

 

billede af Mikael Hertig

Mikael Hertig

 

‘Obfuscation’  (1) er et engelsk ord, der kan oversættes til noget i retning af ‘bevidst forkludring’  eller ‘administrativ tilsanding’ .

I sammenhænge, hvor personer eller grupper ønsker at sløre deres adfærd overfor internettets sociale profileringstjenester, kan man kalde det “sløring” eller “tilsløring”. I juraen bruges ofte betegnelsen ‘#trainering‘ om at trække en sag i langdrag. Trainering af sager i Offentlig Forvaltning var indtil for ti år siden et særsyn. Denne artikel handler om den metode, hvor kommuner for at spare udgifter oversagsbehandler for at undgå at sende sine borgere på førtidspension eller tilsvarende ydelser, således som de ellers burde, hvis de rettede sig efter loven.

Emnet her er Obfuskation gennem overproduktion i sagsbehandlingen. Det kan for eksempel forkludre en retssag (Brunton & Nissenbaum, afsnit 1.9).

Deres eksempel  på obfuskation gennem overoplysning af sager kommer her:

Under den franske revolution påstod lederen af den centrale politienhed under Komitéen for Offentlig Sikkerhed Augustin Lejeune at have forkludret de mange rapporter, der skulle udgøre grundlaget for anholdelser, afhøringer og likvideringer af oprørere under den franske revolution. Han skulle have instrueret sine ansatte i at have været overdetaljerede, overgrundige og at rapportere ‘selv de allermindste detaljer’. Man kan tvivle på, om hans påstande holdt, men må indrømme, at han gennem dette forsvar for sin handlemåde har skabt en strategi for tilsanding af bureaukratiske processer.

Forvaltningsretlig obfuskation

Det centrale forvaltningsretlige begreb er i denne sammenhæng Officialprincippet. (2)
Herom hedder det:

“Som et grundlæggende princip i forvaltningsretten gælder, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv, eventuelt i samarbejde med andre myndigheder, at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog at foranledige at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens oplysning. Princippet kaldes official- eller undersøgelsesprincippet” (Gammeltoft  447)

Når en sag skal oplyses, foreskriver den relevante lov det tema, der danner baggrund for sagens oplysning. Arbejdet med sagens oplysning kan beskrives som indhentningen af de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til, at en sag kan afgøres. Herefter vil sagsbehandleren gå til den næste sag i bunken.  Det hviler i almindelighed på administrativ praksis, hvad der anses for nødvendigt og tilstrækkeligt til, at en sag kan afgøres.

Der findes stribevis af forvaltningsretlige afgørelser, der i tidens løb er kendt ugyldige eller er hjemvist til fornyet behandling, fordi de er truffet på et utilstrækkeligt eller fejlagtigt grundlag. (Gammeltoft 448 ff).

Obfuskation opstår derimod, når sagsbehandlingen fortsætter, enten for at forhale sagen, eller for at få korrigeret det allerede eksisterende beslutningsgrundlag, fordi det ikke matcher forvaltningens interesse. Uanset om tilfældet kommer ind under magtfordrejningslæren, fordi sagsbehandlingen forhales (traineres), eller hensigten bliver at skubbe den materielle afgørelse i en anden retning, så beskriver den forvaltningsretlige form for obfuskation magtfordrejning, typisk for at spare på de kommunale budgetter. Magtfordrejningen kan for eksempel skyldes forhold vedrørende de gældende refusionsordninger. Hvis for eksempel de samlede udgifter inklusive diverse til en borger stiger som følge af bevilling af førtidspension, og det er billigere for kommunen at lade folk parkere i årevis på kontanthjælp, uanset kontanthjælp anses for en midlertidig overgangsydelse, mens sagen om førtidspension behandles, så vil der være tale om obfuskation og dermed magtfordrejning.

Om dette fænomen hedder det bl.a.:
“Af officialprincippet kan udledes det temmelig indlysende, at afgørelsen først må træffes, når de nødvendige oplysninger foreligger. Omvendt er der ingen grund til  at foretage yderligere undersøgelser, når de nødvendige oplysninger foreligger. Er det på et tidligt tidspunkt i et sagsforløb klart, at en grundlæggende betingelse for at imødekomme en ansøgning ikke er opfyldt, vil myndigheden kunne afslutte sin undersøgelse og træffe afgørelse.
En unødvendig udstrækning af en undersøgelses omfang kan efter omstændighederne være i strid med grundsætningen om, at forvaltningen udelukkende må varetage saglige formål.”  (Gammeltoft 452).

Når det efter min vurdering er nyttigt at introducere et nyt begreb, skyldes det den udvikling, der netop har fundet sted på det sociale område, og spørgsmål om efterprøvelse af arbejdsevne i forbindelse med flexjob, ressourceforløb eller førtidspension er det store gangbare eksempel på det morads af forkludring, mulig magtfordrejning og sagstrainering, der efter alt at dømme har forvredet den helt almindelige forvaltningsret til ukendelighed i den kommunale forvaltning.

Efter ændringerne i aktivloven er brugen af ‘anden aktør’ tilsyneladende blevet et fænomen, hvor Jobcentret inddrager et konsulenthus til at lave underlige og usaglige indstillinger, bl.a. for at nedgøre de lægeerklæringer, borgeren selv møder op med. At der er en sammenhæng til muligheden for at bruge det, der hedder “anden aktør” i stedet for selv at træffe afgørelser, ligner en art omsvøbsinstans. Det kan fx. være her, lægeerklæringer om personers sygdom og arbejdsevne omgøres via rene papirafgørelser, eller hvor sager fordrejes til ukendelighed, inden afgørelsen, der ellers lå oplagt på bordet træffes. Afgørelserne kan så fx. gå ud på fornyet arbejdsprøvning eller fornyet ressourceforløb.

I den gruppe på FB, der hedder “Forvaltningsret, Politik og Jura” kan læserne fornøje sig med konkrete eksempler.

 

 

 

1: Takket være henvisning fra Peter Lauritsen i Århus har jeg købt “Obfuscation” [“Obfuscation. A user’s guide for privacy and protest”, Finn Brunton and Helen Nissenbaum, MIT Press, Cambridge and Massachuseetts, 2015, ISBN 978-0-262-33132-6, E-book Kindle]

2: Fremstillingen her bygger på Gammeltoft Hansen mfl., Forvaltningsret, 2. udg. 2002, Jurist og Økonomforbundets Forlag, pp. 447-83.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *