Datatilsynets vejledning: “Samtykke” i persondataretlig forstand

Datatilsynet udsendte i efteråret en ny vejledning i, hvad samtykke betyder.
Vær opmærksom på, at Datatilsynets tekst først og fremmest vedrører registrering i et it-system.  Ordet samtykke kan også bruges udenfor persondataretlige sammenhænge. Hvis du oplever, at du skal give dit samtykke overfor for eksempel Jobcentret for at opnå eller bevare en ydelse, er det værd at overveje, om det er i overensstemmelse med GDPR.

Mikael Hertig

Teksten her er kopieret ind. Det betyder, at der kan blive lagt tags og kommentarer ind senere.

Vejledning

Samtykke September 2019

Indhold

Forord 3

  1. Hvad er et samtykke? 4
  2. Kravene til et samtykke 5
  1. 2.1  Tidspunkt
  2. 2.2  Formkrav
  3. 2.3  Frivilligt

5 5 5

Ulige forhold mellem parterne 6

2.3.1
2.3.2 Granularitet 8

  1. 2.4  Specifikt 9
  2. 2.5  Informeret 102.5.1 Minimumskrav 10 2.5.2 Oplysningspligt 11
  3. 2.6  Utvetydig viljestilkendegivelse 12 2.6.1 Passivitet 12
  4. 2.7  Udtrykkeligt samtykke 13

3. Retten til at tilbagekalde et samtykke 14

3.1 Opbevaring af dokumentation for samtykke 15

4. Børn og samtykke 16

  1. 4.1  Børns mulighed for at give samtykke 16
  2. 4.2  Børns samtykke indhentet i forbindelse med informationssamfundstjenester 16
  1. Overgangen fra persondataloven til databeskyttelsesforordningen 18
  2. Tjekliste 19

2

Forord

Dette er en opdateret udgave af vejledningen om samtykke fra november 2017. Når Datatilsynet har fundet anledning til at opdatere vejledningen, skyldes det primært, at Artikel 29-gruppen (nu Det Europæiske Databe- skyttelsesråd) i 2018 har offentliggjort en revideret vejledning om sam- tykke.

I denne vejledning får du en kort introduktion til reglerne om samtykke som behandlingsgrundlag efter databeskyttelsesforordningen og en række ek- sempler på brugen af samtykke.

Behandling af personoplysninger skal ske i overensstemmelse med behandlingsreglerne i da- tabeskyttelsesforordningens kapitel II. Samtykke fra den registrerede er et af flere ligestillede retlige grundlag, som den dataansvarlige kan bruge til at behandle personoplysninger. Sam- tykke indtager en vigtig rolle, men udelukker ikke muligheden for, at andre retlige grundlag – afhængigt af konteksten – måske er mere passende fra såvel den dataansvarliges som fra den registreredes synsvinkel.

Formålet med vejledningen er at forklare, hvornår der foreligger et gyldigt samtykke, og hvad retsvirkningerne er, hvis et samtykke trækkes tilbage. Vejledningen indeholder endvidere et afsnit om forordningens regler om børns samtykke i forbindelse med informationssamfunds- tjenester. Du finder også i vejledningens afsnit 6 en tjekliste, som du kan bruge som en rette- snor for, om du – hvis du er dataansvarlig – er på linje med kravene i databeskyttelsesforord- ningen eller ej. Tjeklisten kan imidlertid også bruges af f.eks. den registrerede, der gerne vil have et hurtigt overblik over reglerne om samtykke, inden han/hun giver samtykke til en be- handling af personoplysninger.

Ønsker du en mere fyldestgørende gennemgang af reglerne, kan du bl.a. læse selve lovtek- sten i databeskyttelsesforordningens kapitel 1 og 2 (Europa-Parlamentets og Rådets forord- ning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger), databeskyttel- seslovens §§ 6 og 12 (Lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger) eller betænkningen om databeskyttelsesforordningen kapitel 2.3., 3.5. og 3.6. (betænkning nr. 1565/2017).

Der kan i øvrigt henvises til Artikel 29-gruppens udtalelse nr. 15 af 13. juli 2011 og nr. 17 af 28. november 2017 (senest revideret 10. april 2018) om samtykke.

3

1. Hvad er et samtykke?

Samtykke er efter databeskyttelsesforordningen udtryk for, at de registrerede gives et reelt valg og kontrol over, hvordan deres oplysninger bruges, og er efter forordningen et af flere – ligestillede – behandlingsgrundlag, som den dataansvarlige kan anvende ved behandling af personoplysninger.

Det er helt centralt, at der foreligger en mulighed for fravalg. 

Det er afgørende, at den dataansvarlige gør sig klart, om samtykke vil være det mest passende behandlingsgrundlag, eller om det vil være mere hensigtsmæssigt at støtte behandlingen af den registreredes oplysninger på et andet grundlag. Den dataansvarlige bør bl.a. overveje, om det reelt vil være muligt for den registrerede at trække sit samtykke tilbage, og hvilke konse- kvenser det vil have.

Opfylder et samtykke ikke betingelserne i forordningen, kan det ikke udgøre et grundlag for behandlingen af oplysninger.

I boksen nedenfor finder du databeskyttelsesforordningens definition af et samtykke. Et samtykke fra den registrerede skal være i overensstemmelse med denne definition.

Databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11

”Enhver, frivillig, specifik, informeret og utvetydig viljestilkendegivelse, hvorved den registrerede ved erklæring eller klar bekræftelse indvilliger i, at personoplysninger, der vedrører den pågældende, gøres til genstand for behandling.”

Det er endvidere et krav, at den dataansvarlige kan påvise, at den registrerede har givet samtykke til behandlingen af sine personoplysninger. Det er med andre ord den dataansvarlige, som har bevisbyrden for, at den registrerede har givet det fornødne samtykke.

Bevisbyrden for.  samtykke foreligger, er nu helt og aldeles placeret hos “databehandleren”, dvs. myndigheden eller virksomheden, samtykket gives til.

Herudover gælder, at hvis den registreredes samtykke gives i en skriftlig erklæring, der også vedrører andre forhold, skal en anmodning om samtykke forelægges på en måde, som klart kan skelnes fra de andre forhold, i en letforståelig og lettilgængelig form og i et klart og enkelt sprog.

Endelig er det et krav, at den registrerede, inden samtykke gives, skal oplyses om, at samtykket kan trækkes tilbage.

Samtykke kan altid trækkes tilbage

Alle de ovennævnte betingelser skal være opfyldt for, at et samtykke er gyldigt efter forordningen.

 

2. Kravene til et samtykke 2.1 Tidspunkt

Den registreredes samtykke skal være på plads inden, den dataansvarlige påbegynder behandling af de oplysninger, som samtykket angår.

Inden behandlingen bør den dataansvarlige først vurdere om samtykke er det mest passende behandlingsgrundlag. Hvis dette er tilfældet, og den dataansvarlige mener, at samtykket kan leve op til kravene i databeskyttelsesforordningen, skal samtykket indhentes inden behandlingen af personoplysninger påbegyndes.

2.2 Formkrav

Et samtykke kan både afgives mundtligt, skriftligt og digitalt. Det afgørende er, at den registreredes erklæring eller handling tydeligt tilkendegiver den registreredes hensigt, og et samtykke kan derfor ikke gives stiltiende eller være underforstået.

Den dataansvarlige skal endvidere som nævnt kunne bevise, at den registrerede har givet sit samtykke til behandlingen af personoplysninger, og kunne bevise, hvad det meddelte samtykke omfatter. Et samtykke bør derfor i videst mulige omfang afgives skriftligt eller på anden måde, som kan bevises.

Kan den dataansvarlige ikke bevise, at der foreligger et gyldigt samtykke, er konsekvensen, at samtykket ikke kan anses for at være i overensstemmelse med forordningen og dermed ikke kan udgøre et lovligt behandlingsgrundlag.

2.3 Frivilligt

Et samtykke skal være frivilligt. Formålet med et samtykke er at give de registrerede et valg og ikke mindst kontrol over personoplysninger om dem selv. Et samtykke anses derfor ikke for at være afgivet frivilligt, hvis den registrerede ikke har et reelt eller frit valg. Et samtykke må f.eks. ikke være afgivet under tvang. Dette gælder, uanset om det er den dataansvarlige eller andre, der udøver tvang over for den registrerede.

Enhver form for upassende pres på eller påvirkning af den registreredes frie vilje, medfører at samtykket er ugyldigt.

Den omstændighed, at den registrerede er i den dataansvarliges varetægt, f.eks. indsat i fængsel, undergivet værnepligt mv., udelukker ikke, at vedkommende kan give et gyldigt samtykke.

Eksempel 1

En privat sportsforening beder sine medlemmer om samtykke til at tage billeder af dem for at offentliggøre billederne på sportsforeningens hjemmeside.

Medlemmerne anses for at have et reelt og frit valg, så længe et nægtet samtykke ikke medfører negative konsekvenser (f.eks. ekskludering af foreningen). Sportsforeningen bør i øvrigt overveje, om samtykke er det mest passende behandlingsgrundlag, eller om foreningen vil kunne offentliggøre billederne på baggrund af et andet behandlings- grundlag, fx interesseafvejningsreglen i forordningens artikel 6, stk. 1, litra f.

 

2.3.1 Ulige forhold mellem parterne

Den dataansvarlige bør i relation til kravet om frivillighed også være opmærksom på, om der foreligger et ulige forhold mellem den dataansvarlige og den registrerede. Et samtykke anses normalt ikke for at være afgivet frivilligt, hvis der er en klar skævhed mellem den registrerede og den dataansvarlige.

Offentlige myndigheder

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis den dataansvarlige er en offentlig myndighed, og den registrerede ansøger om en offentlig ydelse hos myndigheden. Den registrerede vil i dette tilfælde oftest ikke have andre alternativer end at give samtykke til behandlingen, hvis borgeren vil have ydelsen.

En offentlig myndighed vil derfor ofte ikke kunne behandle personoplysninger på baggrund af et samtykke. Offentlige myndigheder bør af denne grund nøje overveje anvendelsen af samtykke som behandlingsgrundlag.

Offentlige myndigheder er i flere tilfælde underlagt bestemmelser, som stiller krav om ”samtykke” fra borgeren. I disse tilfælde skal myndigheden imidlertid være opmærksom på, at selvom det kan følge af lovgivningen, at der kræves ”samtykke”, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der er tale om et samtykke i databeskyttelsesforordningens forstand. Et sådant ”samtykke” vil ofte udgøre en garantiforskrift for borgerne, men ikke grundlaget for selve behandlingen af personoplysninger. Behandlingsgrundlaget vil i disse tilfælde ofte være myndighedsudøvelse efter forordningens artikel 6, stk. 1, litra e.

Der skal skelnes skarpt mellem samtykke i databeskyttelses-sammenhæng (persondatarelateret) og andre former for lovlig tilslutning. I forbindelse med fx. jobcenterbehandling og tvangsforanstaltninger relateret til retssikkerhedsloven skal der tages stilling til, om der er lovhjemler, der stiller forvaltningen bedre end i databeskyttelseslovmæssig forstand. Findes de ikke, er behandlingen som udgangspunkt lovstridig.

Hvis den offentlige myndighed har brug for oplysningen, dvs. at myndigheden som følge af indretningen af lovgivningen ikke kan indhente de relevante oplysninger på anden måde, kan myndigheden dog anvende samtykke som behandlingsgrundlag.

Bemærkningen ovenfor forekommer ganske elastisk. Den skal sammenstilles med forvaltningslovens bestemmelser. 

I visse situationer, hvor den registreredes afvisning af at give samtykke er uden betydning for myndighedens sagsbehandling af en ydelse eller tilladelse til den registrerede, vil behandling imidlertid kunne ske på grundlag af samtykke. Det kan eksempelvis gælde, hvis en borger ønsker at acceptere kommunens tilbud om at modtage oplysninger på e-mail eller SMS om afhentning af storskrald eller oplysning om forsinkede anlægsarbejder i lokalområdet.

Ansættelsesforhold

Det følger af databeskyttelsesloven, at behandling af personoplysninger i ansættelsesforhold kan finde sted på baggrund af den registreredes samtykke, så længe samtykket lever op til forordningens krav.

I ansættelsesforhold forekommer dog typisk en ulighed mellem arbejdsgiveren og den ansatte. En arbejdsgiver bør derfor være opmærksom på, om den ansattes samtykke reelt er udtryk for den ansattes valg, eller om samtykket er afgivet med frygt for væsentlige negative konse- kvenser. Der må i den forbindelse lægges særlig vægt på, om den ansattes samtykke er nød- vendigt, eller om arbejdsgiveren kan anvende en anden mere passende behandlingshjemmel.

Eksempel 2

En virksomhed har en telefonbog over de ansatte, som er tilgængelig for de ansatte via virksomhedens intranet. Virksomheden vækster hurtigt og har nu omkring 700 an- satte. For at forbedre kommunikationen mellem de ansatte ønsker virksomhedens le- delse at forsyne de ansattes profil i telefonbogen med et billede af den ansatte. Ledel- sen spørger derfor hver ansat om samtykke til at tilføje et billede til virksomhedens telefonbog. Ledelsen understreger, at det er fuldstændigt frivilligt, og hvis den ansatte ikke ønsker at give sit samtykke, vil det ikke få negative konsekvenser for den ansatte.

Den ansattes samtykke vil blive anset for frivilligt.

6

Hvis ledelsen af virksomheden har oplyst de ansatte om, at det vil få negative konse- kvenser, hvis de ikke giver samtykke, vil samtykket ikke være frivilligt.

Ledelsen kan endvidere overveje, om samtykke er det mest passende behandlings- grundlag til behandlingen af personoplysningerne.

Eksempel 3

Et filmhold skal i forbindelse med, at de er blevet hyret til at lave en reklamefilm for en kommune, optage borgmesteren, mens han viser rundt og forklarer, hvordan man har indrettet dele af rådhuset i en helt ny urban stil med kunstværker af lokale kunstnere. De følger en bestemt fastlagt rute rundt, og forvaltningen spørger de ansatte, der til daglig sidder i denne del af rådhuset, om samtykke til, at de muligvis kan blive optaget af filmholdet, mens de er på vej rundt. Det har ingen negative konsekvenser for de ansatte, som ikke ønsker at komme med i filmen, og som derfor ikke giver deres sam- tykke. De får stillet en kontorstol, skrivebord mv. magen til det, de allerede har til rå- dighed, mens optagelserne finder sted.

Den ansattes samtykke vil blive anset for frivilligt.

Hvis de ansatte har fået oplyst, at det kan få negative konsekvenser for dem, hvis de siger nej, vil samtykket ikke være frivilligt.

Kontrakt betinget af samtykke

Ved vurderingen af, om et samtykke er afgivet frivilligt, skal der tages størst muligt hensyn til om bl.a. opfyldelsen af en kontrakt er gjort betinget af samtykke til behandling af personoplys- ninger, som ikke er nødvendig for kontraktens opfyldelse.

Det betyder med andre ord, at et samtykke ikke anses for at være givet frivilligt, hvis f.eks. køb af en vare eller en serviceydelse afhænger af samtykke, selvom et sådant samtykke ikke er nødvendigt for købet af varen eller serviceydelsen.

Eksempel 4

En online elektronikforhandler gør det til en betingelse for køb af mobiltelefoner, at kunden skal give samtykke til, at elektronikforhandleren må dele kundens oplysninger med forskellige teleselskaber. Delingen af kundens oplysninger med teleselskaberne sker med henblik på, at selskaberne kan sende kunderne materiale om favorable te- lefonabonnementer. Deling af kundens oplysninger er ikke nødvendig for kundens køb af mobiltelefonen.

Kundens samtykke vil ikke blive anset for frivilligt, hvis det er en betingelse for købet af telefonen. Elektronikforhandleren må gerne bede om samtykke til en sådan deling, men kunden skal have mulighed for at nægte samtykke og samtidig bevare mulighe- den for at købe varen.

Som eksempel 4 viser, bør den dataansvarlige være særligt opmærksom på, hvilke oplysnin- ger der er nødvendige for kontraktens opfyldelse. Den dataansvarlige kan derfor overveje, om

7

man i stedet kan anvende et andet og mere passende grundlag end samtykke til at behandle de oplysninger, der er nødvendige for kontraktens opfyldelse.

Ulempe eller skade

En dataansvarlig kan i et vist omfang motivere de registrerede til at give samtykke ved, at der er en fordel forbundet med at samtykke. Indmeldelse i en forretnings fordelsprogram kan f.eks. indebære rabatter, som motiverer kunden til at give samtykke til at modtage reklamemateriale fra forretningen. Den rabat eller de fordele et samtykke til et fordelsprogram medfører, udeluk- ker ikke, at samtykket kan anses for at være frivilligt.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, om manglende samtykke medfører negative kon- sekvenser for den registrerede, som ikke vil give samtykke – f. eks. i form af meromkostninger.

Eksempel 5

En kunde abonnerer på en skobutiks nyhedsbrev med generelle rabatter. Skobutikken retter henvendelse til kunden og anmoder om samtykke til, at der indsamles flere op- lysninger om købspræferencer, for at butikken kan skræddersy tilbuddene efter kun- dens præferencer ud fra en købshistorik eller et spørgeskema, som det er frivilligt at udfylde.

Hvis kunden senere trækker sit samtykke tilbage, vil vedkommende igen modtage de generelle rabatter. Her er der ikke tale om en skade.

2.3.2 Granularitet (opdeling)

Hvis en dataansvarlig ønsker at behandle personoplysninger til flere formål, skal de registre- rede frit kunne vælge, hvilke formål de samtykker til.

Et samtykke antages ikke at være givet frivilligt, hvis proceduren til opnåelse af samtykke ikke giver den registrerede mulighed for at give særskilt samtykke til forskellige behandlingsaktivi- teter vedrørende personoplysninger og dermed tvinges til at samtykke til samtlige formål. Sam- tykket skal altså granuleres.

Hvis en behandling af oplysninger tjener flere formål, skal den dataansvarlige indhente særskilt samtykke for hvert enkelt formål, som skal behandles på grundlag af den registreredes sam- tykke. Den dataansvarlige må derfor tilbyde den registrerede mulighed for at samtykke til et formål, men undlade at samtykke til andre formål. Rent praktisk kan dette ske f.eks. i form af en samlet erklæring, hvor den registrerede kan markere, hvilke formål vedkommende vil ac- ceptere, at der behandles oplysninger til.

Eksempel 6

En online tøjforhandler anmoder i en og samme anmodning om, at kunderne samtyk- ker til, at deres oplysninger behandles i forbindelse med levering af kundernes bestil- ling, at deres oplysninger anvendes til at sende dem markedsføringsmateriale pr. e- mail, og at deres oplysninger deles med andre virksomheder. Samtykket er udformet sådan, at kunden enten ikke samtykker eller samtykker til det hele.

Samtykket er ikke granulært, da det ikke er muligt for kunden at give særskilt samtykke til hvert behandlingsformål. Der bør i dette tilfælde indhentes særskilt samtykke til hvert formål. Virksomheden bør i øvrigt overveje, om samtykke er det mest passende

8

behandlingsgrundlag i forhold til levering, eller om der kan være et andet grundlag for denne behandling.

Eksempel 7

En cykelforhandler giver ved salget af en cykel sin kunde en samtykkeerklæring, hvor kunden har mulighed for at krydse af ud for hvert formål og dermed give samtykke til følgende:

  • At modtage tilbud pr. e-mail på reservedele, tilbehør og merchandise til cyklen
  • At deltage i spørgeskemaundersøgelser
  • At modtage påmindelser om tider på værkstedet og øvrige servicemeddelel-ser.Da kunden har mulighed for at vælge hvilke behandlingsformål, der samtykkes til, er samtykket frivilligt.

Kravet om granularitet er tæt forbundet med både kravet om, at samtykke skal være specifikt, jf. nedenfor, og kravet om frivillighed.

Relevante bestemmelser mv.

Databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11, og artikel 7, stk. 4 Præambelbetragtning nr. 42 og 43 til forordningen

2.4 Specifikt

Et samtykke skal være specifikt. Det må derfor ikke være generelt udformet eller uden en præcis angivelse af formålene med behandlingen af personoplysninger, og hvilke personop- lysninger der vil blive behandlet. Et samtykke skal med andre ord være konkretiseret på en sådan måde, at det klart og tydeligt fremgår, hvad der meddeles samtykke til.

Kravet om specifikt samtykke hænger sammen med princippet om formålsbegrænsning, der betyder, at personoplysninger altid skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål (f.eks. offentlig myndighedsudøvelse eller kontraktopfyldelse i den private sektor), og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål. De registreredes samtykke skal derfor i overensstemmelse med dette princip altid indhentes til specifikt angivne formål.

Eksempel 8

Ved indmeldelse beder et fitnesscenter deres kunder om samtykke til at modtage et månedligt nyhedsbrev. Centrets ejer har også en internetbutik, hvor man sælger træ- ningsmaskiner. Kunderne bliver ved indmeldelsen samtidig bedt om at give samtykke til at modtage markedsføringsmateriale fra internetbutikken. Samtykkeformularen er

9

udformet, så kunden skal krydse af i et felt til modtagelse af nyhedsbrevet og et andet felt til modtagelse af markedsføringsmateriale.

Samtykke vil i denne situation være specifikt og opfylder samtidig kravet om granule- ring.

Den registrerede skal altså give samtykke til specifikke formål med behandlingen. Endvidere skal den dataansvarlige oplyse den registrerede om, hvilke oplysninger der vil blive behandlet til hvert formål.

Ønsker en dataansvarlig, der behandler oplysninger på grundlag af et samtykke givet til et formål, efterfølgende at anvende oplysningerne til andre formål, skal den dataansvarlige ind- hente et nyt samtykke, der omfatter de nye formål.

Den dataansvarlige skal endvidere være opmærksom på, hvordan en samtykkeformular ud- formes. Hvis erklæringen også vedrører andre forhold – f.eks. handelsbetingelser for køb af en serviceydelse – skal anmodningen om samtykke klart kunne skelnes fra de andre forhold.

Anmodningen om samtykke skal samtidig ske i en letforståelig og lettilgængelig form og i et klart og enkelt sprog, som er egnet til den målgruppe, som er modtager. Normalt vil det være tilstrækkeligt at lave én anmodning, selvom målgruppen både er børn og voksne, hvis den er formuleret på en sådan måde, at den er let forståelig for børn.

Relevante bestemmelser mv.

Databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11, artikel 5, stk. 1, litra b, og artikel 7, stk. 2

Præambelbetragtning nr. 32 og 33 til forordningen Databeskyttelseslovens § 12, stk. 3

2.5 Informeret

Et samtykke skal være informeret. Det betyder, at den registrerede skal være klar over, hvad der gives samtykke til. Den dataansvarlige skal give den registrerede en række informationer, som skal sikre, at den registrerede kan træffe sin beslutning på et oplyst grundlag.

Der gælder ingen formkrav til, hvordan denne information skal gives. Det er altså muligt at opfylde kravet både skriftligt, mundtligt eller digitalt.

2.5.1 Minimumskrav

Selve informationen skal som minimum bestå af oplysninger om:

  • den dataansvarliges identitet,
  • formålet med den påtænkte behandling,
  • hvilke oplysninger der behandles, og
  • retten til at trække samtykket tilbage.Hvis personoplysningerne anvendes til automatiske afgørelser efter databeskyttelsesforord- ningens artikel 22, stk. 2, litra c, skal der oplyses om dette. En dataansvarlig skal endvidere

10

oplyse om eventuelle risici ved dataoverførsler til usikre tredjelande1, hvis der skal ske over- førsel af personoplysningerne.

Den dataansvarlige skal altid tilpasse informationen til den konkrete situation og skal derfor gøre sig klart, hvilke oplysninger der indsamles og anvendes, formålet med behandlingen, eventuelle modtagere af oplysningerne, og hvordan den registrerede kan gøre brug af sine rettigheder om indsigt, tilbagekaldelse mv.

Det afgørende er at skabe gennemsigtighed for den registrerede og at sikre en lovlig og rimelig behandling af oplysningerne.

Eksempel 9

En dataansvarlig giver følgende information i forbindelse med anmodningen om sam- tykke:

  • Vi behandler dine personoplysninger med henblik på at forbedre kvaliteten af denne serviceydelse.
  • I nogle tilfælde vil vi videregive dine oplysninger til tredjeparter for at kunne tilbyde dig en bedre service
  • Ved fortsat brug af denne tjeneste giver du samtykke til behandling af dine personoplysninger. Vi indsamler bl.a. dit navn, e-mailadresse, alder og andre relevante oplysninger.
  • Denne persondatapolitik kan blive ændret. Besøg vores hjemmeside regel- mæssigt for at holde dig opdateret.Denne information er af meget overordnet og generel karakter og giver ikke tilstræk- kelig specifik information om formålet med den påtænkte behandling.

2.5.2 Oplysningspligt

I mange tilfælde indhentes samtykke på tidspunktet for indsamlingen af oplysninger hos den registrerede. Kravet om information ved afgivelsen af samtykke falder dermed sammen med den dataansvarliges almindelige – og mere omfattende – oplysningsforpligtelse, som følger af forordningen.

Det kan derfor anbefales at se på de oplistede typer af oplysninger, som den dataansvarlige skal meddele den registrerede i den forbindelse, når den dataansvarlige udarbejder den infor- mation, der skal meddeles forud for afgivelsen af samtykke.

For at skabe gennemsigtighed for de registrerede skal anmodningen om samtykke være ad- skilt fra vilkår og betingelser, jf. ovenfor om formulering af erklæring om samtykke.

Relevante bestemmelser mv.

Databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11, artikel 7, stk. 2 og 3, og artikel 13-14 Præambelbetragtning nr. 42 til forordningen
Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder

1 Lande uden for EU/EØS-området, som EU-Kommissionen ikke har afgjort har et tiltrækkeligt beskyttelsesniveau.

11

2.6 Utvetydig viljestilkendegivelse

Den registreredes samtykke skal meddeles i form af en utvetydig tilkendegivelse. Det betyder, at det samtykke, der er givet, ikke må give anledning til tvivl.

En sådan tilkendegivelse kan bestå i, at den registrerede ved en erklæring eller ved en aktiv handling, klart tilkendegiver en accept af, at personoplysninger om vedkommende behandles.

En utvetydig viljestilkendegivelse kan således f.eks. meddeles ved underskrift på et dokument, ved at sætte kryds i et felt ved besøg på en hjemmeside eller ved valg af tekniske indstillinger til informationssamfundstjenester, f.eks. Facebook, Instagram og Snapchat.

Andre aktive handlinger kan også udgøre en utvetydig viljestilkendegivelse, forudsat at det er klart, at der foreligger et samtykke. Generel accept af almindelige betingelser og vilkår kan ikke opfattes som en klar bekræftelse, hvorved den registrerede giver samtykke til behandling af personoplysninger.

Et swipe, et vink foran et smartkamera, at bevæge sin smartphone rundt med uret eller i en ottetalsbevægelse kan være måder at meddele samtykke på, hvis de nødvendige oplysninger stilles til rådighed, og det er klart, at bevægelsen betyder, at den registrerede samtykker.

Eksempel 10

En kunde i et indkøbscenter udfylder en blanket med navn og adresse og lægger blanketten i en glasbowle for at deltage i en konkurrence om gratis biografbilletter ar- rangeret af indkøbscenteret. Blanketten indeholder information om bl.a. formålet med behandlingen. Informationen er skrevet i starten af blanketten – dvs. før de felter, som kunden skal udfylde. Blanketten er endvidere udformet sådan, at kunden skal sætte kryds i et felt, for at give sit samtykke til, at oplysningerne bruges i lodtrækningen.

Kundens handling udgør en klar bekræftelse, der tydeligt tilkendegiver en accept af, at indkøbscenteret behandler kundens navn og adresse med henblik på at deltage i konkurrencen. Kundens samtykke kan ikke udstrækkes til andre formål, eksempelvis til at indkøbscenteret kan sende markedsføringsmateriale til kunden.

Det kan være tilstrækkeligt, at den registrerede accepterer en præformuleret erklæring om samtykke, hvis bekræftelsen gives ved en aktiv handling – eksempelvis ved at klikke på et felt, der tydeligt oplyser den registrerede om, at handlingen medfører et samtykke til behandling.

Eksempel 11

En person udfylder et elektronisk spørgeskema om sportsinteresser og sender ske- maet elektronisk.

Når personen ved afslutningen af spørgeskemaet trykker ”send”, vil dette være udtryk for personens accept af, at de opgivne oplysninger må anvendes til de formål, der er angivet i spørgeskemaet, hvis det klart forinden fremgår, at man ved at sende spør- geskemaet giver samtykke.

2.6.1 Passivitet

Tavshed, allerede afkrydsede felter på hjemmesider eller inaktivitet er ikke tilstrækkeligt til at udgøre en utvetydig tilkendegivelse og kan derfor ikke udgøre et samtykke.

12

Eksempel 12

I forbindelse med bestilling af et ugebladsabonnement i en udgivers webshop præ- senteres kunden på bestillingssiden for en rubrik, hvoraf det fremgår, at kunden ved afgivelsen af bestillingen samtidig giver sit samtykke til, at udgiveren til brug for mar- kedsføring må videregive kundens oplysninger til andre selskaber i koncernen. Ud for rubrikken er der et allerede afkrydset samtykkefelt.

I eksemplet vil der ikke være givet et gyldigt samtykke, idet der er anvendt et forud- afkrydset samtykkefelt, og kunden har dermed ikke givet et aktivt samtykke.

2.7 Udtrykkeligt samtykke

I nogle tilfælde stilles der krav om et udtrykkeligt samtykke fra den registrerede. Det drejer sig bl.a. om den situation, hvor den dataansvarlige ønsker at behandle følsomme oplysninger (f.eks. oplysning om race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs overbevisning, fagforenings- mæssigt tilhørsforhold eller helbredsoplysninger) ved automatiseret behandling, profilering og ved overførsel til et usikkert tredjeland.

Forordningen forklarer ikke nærmere, hvad der skal forstås ved et udtrykkeligt samtykke, og formuleringen medfører ikke et yderligere skærpet krav til samtykket, men understreger vigtig- heden af, at der ikke må være tvivl om, at der er afgivet samtykke.

Den dataansvarlige skal som tidligere nævnt kunne bevise, at der foreligger et udtrykkeligt samtykke, og det vil derfor kunne være hensigtsmæssigt, at et samtykke foreligger skriftligt.

Relevante bestemmelser mv.

Databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11, artikel 7, stk. 1, artikel 9, stk. 2, litra a, artikel 22, stk. 2, litra c, og artikel 49, stk. 1, litra a

Præambelbetragtning nr. 32 til forordningen

13

3. Retten til at tilbagekalde et samtykke

Den registrerede kan på et hvilket som helst tidspunkt trække sit samtykke tilbage. Det er den dataansvarliges opgave at sikre sig, at de registrerede kan trække deres samtykke tilbage på en enkel og lettilgængelig måde. Det skal være lige så let at trække sit samtykke tilbage som at give det, men det er ikke et krav, at tilbagekaldelse skal ske på samme måde, som samtyk- ket oprindeligt er givet.

Hvis et samtykke f.eks. indhentes ved et enkelt museklik, tasteslag eller swipe, bør den regi- strerede kunne tilbagekalde sit samtykke på tilsvarende enkel måde. Hvis samtykke indhentes via en hjemmeside, en applikation eller via e-mail, bør den registrerede kunne trække sit sam- tykke tilbage ved brug af samme løsning. Det anbefales endvidere at tilbyde de registrerede flere muligheder for at trække deres samtykke tilbage, idet ikke alle registrerede er trygge ved brugen af internettet eller har internetadgang. Hvis samtykket er afgivet på internettet, må det dog være tilstrækkeligt, at det kan trækkes tilbage på internettet.

Eksempel 13

En online tøjbutik beder ved ordreafgivelsen om kundens samtykke til at sende e-mails med fordelagtige tilbud og rabatter på udvalgte varer. Samtykke afgives ved at sætte flueben i en boks. Det fremgår af den information, som kunden modtager, at samtykke altid kan tilbagekaldes ved at ringe til tøjbutikken på hverdage mellem 10-16.

Butikken lever ikke op til kravet om, at det skal være lige så let at trække sit samtykke tilbage som at give det. Tilbagetrækning af samtykke vil kræve et telefonopkald i ar- bejdstiden og er derfor ikke lige så let som at sætte flueben i en boks på hjemmesiden.

Den registrerede skal endvidere have mulighed for at trække sit samtykke tilbage, uden at det er til skade for den pågældende. Det betyder bl.a., at den registrerede skal kunne tilbagekalde sit samtykke uden betaling af gebyrer.

Information om, at et samtykke kan trækkes tilbage og måden, hvorpå dette kan ske, skal være givet, inden den registreredes samtykke indhentes. Er der ikke givet tilstrækkelig infor- mation om muligheden for at trække samtykket tilbage, kan selve samtykket ikke anses for gyldigt.

Hvis den registrerede vælger at trække sit samtykke tilbage, påvirker det ikke lovligheden af den behandling, der er baseret på samtykke inden tilbagekaldelsen. Tilbagekaldelse af sam- tykke vedrører kun den fremtidige behandling af den registreredes oplysninger.

Udgangspunktet er, at den dataansvarlige skal ophøre med at behandle oplysningerne så hur- tigt som muligt, hvis den registrerede tilbagekalder sit samtykke. Det er vigtigt at være op- mærksom på, at opbevaring af den registreredes oplysninger også er en behandling, som derfor skal ophøre ved tilbagekaldelsen. Det gælder dog kun de oplysninger, der er behandlet på grundlag af samtykket, men derimod ikke oplysninger, hvor behandlingsgrundlaget er et andet end samtykke – eksempelvis en kontrakt mellem den dataansvarlige og den registre- rede.

Den registrerede har ret til at få oplysninger om sig selv slettet, når et samtykke er tilbagekaldt. Selvom den registrerede ikke selv anmoder om det, bør den dataansvarlige tage stilling til spørgsmålet om at slette oplysningerne, hvis behandlingen alene hviler på samtykke, idet der ikke længere er et lovligt grundlag i forhold til opbevaring af den registreredes oplysninger.

14

Samtykke er efter databeskyttelsesforordningen udtryk for, at de registrerede gives et reelt valg og kontrol over, hvordan deres personoplysninger behandles. Når en dataansvarlig væl- ger at anvende samtykke, skal den dataansvarlige derfor, hvis den registrerede trækker sit samtykke tilbage, respektere dette valg og stoppe den del af behandlingen, der var baseret på samtykket.

Den dataansvarlige kan dermed som udgangspunkt ikke skifte behandlingsgrundlag, hvis den registrerede trækker sit samtykke tilbage. Det er derfor meget vigtigt, at den dataansvarlige inden indhentelse af samtykke overvejer, om samtykke er det mest passende behandlings- grundlag.

I nogle tilfælde vil det dog være muligt at fortsætte en behandling, selvom den registrerede har tilbagekaldt sit samtykke. En fortsat behandling må således kunne finde sted, hvis den er ri- melig i forhold til den registrerede.

Har den dataansvarlige et andet lovligt grundlag for behandling end samtykke med et selv- stændigt formål – eksempelvis opbevaring af oplysninger af hensyn til overholdelse af reglerne om bogføring – vil denne behandling endvidere fortsat kunne finde sted.

Det vil imidlertid ikke være rimeligt eller gennemsigtigt for den registrerede, hvis den dataan- svarlige efterfølgende baserer behandlingen på legitime interesser, når et samtykke er tilba- gekaldt. I denne situation burde den dataansvarlige oprindeligt have anvendt dette behand- lingsgrundlag frem for at bede den registrerede om samtykke.

Fortsættes behandlingen på et andet grundlag, skal den registrerede have information om behandlingsgrundlag, formål mv.

3.1 Opbevaring af dokumentation for samtykke

Hvis en behandling er baseret på et samtykke, skal den dataansvarlige kunne påvise, at den registrerede har givet et sådan samtykke.

Når behandlingen ophører – f.eks. fordi samtykket bliver trukket tilbage – bør dokumentationen for, at der var givet samtykke, ikke opbevares længere end, hvad der er nødvendigt eksem- pelvis for at overholde en retlig forpligtelse eller for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gæl- dende eller forsvares.

Det vil bero på en konkret vurdering, hvor længe dokumentationen kan opbevares.

Ved en eventuel senere tvist om indhentning eller gyldighed af et samtykke kan den dataan- svarlige – hvis den konkrete dokumentation for samtykket er blevet slettet – dokumentere pro- cesserne for indhentning af samtykker, og hvordan anmodningen om samtykke, evt. samtyk- keerklæringen, var på tidspunktet for indhentningen af det bestridte samtykke.

Relevante bestemmelser mv.

Databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra a, artikel 7, stk. 3, og artikel 17, stk. 1, litra b

Præambelbetragtning nr. 42 til forordningen

15

4. Børn og samtykke

Børn skal efter databeskyttelsesforordningen have en særlig beskyttelse, fordi de er mindre bevidste om de risici og konsekvenser, der kan være forbundet med behandling af personop- lysninger. En sådan særlig beskyttelse bør navnlig gælde for brug af børns personoplysninger med henblik på markedsføring eller til at oprette personligheds- eller brugerprofiler og indsam- ling af personoplysninger vedrørende børn, når de anvender tjenester, der tilbydes direkte til børn.

4.1 Børns mulighed for at give samtykke

Når en dataansvarlig ønsker at behandle personoplysninger om et barn på baggrund af et samtykke, skal den dataansvarlige overveje, om barnet selv kan give samtykke, eller om sam- tykket skal indhentes hos forældremyndighedsindehaver.

Om barnet selv kan give samtykke, afhænger af en konkret modenhedsvurdering. Den data- ansvarlige skal derfor konkret vurdere, om barnet har tilstrækkelig modenhed og forståelse til selv at give samtykke. Normalt vil et barn på 15 år være tilstrækkelig moden til at kunne give samtykke på egne vegne.

Hvis den dataansvarlige vurderer, at barnet ikke har den tilstrækkelige modenhed, bør sam- tykket i stedet indhentes fra forældremyndighedsindehaver.

Den information, som skal gives forud for meddelelse af samtykke, skal tilpasses barnets for- ståelse. Informationen skal være formuleret i et klart og let forståeligt sprog, så barnet kan overskue oplysningerne.

4.2 Børns samtykke indhentet i forbindelse med informationssamfu- ndstjenester

Forordningen indeholder yderligere krav til et samtykke indhentet fra et barn i forbindelse med informationssamfundstjenester direkte til børn. Disse krav gælder samtidig med de krav, der ellers i alle andre sammenhænge gælder, når en dataansvarlig vil basere en behandling af personoplysninger på et samtykke fra den registrerede.

Informationssamfundstjenester er f. eks. e-handel, online spil og sociale medier som Face- book, Instagram og Snapchat.

Behandling af almindelige personoplysninger i forbindelse med udbud af informationssam- fundstjenester til børn er som udgangspunkt lovlig, hvis den registrerede er mindst 16 år og har givet samtykke. Databeskyttelsesforordningen giver imidlertid mulighed for, at de enkelte lande kan fastsætte en lavere aldersgrænse, som dog ikke må være lavere end 13 år.

I databeskyttelsesloven er aldersgrænsen fastsat til 13 år i situationer, hvor den dataansvarlige eller databehandleren er etableret i Danmark. Er barnet under 13 år, skal indehaveren af for- ældremyndigheden give samtykke på barnets vegne.

Udbydere af informationssamfundstjenester direkte til børn skal sikre beskyttelse ved at ind- bygge mekanismer, så børn under den fastsatte aldersgrænse udelukkes fra at give samtykke i forbindelse med f.eks. oprettelse af en profil. Kontrol af brugerens alder eller samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden bør ske under inddragelse af de risici, der er forbundet med behandlingen og den tilgængelige teknologi.

Er barnet under den fastsatte aldersgrænse, skal udbyderen af tjenesten ud fra den tilgænge- lige teknologi, gøre sig rimelige anstrengelser for at kontrollere, at forældremyndighedsinde- haveren har givet sit samtykke.

Forebyggende eller rådgivende tjenester, der tilbydes direkte til børn er ikke omfattet af kravet om samtykke, idet børn i alle aldre skal kunne henvende sig til eksempelvis BørneTelefonen

16

eller anden offentlig eller privat rådgivning uden samtykke fra indehaveren af forældremyndig- heden.

Relevante bestemmelser mv.

Databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 11, artikel 6, stk. 1, litra a, og artikel 8 Præambelbetragtning nr. 38 og 58 i forordningen
Databeskyttelseslovens § 6, stk. 2 og 3

17

5. Overgangen fra persondataloven til databeskyttelsesforordningen

Mange dataansvarlige behandler personoplysninger på baggrund af et samtykke indhentet i overensstemmelse med persondatalovens krav til et gyldigt samtykke. Med forordningen, der finder anvendelse fra den 25. maj 2018, introduceres en række nye krav til et gyldigt samtykke, jf. ovenfor.

Dataansvarlige, der på nuværende tidspunktet fortsat behandler oplysninger på baggrund af samtykke, skal ikke nødvendigvis indhente et nyt samtykke. Det følger af forordningen, at samtykke indhentet i overensstemmelse med persondatalovens regler fortsat er gyldigt, hvis samtykket er i overensstemmelse med betingelserne i forordningen.

De dataansvarlige skal derfor gennemgå deres metoder og procedurer for indhentning af sam- tykke for at vurdere, om de lever op til kravene i forordningen. Det bør i den forbindelse over- vejes, om man som dataansvarlig lever op til bl.a. kravet om, at man skal kunne bevise, at der er meddelt samtykke, og til hvad samtykke er meddelt, for de enkelte registrerede. Er dette ikke tilfældet, vil et samtykke ikke være i overensstemmelse med forordningen og vil ikke kunne udgøre et lovligt behandlingsgrundlag.

Det nye krav om, at den dataansvarlige skal informere om muligheden for at trække et sam- tykke tilbage, inden samtykke afgives, antages ikke at være en gyldighedsbetingelse for et eksisterende samtykke, der er indhentet inden den 25. maj 2018. I det omfang det er praktisk muligt, kan de dataansvarlige overveje at orientere de registrerede om muligheden for tilbage- kaldelse for at sikre en gennemsigtig behandling for de registrerede.

Relevante bestemmelser mv.

Databeskyttelsesforordningens artikel 7, stk. 3 Præambelbetragtning nr. 171 i forordningen

18

6. Tjekliste

Tjeklisten herunder kan tjene som en rettesnor for, om man som dataansvarlig er på linje med kravene i databeskyttelsesforordningen eller ej:

  • I har taget stilling til, at samtykke er det mest passende behandlingsgrundlag til at behandle personoplysninger i den givne situation
  • Samtykkeanmodningen er tydelig og adskilt fra øvrig tekst som f.eks. salgs- og leve- ringsbetingelsesvilkår
  • I indhenter altid samtykke via et aktivt tilvalg fra den samtykkendes side
  • I indhenter aldrig samtykke via forudafkrydsede samtykkefelter eller på anden vis, derbaserer sig på den samtykkendes passivitet
  • Samtykket er formuleret i et klart og enkelt sprog, som er letforståeligt for en personimålgruppen
  • Samtykket specificerer formålet med den påtænkte behandling af personoplysninger
  • Hvis I ønsker samtykke til flere forskellige formål, spørger I om separat samtykke forhvert formål
  • Navnet på den/de dataansvarlige fremgår af samtykketeksten
  • I oplyser om muligheden for at trække samtykket tilbage
  • Der er ikke negative konsekvenser forbundet med ikke at give samtykke, og det vilikke skade den registrerede at trække samtykket tilbage
  • Samtykke er ikke en betingelse for levering af en vare/ydelse
  • Hvis I udbyder informationssamfundstjenester direkte rettet mod børn under 13 år,anvender I kun samtykke i det omfang, det er muligt at tjekke barnets alder, og I ind-henter forældrenes samtykke, hvis barnet er under 13 år.
  • I kan dokumentere, hvem der har givet samtykke, hvornår og hvordan samtykket blevgivet, hvad den enkelte har samtykket til, og at samtykket reelt er afgivet frivilligt
  • I følger regelmæssigt op på, at samtykket stadig er aktuelt og korrekt, og at formåletmed behandlingen eller selve behandlingen ikke har ændret sig.

19

Vejledning

© 2019 Datatilsynet

Eftertryk med kildeangivelse er tilladt

Udgivet af: Datatilsynet Borgergade 28, 5. 1300 København K T 33 19 32 00 dt@datatilsynet.dk datatilsynet.dk

Datatilsynet

Borgergade 28, 5. 1300 København K T 33 19 32 00 dt@datatilsynet.dk datatilsynet.dk

Forvaltnings- og socialretligt lovkatalog

Forvaltningsretligt lov- og bekendtgørelseskatalog

Fotor af Mikael Hertig, der læser i en bog
Mikael Hertig 2017
GNU GPL Licens

 

Meningen med denne artikel er, at der kan henvises til den i følgende typer sager: Jobcentersager, ydelsessager, anbringelsessager.
Lovkataloget kommer til med tiden at indeholde bestemmelser, der er relevante i disse sager.
Der inddeles i tre kategorier: Love, Bekendtgørelser, Andre.

Alle love skal være i  overensstemmelse med grundloven: Grundloven

Siden er under udbygning.

Love

Aktivloven: Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (ny)

Almenboligloven: Almenboligloven-Lov om almene boliger mm

Forvaltningsloven :forvaltningsloven (downloades herfra)

Offentlighedsloven: offentlighedsloven (downloades herfra)

Retssikkerhedsloven: LovOmRetssikkerhedOgAdministrationPåDetSocialeOmråde

Serviceloven (Lov om Social Service): Serviceloven(lovomsocialservice)

 

 

 

Bekendtgørelser

 

Bekendtgørelse om Betaling for afskrifter og kopier  og fotokopier, der udleveres i henhold til forvaltningsloven.

 

Andre

 

 

Vejledninger

Vejledning om forvaltningsloven vejledning-11740-december-1986(1)

 

 

 

 

Jobcenter: Hvordan tørrer du dig i numsen?

Fotor af Mikael Hertig, der læser i en bog
Mikael Hertig 2017
GNU GPL Licens

af Mikael Hertig

 

Statue - siddende figur - renses ved numsen med trykluftsrenser
Sådan?

En opvisning i kritisabel sagsbehandling

En borger på ressourceforløb bliver bedt om overfor tre medarbejdere i Jobcentret og sin mor, der er bisidder, at demonstrere,  hvordan han tørrer sig i numsen. Der er efter det oplyste tale om et møde før et påtænkt møde for rehabiliteringsteamet. DR’s hjemmeside har omtalt sagen her.

Borgeren har bekræftet, at han har sendt et brev til sin borgmester, hvor han klager over forløbet. Borgmesteren har så efterfølgende bedt en ledende embedsmand om at svare. embedsmanden støtter så fremgangsmåden.

Jeg har været i kontakt med den pågældende, der bekræfter DR’s sagsfremstillingen fra hoved til hale.

Nedgørende og uværdigt – i strid med  god forvaltningsskik?

Borgeren skal altid og undtagelsesløst behandles som en værdig medborger. Har nogen i forvaltningen mistanke om kriminelle forhold,  må sagen henvises til politiet. Sagsbehandleren skal være fuldt ud klar over, at det er en medborgers liv og velfærd, hun har i sine hænder. Det handler om “god forvaltningsskik”. Det har Ombudsmanden skrevet om.

Statue - siddende figur - renses ved numsen med trykluftsrenser
Sådan?

.

I Jobcentersammenhæng er borgeren altid ansøger og kommunen altid tildeler, der forvalter efter loven. Det er selvfølgelig et skævt magtforhold. Ingen kan under de omstændigheder forlange, at sagsbehandleren skal lade, som om vedkommende er borgerens bedste ven, tværtimod.  Derfor er den høflige distance uden girafsprog den eneste farbare mulighed.

Tilfældet her overskrider enhver grænse for den elskværdige og høflige adfærd, man må forvente sig af en sagsbehandler i Jobcentret. I en kommende klage bør dette indgå som et væsentligt og selvstændigt element.

 

 

Sagen er formentlig allerede oplyst?

Hvis der allerede foreligger lægeerklæringer og funktionsevnebeskrivelse i sagen, må borgerens helbredsforhold  allerede fremgå af de eksisterende dokumenter.

“Af officialprincippet kan udledes det temmelig indlysende, at afgørelse først må træffes, når de nødvendige oplysninger foreligger.Omvendt er der ingen grund til at foretage yderligere oplysninger, når de nødvendige oplysninger foreligger. Er det på et tidligt tidspunkt i sagsforløbet klart, at en. grundlæggende betingelse for at imødekomme en ansøgning ikke er opfyldt, vil myndigheden kunne afslutte sin undersøgelse og træffe afgørelse.
En unødvedndig udstrækning af en undersøgelses omfang kan efter omstænsdighederne være i strid med grundsætningen om at forvaltningen udelukkende skal varetage saglige formål.
(Jan Larsen i GAMMELTOFT-HANSEN mfl. 2003, 452).

Hvis kommunen i dette tilfælde  – det er set før – prøver at varetage andre hensyn, her for eksempel sparehensyn, så er det usagligt. Det kaldes også magtfordrejning, og hvis det er for at spare penge, kan man kalde det finansiel magtfordrejning. Det kan som regel medføre en påtale. I sager, hvor der burde have været truffet en afgørelse på et tidligere tidspunkt, kan der indenfor forvaltningen rejses sig om udbetaling med tilbagevirkende kraft.

Ombudsmanden har skrevet en vejledning om Oplysningsprincippet. Den kan du læse her.

Borgmesteren svarer ikke selv

Borgmesteren er kommunens øverste embedsmand. Når han beder en embedsmand under sig om at svare i stedet for sig selv, kan det ligne et forsøg på at dække sig ind. Det følger den normale kommandovej, at chefen for Jobcentret står inde for de beslutninger, der træffes der – overfor udvalget og borgmesteren.
Vi må gå ud fra, at chefen følger de anvisninger, beskæftigelsesudvalget i kommunen har givet til hende eller ham.

Men embedsmanden bliver af borgmesteren tvunget til at svare på sine vegne. Kommer der så senere kritik, kan det ligne et forsøg på at dække sig ind.  Det er ikke nogen hensigtsmæssig fremgangsmåde. I forhold til god forvaltningsskik  er det måske ikke helt afgørende, men kritisabelt.  Tag dog ansvaret selv,  borgmester.

Men svaret gennem pressen må betragtes som nok til, at sagen indbringes for Ankestyrelsen i dens nuværende form. Klagen går igennem kommunen, som selv skal fremsende samtlige sagens dokumenter til Ankestyrelsen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Medarbejderne oversk(r)ider deres kompetence (sagsbehandleren leger doktor)

Vi har efterhånden vænnet os til, at sagsbehandleren leger doktor. Men om en borger har smerter i forbindelse med hverdagens kropslige funktioner, om vedkommende skal have hjælp til sådant, har ikke noget med jobcentrets egne medarbejderes sagsbehandling at gøre.
Der er to veje ind til bedømmelsen af – som medarbejderne mistænker borgeren her for: Den medicinske: Har han smerter eller ej – spørgsmålet kan ikke afgøres af medarbejderne gennem øvelser og demonstrationer.  Når man som her er ved afslutningen af et ressourceforløb, så foreligger den fornødne dokumentation allerede, og den kan en kommunal sagsbehandler ikke underløbe, uanset hvor mange timer vedkommende har spildt på kurser som Vibeke Manniche’s.  Den anden mulighed er funktionsevnevurdering (FUV), der som regel foretages af en specialist. FUV går ud på at etablere en helhedsvurdering af, hvad borgeren kan i hverdagen. Den kan sagsbehandleren ikke sidde og lave over bordet.

 

 

 

 

 

Skal bisidderen holde kæft under mødet?

Fotor af Mikael Hertig, der læser i en bog
Mikael Hertig 2017
GNU GPL Licens

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

 

 

Mennesker ved et mødebord
Møde (colorbox)

Episode ved møde  i Jobcenter:

“du er bisidder , du må ikke sige noget, du kan tale med borger, og så tager vi en 3-vejs- kommunikation“.  (Kim Madsen, Facebookgruppen Jobcentrets Ofre, 28. november 2019)

 

Er en kommunal uskik ved at brede sig?

Jeg har oplevet det selv, og som det fremgår af citatet nedenfor, har “Jobcentrets Ofre” under et møde som bisidder fået nægtet ret til at  tale. på borgerens vegne.

Det strider imod en helt almindelig forvaltningsretlig grundsætning; når man tager en hjælper med som støtteperson, er det naturligvis forholdet mellem borger og bisidder, der afgøre, om vedkommende må tale under mødet. Sagsbehandleren har i  almindelighed ingen som helst ret til at bede bisidderen om at tie stille.

Jeg vil undersøge, hvor udbredt denne uskik viser sig at være i Jobcentersammenhæng.  Artiklen her redegør for de rent juridiske forhold.

 

Rettigheder for Bisidder og Partsrepræsentant

OpgaverBisidderPartsrepræsentant
Deltage i møderJa
sammen med borgeren
Ja
også uden borgeren
Føre ordet for borgerenJa
Hvis borgeren tillader det
Sagsbehandler har ikke ret til at bestemme
Ja
Udsætte møde pga sygdomJa, men myndigheden bestemmerMøder skal udsættes, hvis partsrepræsentanten er syg
Få forlænget partshøringsfristJa
Men myndigheden bestemmer
Ja. JC bør forlænge partshøringsfristen ved PR sygsom
Fremsende breve til JC, bemærkninger til breveJa
Med borgerens accept
Ja
Modtage breve fra kommunenNejJa
Klage på borgerens vegneNejJa
Opsige relationen mellem borger og rep.Samarbejdet kan opsiges med omgående virkningSamarbejdet kan opsiges med omgående virkning

 

 

 

 

 

 

 

 

Definition af ‘bisidder’

 

Betydningen af ordet bisidder er simpel: Det betyder “en person, der sidder ved siden af.”  På simpelt nutidssprog betyder “bisidder” den, en borger tager med sig til at hjælpe eller støtte ved et møde med forvaltningen.

Ordbogen siger:


bisidder sb., -en, -e, -ne (JURA person der støtter og rådgiver ved behandling af en sag), i sms.bisidder-,fx bisidderfunktion

Ordbog over Det Danske Sprog siger:
“Bi-sidder, en. [II.1] [ˈbiˌseð’ər] flt. -e. (ænyd. bisiddere, jf. ty. beisitzer, samt lat. as-sessor (se Assessor); især jur.) et (formanden) underordnet medlem af en kollegialt sammensat ret, styrelse olgn. Holb. Ep.IV.312. De tvistigheder, som forefalde i laugene, undersøges først af Oldermanden og bi-sidderne.sa.DNB.738. En Kaptajn er Anklager, en Løjtnant Forsvarer . . en Oberst og hans Bisiddere (fælder) den urokkelige Dom.Brandes.XI.109. Præsidenten forhandlede med Rettens Bisiddere. Rosenkrantz.AS.133. Sal.2II.265.III.285.   Landraadet (i Unterwalden) bestaaer ordentlig af 60 Personer, der tredopples i overordentlige Tilfælde, i det hver tager tvende Bisiddere med sig.Bagges.DV.XI. 47.   overf. De Malere kunde . . gjøre Konger og Fyrster til Bisiddere og i Forgrunden (dvs.: paa deres billeder) anbringe store Kunstnere.Schand.VV.328.

Al mulig jura handler om formalisering af normer. Det er derfor en risiko ved anvendelse af juridisk metode og tradition, at der opfindes regler ved frihåndstegning på områder, hvor der ingen rigide regler er. Denne form for magtudøvelse er kritisabel.

Bestemmelsen i Forvaltningslovens § 8 lyder:

Ҥ 8

Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov”

Ombudsmanden

En bisidder kan deltage i møder sammen med parten, men bisidderen opnår ikke uden videre de beføjelser, som efter forvaltningsretten tilkommer parten. Myndigheden må derfor kun inddrage bisidderen i sagsbehandlingen, i det omfang det er aftalt med parten.

Den uformelle skik

Jura kan somme tider forkludre de mest simple skikke. Her, at du har ret til  som menneske, der møder magten, at tage en ven eller veninde med for at hjælpe dig.
Når det er dig, der vælger at tage en ven med, er det også dig, der bestemmer, om vedkommende må tale ved bordet eller ej.

Forholdet mellem den udsatte borger og overmagten

Magtforholdet mellem mennesket og myndigheden er altid ulige. I et demokratisk samfund er det en vigtig opgave for juraen at begrænse myndigheders uhæmmede og utæmmede magtmisbrug.

Sagsbehandleren er ikke menneskets bedste ven. Det skal han eller hun heller ikke være. Hun skal være loyal overfor sin ledelse, og hun skal rette sig efter loven.

Det ulige forhold er udgangspunktet for samarbejdet. Alligevel gælder det som en væsentlig del af god forvaltningsskik, at sagsbehandleren behandler borgeren som et værdigt medmenneske.  Det gælder så også den ven eller bekendte, som kontanthjælpsmodtageren tager med for at hjælpe sig.

Det her kan skrives og siges på mange måder:

  • Der er ingen lovhjemmel til, at sagsbehandleren nægter bisidderen ret til at tale under møder. Da myndigheden slet ikke må gøre noget uden en lovhjemmel, så er det forbudt.
  • Du kan som bisidder (medfølgende ven) blot sige, at hende, som du er sammen med, nok skal bestemme, hvornår du må tale. Og du kan også sige, at det skal sagsbehandleren ikke bestemme.

 

Sygemelding, når du er på kontanthjælp

Fotor af Mikael Hertig, der læser i en bog
Mikael Hertig 2017
GNU GPL Licens

Af Mikael Hertig, cand. scient. pol.

Tegninger af syge

Sygemelding:  Som syg behøver du ikke møde til noget.

Når du er på kontanthjælp eller tilsvarende, står du til rådighed for kommunen. Det svarer til, at du har et job. Men sygdom er jo hver mands eller dames herre. Hvis du ellers er rask, så skal du melde dig syg på helt samme måde.  Du kan enten melde dig syg på nettet eller ved at ringe til din kontakperson. Når du er sygemeldt, der du fritaget fra at møde på arbejde.
Når du har meldt dig syg, kan du blive hjemme. Der er to tilstande: syg eller rask.

 

På almindelig dansk hedder det:
Når du melder dig syg, behøver du ikke stå til rådighed – det virker helt ligesom hvis du havde været  i job. Du skal ikke møde i praktik eller hos anden aktør etc, hvis du er sygemeldt.

Lige en sidekommentar: Hvis du føler, at kontroller og stress forværrer dit helbred, så skal du skaffe dokumentation for det via lægeerklæring. (Læs paragraffen). På et senere tidspunkt må vi skrive om stress og rådighed.

 

Udpluk af Aktivlovens § 13, stk.7:

Stk. 7. Ønsker ansøgeren eller dennes ægtefælle at modtage eller modtager ansøgeren eller dennes ægtefælle hjælp som uddannelses- eller jobparat, har de dog ikke pligt til at udnytte
deres uddannelses- eller arbejdsmuligheder ved at tage imod et tilbud om uddannelse eller arbejd, når
den pågældende ikke kan deltage i uddannelse eller arbejde på grund af sygdom eller der er risiko for, at helbredet forringes, hvis den hidtidige uddannelse eller det hidtidige arbejde fortsættes….

Ankestyrelsen har prøvet på at samle reglerne sammen for at lave en slags samlet fremstilling. Papiret, du kan downloade, er ret uklart. Men sygdom, der ikke kan modbevises, er en rimelig grund

socpraksismodenotat-om-om-sanktioner-for-udeblivelse-fra-tilbud-eller-samtale-efter-aktivloven-uge-25-2019

“Sygeopfølgning”

 

Har du  pligt til at møde op på jobcentret, hvis du er syg?   Udgangspunktet er samme bestemmelser, som lige er nævnt ovenfor.
Kommunerne har det med at se bort fra sygemeldinger ved jobcentersamtaler. Men det holder som udgangspunkt  ikke.

Ankestyrelsen har prøvet på at samle reglerne sammen for at lave en slags samlet fremstilling. Papiret, du kan downloade fra linket ovenfor, er ret uklart.
Men sygdom, der ikke kan modbevises, er en rimelig grund til ikke at møde op i Jobcentret eller til Rehabiliteringsteamet.

Hvis du er syg,  er der tendens til, at kommunen sanktionerer sygemeldte, der udebliver fra samtale med sagsbehandleren eller tilsvarende. Men de fleste sager for Ankestyrelsen resulterer i, at borgeren får medhold. Men det er der ikke hjemmel til.

I princippet er sygdom gyldig grund til udeblivelse. Det er den samme regel, der gælder som udeblivelse fra andet arbejde.  Så hvis du melder dig syg med influenza, så er det en gyldig grund til ikke at møde op.

Aktivitetsparate er i reglen syge

Det er ubegribeligt, at der ikke kan laves forståelige regler på dette område.
Kommunerne skal jo skaffe fremdrift i retning enten i retning af førtidspension, fleksjob eller arbejde.

Den almindelige lidelse – fx. gigt – kan jo være relevant som sygemelding både akut og i almindelighed.

Når du som borger kan bruge sygemeldingskortet, så risikerer du at modarbejde din egen sags fremdrift.

Derfor er det ikke nødvendigvis smart at holde sig væk, selv om man har en lidelse, som kan bruges som værn mod sanktion.

 

Jobcentrets Ofre vil være høringspart

Sorthvidt billede fra amerikansk slum
Fra Jacob A Riis “How the other half lives”

 

Pressemeddelelse:


Jobcentrets Ofre vil være høringspart

4. November 2019

* Jobcentrenes Ofre er først og fremmest Danmarks mest aktive Facebookgruppe med over 17.000 medlemmer. Jobcentrets Ofre er også en forening, hvis formand er Kim Madsen. I denne sag kan henvendelse rettes til undertegnede. (Mikael Hertig)

Jobcentrenes Ofre: Vi vil gerne være høringspart

Jobcentrenes Ofre foreslog på et møde mandag 4. november beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, at organisationen bliver anerkendt som høringspart indenfor beskæftigelses- og ydelsesområdet.

Jobcentrenes Ofre består dels af en Facebookgruppe på over 17.000 medlemmer, dels af en forening. Formanden er Kim Madsen.

“I dansk politik er det tilsyneladende sådan, at jo mere socialt udsat en del af befolkningen er, des mindre bliver den selv taget med på råd. Når det handler om prostituerede, så underkendes deres egne talskvinder. Når det handler om kontanthjælpsmodtagere, bliver vi heller ikke spurgt,” siger Kim Madsen.

Han anbefaler derfor Beskæftigelsesministeren, at Foreningen Jobcentrenes Ofre bliver anerkendt som høringspart. “Kendskab til de vilkår, vi lider med og lever under, bør være et væsentligt bidrag til de kommende års genopretning på dette område” , siger Kim Madsen

Jobcentrets Ofre foreslår Uafhængigt statsligt rådgivningsorgan

af Mikael Hertig

Kommunerne befinder sig i en klemme mellem serviceloft og budgetrammer på den ene side og lovbundne udgifter (= udgifter, der skal afholdes på den anden side) De foretrækker at komme igennem budgetårene ustraffet. Prisen er de borgere, der i strid med loven ikke får tildelt fleksjob eller førtidspension.

På mødet med Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard foreslog Jobcentrenes Ofre oprettelsen af et statsligt juridisk vejledningsorgan.

 

 

Fra Jacob Riis. Slum
Fra Jacob A Riis
Fra: How the Other Half lives

Pressemeddelelse:


Statsligt rådgivningsorgan skal hjælpe kontanthjælpsmodtagere

4. November 2019

Rusten jerndør ved Tirpitz-museet, Blåvand
Bunkerdør MH Foto: Kommer vi til en låst og armeret dør?  Det håber vi ikke…

 

Dette er et forslag, fremsat af Jobcentrets Ofre

* Jobcentrets Ofre er først og fremmest Danmarks mest aktive Facebookgruppe med over 17.000 medlemmer. Jobcentrets Ofre er også en forening, hvis formand er Kim Madsen. I denne sag kan henvendelse rettes til undertegnede.

Jobcentrets Ofre: Der er brug for uafhængig juridisk rådgivning til borgerne

Foto af æbler på havebord
Æbler på et havebord

Jobcentrets Ofre foreslog på et møde mandag 4. november beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, at der oprettes et uafhængigt rådgivningsorgan på beskæftigelsesområdet. Borgere, der har brug for det, skal forlods kunne henvende sig til beskæftigelsestjenesten (eller hvad navnet bliver) for at kunne kende deres retsstilling i forhold til emner om dagpenge, kontanthjælp, fleksjob og førtidspension etc. Vejledningen skal være uafhængig.
Samtidig foreslår Jobcentrets Ofre, at det nye organ tilbyder uddannelse af partsrepræsentanter og bisiddere.

Skiftende regeringer har ved at sætte servicerammer for lovbundne udgifter tvunget kommunerne til ikke at overholde speciallovgivningen med hensyn til fx tildeling af førtidspension. Der blev i 2013-15 i budgetloven lagt et loft over, hvor mange personer kommunen måtte tildele førtidspension. Dertil kommer, at der helt uhørt er indført præmie via udligningsloven for imod saglige hensyn at fastholde borgere, der skulle have haft førtidspension, på kontanthjælp. ’

Den situation er i princippet fastholdt. Resultatet er, at det ikke er muligt at få upartisk og saglig juridisk vejledning på beskæftigelsesområdet. Som det er i dag, er der en del frivillige, der yder bistand, så godt de kan. De har behov dels for rådgivning og eventuel supervision, dels for uddannelse.

De mange omgørelsesprocenter og hjemvisninger fra Ankestyrelsen til kommunerne demonstrerer, at det er vanskeligt for kommunerne at leve op til retssikkerhedskrav og budgetkrav på samme tid.

 

 


Uddybning

Uafhængig vejledning og uddannelse af frivillige
Beskæftigelsesområdet

November 2019

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard
Beskæftigelsesministeriet.

København K

Sønderborg, 3. november 2019

En uafhængig juridisk vejledning

Der er behov for en statsfinansieret uafhængig juridisk vejledning på beskæftigelsesområdet i stil med DUKH.

Behovet er opstået, efter at der er blevet lagt lofter over kommunernes adgang til at afholde lovbundne udgifter. Med serviceloftet og senere, mere avancerede styringsmodeller blev Jobcentrene sat i en klemme mellem udgifterne tildelingerne af førtidspension (eller fleksjob) på den ene side og de lovbundne krav til at tildele ydelserne efter et sagligt skøn. Skismaet mellem økonomiske og juridisk-saglige hensyn har ført til, at kommunen fungerer som modpart mere end som en styret af kravet om saglighed, når en borger søger juridisk vejledning med hensyn til den ret omfattende og detaljerede styring på beskæftigelsesområdet.

Jobcentrets Ofre foreslår derfor, at der etableres en statslig, uafhængig konsulentinstitution, som borgere med interesse for juridiske og praktiske emner indenfor beskæftigelsesområdet kan henvende sig til, enten ved fremmøde, telefonisk eller pr. mail. Borgeren behøver ikke have en sag på det tidspunkt, hvor vedkommende henvender sig. Målet er at højne og reducere klagekvaliteten og på den måde lette sagsbehandlingen i kommunerne.

De partsrepræsentanter, der hjælper borgerne i Jobcentrets Ofre, fungerer efter bedste evne som juridiske vejledere, der med det kendskab til lovgivningen, som de kan tilbyde, også frasorterer de ønsker om klager, der ikke er i nærheden af at kunne opnå medhold. Men pt. er der ingen uddannelse, hverken i almindelig forvaltningsret eller i speciallovgivningen. Der er heller ingen supervision imellem os. Det kan under disse omstændigheder ikke undgås, at kvaliteten af vores indsats har et forbedringspotentiale.

Det foreslås, at institutionen i lighed med DUKH lovfæstes via finanslovsmidler og en bestemmelse i lovgivningen. Indtil da kan der iværksættes et forsøg for aktstøttemidler.

Venlig hilsen

Jobcentrets Ofre

Mikael Hertig

Bilag 1

Fra Jacob Riis. Slum
Fra Jacob A Riis
Fra: How the Other Half lives

§ xx “En uvildig konsulentordning yder gratis rådgivning, vejledning og uddannelse af frivillige om alle borgerrettede forhold indenfor Beskæftigelsesministerens område samt de ydelser, der også er rettet mod kontanthjælpsmodtagere mfl. indenfor andre ministerområder. “

Bemærkninger til forslaget:

Den uvildige konsulentfunktion etableres som et rådgivende og uddannense organ Formålet er at bidrage til at styrke retssikkerheden for borgerne ved at yde forlods eller løbende rådgivning og vejledning og generelt at bidrage med oplysninger om udviklingen på beskæftigelsesområdet. Den primære målgruppe for konsulentordningen er Jobcentrets brugere, deres pårørende og partsrepræsentanter/bisiddere, der frit kan rette henvendelse om vejledning.

Konsulentfunktionens arbejdsopgaver består i:

at

– vejlede om sagsgange for at få kontakt med den rette instans og opnå den rette støtte,
– yde støtte og medvirke til koordinering i sager, der kan eller ville kunne give vanskeligheder med henblik på, at den bedst mulige løsning opnås,
vejlede om kontanthjælp, uddannelseshjælp, ansøgninger om førtidspension, ressourceforløb og fleksjob mv. ydelser, boligstøtte mv.
– oplyse om klagemuligheder og hjælpe med at udforme klager til offentlige myndigheder, herunder klager, der kan rejses i forhold til Ankestyrelse
n

Konsulentfunktionen kan – med samtykke fra borgeren – tage sager op, anmode om oplysninger hos relevante instanser og udtale sig til relevante instanser. Konsulentfunktionen skal samarbejde med eksisterende rådgivnings- og vidensfunktioner på området, og den skal opsamle og formidle erfaringer.

Det foreslås, at konsulentfunktionen oprettes med en regional struktur med 4 kontorer, der hvert omfatter et antal konsulenter med sekretærbistand. Ordningen oprettes med en lederstilling, og indtil xx konsulentstillinger.   Konsulentfunktionen forestår uddannelse af frivillige partsrepræsentanter.

·Konsulentordningen forudsættes oprettet som en selvejende institution med en bestyrelse, og ordningen vil blive tilrettelagt i samarbejde med de kommunale parter og repræsentanter fra brugerorganisationerne på området. Staten foreslås at afholde udgiften til konsulentfunktionen, jf. forslag til § xxx stk. x.”

Klageadgang: “Afgørelse” eller “faktisk forvaltningsvirksomhed”

 

 

 

Philtrums logo et paragraftegn
Paragraf

Mikael Hertigs kommentar:

Hvornår kan man klage? Hvornår skal der følge en klagevejledning i et brev til dig fra kommunen?

Den offentlige sektor består af både skoler, busser, plejehjem, og så altså jobcentre eller familieforvaltninger.

Jo mere, de afgør ansøgninger, udsteder påbud etc., jo mere får det karakter af afgørelser. Afgørelser kan man klage over.

Man kan klage over et afslag på en enkeltydelse i kommunen, men ikke over skolens valg af sang til morgensang.

Jeg har en sag med en kommune, der efter mine begreber  ikke har overholdt lovgivningen, da den uden at forelægge en skriftlig mentoraftale påduttede min klient sin sagsbehandler som vedkommendes mentor. Det har jeg så klaget til kommunen flere gange over. Efter min bedømmelse, men ikke kommunens, er vi dybt inde i Forvaltningslovens § 2  Men klagen og afgørelserne sender kommunen ikke videre til Ankestyrelsen, fordi den mener, der er tale om “morgensang”, altså den procesorienterede del, “faktisk forvaltningsvirksomhed”. Den mener, der ikke er tale om en afgørelse. Og så er pointen: Er der ikke tale om en afgørelse, så kan man heller ikke klage.

Den centrale bestemmelse i Forvaltningsloven, indgangen her er:

§ 2, stk 1. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.”

 

Der nævnes her ovenfor i eksemplet også inhabilitet. Emnet habilitet og inhabilitet er ikke centralt, men da eksemplet er nævnt ovenfor,  plukkes de relevante bestemmelser fra samme forvaltningslov også ud her:

 

“§ 3.  Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.”

 

_______________________________________________________________________

Her følger Folketingets Ombudsmands nyopdaterede vejledning om “Afgørelsesbegrebet”.

(Hentet 6. oktober 2019)

 

Forvaltningslovens regler gælder som udgangspunkt for sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det betyder bl.a., at parten i en afgørelsessag tildeles en række partsbeføjelser, f.eks. ret til partsaktindsigt og partshøring, og at der stilles en række krav til selve afgørelsen, f.eks. krav om begrundelse og klagevejledning.

En afgørelse i forvaltningslovens forstand er en retsakt (forvaltningsakt), dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

Afgrænsningen mellem afgørelser og f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed eller procesledende beslutninger kan give anledning til tvivl i praksis.

Hvis en myndighed ikke er bevidst om, at den træffer afgørelse i en sag – og derfor ikke overholder forvaltningslovens regler – kan det betyde, at afgørelsen i sagen bliver forkert eller ugyldig, og at myndigheden må behandle sagen på ny.

Overflytning af en elev til anden skole var en afgørelse

En skole overflyttede en elev til en anden skole i medfør af bekendtgørelse om god orden i folkeskolen.

Ombudsmanden udtalte, at skolens beslutning om overflytning var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det betød, at skolen skulle have foretaget partshøring af eleven og dennes værge i overensstemmelse med forvaltningslovens regler, inden afgørelsen blev truffet.

Afgørelsen om overflytning blev i første omgang meddelt elevens værge telefonisk. Ombudsmanden udtalte, at skolen skulle have taget notat om den telefonsamtale, hvor værgen fik meddelt afgørelsen, ligesom skolen i øvrigt løbende skulle have været mere opmærksom på skriftligt at dokumentere de episoder med eleven, som den endte med at lægge vægt på, da afgørelsen blev truffet.

Ombudsmanden udtalte desuden, at afgørelsen skulle have indeholdt en fyldestgørende begrundelse med henvisning til de retsregler, som afgørelsen var truffet efter.

Endelig udtalte ombudsmanden, at det i lyset af afgørelsens indgribende karakter havde været rigtigst at meddele værgen afgørelsen skriftligt fra starten – eller i hvert fald meget hurtigt at bekræfte den mundtlige afgørelse skriftligt.

FOB 2015-19

1 Oversigt

I dette overblik behandles forvaltningslovens afgørelsesbegreb.

Selve afgørelsesbegrebet er nærmere defineret i afsnit 2.

I praksis kan afgrænsningen af begrebet ”afgørelse” give anledning til tvivl. Det gælder f.eks. i forhold til faktisk forvaltningsvirksomhed, kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner samt procesledende beslutninger. Se afsnit 3-5.

Seneste opdateringer

25. juni 2019

Overblikkets afsnit 3.1 om, hvad der er faktisk forvaltningsvirksomhed, er opdateret med ny ombudsmandspraksis, hvorefter anvisningen af en kirkebænk til en konfirmands far ikke var en afgørelse (FOB 2018-25). Afsnit 3.2 om vejledning til borgere er opdateret med ny ombudsmandsudtalelse om, at visse svar på for tidlig ansøgning om SU var afgørelser (FOB 2018-29).

 

2 Hvad er en afgørelse?

Forvaltningslovens regler gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det følger af lovens § 2, stk. 1.

Efter lovens § 2, stk. 2, gælder forvaltningslovens habilitetsregler dog også for sager om indgåelse af kontrakter og lignende privatretlige dispositioner. Det følger desuden af lovens § 2, stk. 3, at forvaltningslovens regler om tavshedspligt, videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder og digital kommunikation gælder for al virksomhed, der udøves inden for den offentlige forvaltning. Disse regler er altså ikke begrænset til afgørelsessager.

Med udtrykket ”truffet afgørelse” i forvaltningsloven sigtes til udfærdigelse af en retsakt (forvaltningsakt), dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

En afgørelse i forvaltningslovens forstand vil i almindelighed være karakteriseret ved, at der er tale om

  • en udtalelse fra en offentlig myndighed,
  • som udstedes på offentligretligt grundlag (i modsætning til privatretligt grundlag, f.eks. en aftale),
  • som går ud på ensidigt at bestemme, hvad der er eller skal være gældende ret, og
  • som retter sig mod eksterne modtagere (i modsætning til internt mod myndigheden selv).

Det indgår også i vurderingen, om det pågældende skridt afslutter sagen eller blot er et skridt hen imod sagens endelige afslutning.

I tvivlstilfælde må desuden betragtninger om, hvor indgribende betydning en beslutning har, og hvilket behov der for borgeren er for at være omfattet af forvaltningslovens partsrettigheder, indgå.

Det klare udgangspunkt er dog det traditionelle retsaktsbegreb og de præciserende bemærkninger om afgørelsesbegrebet, som fremgår af forarbejderne til forvaltningsloven, herunder den udtrykkelige markering af, at visse former for beslutninger og handlinger ikke har karakter af afgørelser i lovens forstand.

Det er uden betydning, om forvaltningsakten kaldes en afgørelse, en beslutning, en kendelse e.l., eller om den betegnes med ord, der karakteriserer dens indhold, f.eks. tilladelse, bevilling, dispensation, opkrævning, forbud eller påbud.

Det centrale anvendelsesområde for forvaltningsloven er den administrative sagsbehandling i forbindelse med udfærdigelsen af konkrete forvaltningsakter.

Loven omfatter også udfærdigelse af generelle retsforskrifter som f.eks. bekendtgørelser og visse planer. En række af lovens bestemmelser gælder dog kun for parter og finder derfor ikke anvendelse ved udfærdigelse af generelle retsakter. Det gælder f.eks. bestemmelserne om aktindsigt, partshøring og begrundelse.

Uden for forvaltningslovens anvendelsesområde falder navnlig faktisk forvaltningsvirksomhed, f.eks. patient- og anden klientbehandling, undervisning og vejledning. Denne virksomhed tager normalt ikke sigte på at træffe retligt bindende afgørelser i forhold til de implicerede personer. Se afsnit 3.

En myndigheds processuelle eller procesledende beslutninger er normalt heller ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand, idet de ikke fastsætter, hvad der er eller skal være ret i de pågældende tilfælde. Det omfatter f.eks. en beslutning om at tage en sag under behandling eller om at oversende en sag til en anden myndighed med henblik på, at denne myndighed træffer afgørelse. Se afsnit 5.

Almindelige retsgrundsætninger og god forvaltningsskik kan dog indebære, at visse af principperne i forvaltningsloven finder anvendelse på beslutninger, der falder uden for lovens afgørelsesbegreb. F.eks. bør der i en række tilfælde ydes vejledning uden for forvaltningslovens anvendelsesområde, herunder i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.

Overblik #1 om god forvaltningsskik

En myndigheds indstilling eller udtalelse til en anden forvaltningsmyndighed til brug for en sags afgørelse vil normalt heller ikke være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det gælder, uanset om indstillingen eller udtalelsen i medfør af den pågældende lovgivning er bindende for den modtagende myndighed. Indholdet af sådanne indstillinger og udtalelser vil indgå i den modtagende myndigheds sag og dermed blive undergivet aktindsigt, partshøring mv. efter forvaltningslovens regler i samme omfang som det øvrige materiale i sagen.

Uden for loven falder også sagsbehandling ved indgåelse af kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner (se dog ovenfor om forvaltningslovens § 2, stk. 2 og 3). Se afsnit 4.

Der kan i øvrigt i særlovgivningen være taget stilling til, om en given beslutning er en afgørelse eller ej. Det kan f.eks. være tilkendegivet i lovteksten eller forudsat i forarbejderne.

3 Afgrænsningen til faktisk forvaltningsvirksomhed

3.1. Hvad er faktisk forvaltningsvirksomhed?

Faktisk forvaltningsvirksomhed falder uden for forvaltningslovens anvendelsesområde, fordi den ikke handler om at træffe retligt bindende afgørelser i forhold til de implicerede personer. Faktisk forvaltningsvirksomhed er f.eks. patient- og anden klientbehandling, undervisning og vejledning.

Andre eksempler på faktisk forvaltningsvirksomhed kan være børnepasning, drift af plejecentre, rengøring og kantinedrift. Beslutninger om, hvordan pasningen skal foregå, eller hvilken behandling der skal gives, eller de praktiske forhold i forbindelse med eksempelvis plejebehandling (f.eks. hvilken stue en patient skal ligge på) anses således som udgangspunkt ikke for afgørelser i lovens forstand, men for beslutninger, som udgør en integreret del af den faktiske forvaltningsvirksomhed.

Den nærmere afgrænsning mellem afgørelsesvirksomhed og faktisk forvaltningsvirksomhed kan dog til tider være vanskelig. Det skyldes, at forvaltningen træffer en lang række administrative beslutninger i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.

Hovedparten af den type beslutninger anses ikke for afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Beslutninger, der overvejende er af retlig karakter og træffes ud fra et offentligretligt retsgrundlag, som fastsætter de berørte borgeres retsstilling, er dog afgørelser i lovens forstand. Det gælder navnlig beslutninger om, hvorvidt en person har ret til en ydelse, der i sig selv har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed. F.eks. er en tilladelse til (eller afslag på) at tage ophold på en institution – eksempelvis en daginstitution eller et plejehjem ­– en afgørelse efter forvaltningsloven.

Myndighederne skal således være opmærksomme på situationer, hvor det offentliges almindelige beslutningsret som tjenesteyder eller ejer ophører, og grundlaget for beslutningen overgår til et offentligretligt retsgrundlag. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor socialforvaltningen i en kommune på grundlag af anstaltsbeføjelser begrænser kontakten med en borger. Se også FOB 2010 20-7, hvor ombudsmanden anså en kommunes besøgsrestriktioner for pårørende til en plejehjemsbeboer for at være en afgørelse.

Faktisk stop for social bevilling var en afgørelse

En kommune besluttede at stoppe bevillingen af socialpædagogisk støtte og ledsagelse til en borger efter reglerne i serviceloven, da den ikke kunne finde medarbejdere til at udføre opgaven. Det sociale nævn afviste at behandle en klage over kommunens faktiske stop for bevillingen, idet nævnet anså kommunens meddelelse om stop for at være sket som led i kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed. Ombudsmanden udtalte, at kommunens meddelelse måtte anses for at være en afgørelse med den virkning, at nævnet var kompetent til at behandle klagen.

FOB 2011 14-4

Skoles beslutning om midlertidig enkeltmandsundervisning var en afgørelse

En skole besluttede med kort varsel, at en elev ikke længere skulle undervises i sin klasse, men i stedet skulle modtage såkaldt midlertidig enkeltmandsundervisning i 10 timer om ugen. Den midlertidige enkeltmandsundervisning skulle fortsætte, indtil der kunne findes et passende skoletilbud til drengen.

Efter ombudsmandens opfattelse var skolens brev til forældrene om etableringen af den midlertidige enkeltmandsundervisning af deres søn en afgørelse. Ombudsmanden lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at området var reguleret i en bekendtgørelse, at indholdet og formuleringen af skolens brev til elevens forældre var udtryk for en ensidig og endelig fastsættelse af elevens undervisningsform, og at undervisningsformen herefter ville være markant anderledes end hidtil.

FOB 2013-2

Anvisning af kirkebænk til konfirmands far var ikke en afgørelse

En præst besluttede, at en far til en konfirmand ikke kunne sidde ved siden af sin datter under konfirmationen, men skulle sidde et andet sted i kirken. Som grundlag for præstens beslutning var der henvist til en lovbestemmelse om, at præstens anvisninger ved gudstjenester og kirkelige handlinger skal efterkommes.

Efter ombudsmandens opfattelse var præstens beslutning om farens placering i kirken ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden lagde til grund, at der ikke i lovgivningen forelå noget nærmere retligt grundlag for præstens beslutning om farens placering i kirken. Desuden lagde ombudsmanden vægt på, at det med støtte i forvaltningslovens forarbejder og praksis var almindeligt antaget, at en række beslutninger, som træffes over for de enkelte borgere i forbindelse med f.eks. børnepasning, kulturformidling, undervisning og udførelse af sygehusbehandling, ikke kunne anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand.

FOB 2018-25

Også beslutninger om anvendelse af tvang som led i sygdomsbehandling og beslutninger om tvangsindlæggelse eller tilbageholdelse kan være afgørelser i lovens forstand.

En myndigheds svar på en klage over udførelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed har ikke generelt karakter af en afgørelse. Men hvis der f.eks. klages over, at myndighedens ydelser ikke opfylder lovgivningens krav på området, er der normalt tale om afgørelsessager. Det skyldes, at myndigheden i dette tilfælde skal fastslå, hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde.

Karaktergivning har tidligere givet anledning til tvivl i forhold til afgørelsesbegrebet. Det er i dag fast antaget, at sådanne beslutninger falder uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb.

Beslutninger om f.eks. at tilbagekalde og annullere en eksamenskarakter og om, at en elev skal til eksamen på særlige vilkår som følge af for højt fravær, er derimod omfattet af afgørelsesbegrebet. Se også f.eks. FOB 08.360, hvor en ombedømmelse af en foreliggende prøve efter en klage over karakteren var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

3.2. Vejledning til borgere

En myndigheds vejledning vil typisk bestå i information eller rådgivning om retsgrundlaget på et givet område, eller hvilke muligheder der f.eks. er for at imødekomme borgerens ønsker eller ansøge om hjælp i den ene eller anden form.

Det er vigtigt at skelne mellem situationer, hvor der ydes vejledning, og situationer, hvor myndigheden træffer afgørelse i forhold til borgeren – bl.a. fordi borgeren har en række rettigheder i de tilfælde, hvor myndigheden træffer afgørelse.

Når det er væsentligt at skelne mellem vejledning og afgørelse, er det således navnlig for at sikre, at myndigheden ikke (utilsigtet) træffer en afgørelse uden at være opmærksom på forvaltningslovens regler om partsbeføjelser og krav til afgørelsens udformning.

Visse svar på for tidlig ansøgning om SU var afgørelser

Ombudsmanden rejste over for Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte et spørgsmål om, hvorvidt visse afslag vist som pop op-beskeder på skærmen var afgørelser i forvaltningslovens forstand. Konkret drejede det sig om ansøgninger om SU i elektronisk form, der blev indgivet for tidligt i henhold til reglerne om tildeling af SU og derfor blev afslået i IT-systemet minSU.

Der var tale om to forskellige typer af for tidligt indgivne ansøgninger om støtte: dels for en periode, hvor loven ikke gav ret til støtte (typetilfælde 1), dels for en periode, hvor loven kunne give ret til støtte (typetilfælde 2).

Det var ombudsmandens opfattelse, at svarene i typetilfælde 1 var afgørelser i forvaltningslovens forstand, da disse svar var et definitivt udtryk for ansøgerens retsstilling i forhold til det ansøgte. Da svarene blev givet skriftligt, skulle de have været ledsaget af begrundelse og klagevejledning.

I typetilfælde 2 blev der ikke taget stilling til det materielle indhold af ansøgningen, og svarene var for så vidt ikke udtryk for, hvad der var eller skulle være ret i forhold til dette spørgsmål. Desuden kunne beskeden siges at have karakter af vejledning – nemlig om, at ansøgningen var indgivet for tidligt, og hvornår der kunne søges. Derfor fandt ombudsmanden ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes opfattelse af, at svarene ikke kunne anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand.

FOB 2018-29

Overblik #5 om vejledning

3.3. Uforbindende udtalelser, bindende svar og forhåndsbesked

En myndigheds vejledning af borgere er faktisk forvaltningsvirksomhed og dermed ikke omfattet af forvaltningslovens anvendelsesområde. Se afsnit 3.1 og 3.2.

I de tilfælde, hvor myndigheden alene udreder en sags faktiske omstændigheder eller i en uforbindende udtalelse foretager retlige vurderinger, er der heller ikke tale om afgørelsessager i forvaltningslovens forstand.

Skatte- og afgiftsmyndighedernes ”bindende svar” efter skatteforvaltningsloven har derimod karakter af afgørelser efter forvaltningsloven. Det samme gælder for en beslutning om at fragå et bindende svar.

SKATs tilbagekaldelse af bindende svar var en afgørelse

En mand overvejede at flytte til udlandet med sin ægtefælle. Han ejede nogle anparter i et anpartsselskab og ville gerne vide, hvor meget han skulle betale i skat af værdien af anparterne, hvis han flyttede. Derfor bad han SKAT om et ”bindende svar” om værdien af anparterne. SKAT gav ham et bindende svar, og manden flyttede til udlandet. Senere samme år meddelte SKAT manden, at SKAT ikke længere anså sig for bundet af svaret. SKAT henviste til, at de forudsætninger, som SKAT havde lagt til grund for det bindende svar, havde ændret sig. Det var manden ikke enig i, og han klagede til Landsskatteretten, som imidlertid afviste at behandle klagen. Hverken SKAT eller Landsskatteretten mente, at SKATs brev om, at SKAT ikke længere anså sig for bundet af det bindende svar, var en afgørelse, som kunne påklages til Landsskatteretten. Myndighederne mente, at der alene var tale om en ”servicemeddelelse”.

Ombudsmanden udtalte, at der i den konkrete sag var tale om en afgørelse i skatteforvaltningslovens og forvaltningslovens forstand, som kunne indbringes for Landsskatteretten.

FOB 2012-12

Også forhåndsbesked på ulovbestemt grundlag har karakter af en afgørelse, når forhåndsbeskeden er forpligtende for myndigheden, og parten således kan støtte ret direkte på forhåndsbeskeden.

Se Ugeskrift for Retsvæsen U 2009.1202/2 H, hvor et trafikselskabs henvendelse til en kommune ikke fremstod som en ansøgning om forhåndstilladelse, men en forespørgsel om, hvorvidt kommunen havde principielle indvendinger imod en påtænkt anvendelse af en grund. Kommunens svar blev derfor ikke anset for en bindende forhåndsbesked.

4 Afgrænsningen til kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner

4.1. Personaleretlige beslutninger

Sager om ansættelse og forfremmelse i det offentliges tjeneste anses som udgangspunkt for afgørelsessager omfattet af forvaltningsloven. Det gælder bl.a. sager om ansættelse som tjenestemand, overenskomstansat og timelønnet.

Afslag på ansættelse anses ligeledes for omfattet af afgørelsesbegrebet. Det indebærer bl.a., at en ansøger skal partshøres over f.eks. en reference om oplysninger i kriminalregistret eller en mistanke om alkoholmisbrug inden et afslag. Se f.eks. Ugeskrift for Retsvæsen U 2011.2343 H, hvor Højesteret fandt, at en kommune forud for beslutningen om ikke at ansætte en ansøger burde have partshørt vedkommende over en referenceoplysning om et muligt alkoholmisbrug.

Afgørelsesbegrebet omfatter desuden en myndigheds beslutning om at afskedige en offentligt ansat, herunder afskedigelser i prøvetiden samt bortvisninger og stillingsnedlæggelser, der indebærer, at den ansatte mister sin stilling.

Aftaler om fratræden har derimod karakter af kontraktretlige dispositioner, der falder uden for afgørelsesbegrebet. En beslutning om fritagelse fra arbejde med fuld løn anses heller ikke for en afgørelse.

I forhold til beslutninger om stillingsændringer kan det bl.a. nævnes, at stillingsændringer, der må anses for at være ud over tålegrænsen (forflyttelsesgrænsen for tjenestemænd og overenskomstansatte), er omfattet af afgørelsesbegrebet.

Som udgangspunkt falder tjenestebefalinger om den nærmere udførelse af tjenesten uden for afgørelsesbegrebet, herunder f.eks. beslutninger om arbejdsopgaver, fastlæggelse af vagtskemaer, ferier og fridage, deltagelse i efteruddannelse og pålæg om overarbejde.

Tjenstlige reaktioner som f.eks. advarsler og andre disciplinære sanktioner er omfattet af afgørelsesbegrebet. Det gælder, uanset om sådanne reaktioner benævnes som advarsler, eller der anvendes andre udtryk.

En uformel ledelsestilkendegivelse, hvor myndigheden – typisk i forbindelse med samtaler med den ansatte – giver udtryk for kritiske synspunkter i forhold til medarbejderens arbejdsindsats og f.eks. redegør for, hvordan arbejdet bør udføres, eller indskærper, at vedkommende må gøre sit arbejde mere omhyggeligt, anses ikke for en afgørelse.

Ledelsens indskærpelse var en afgørelse

En tjenestemandsansat vicekriminalkommissær blev gjort opmærksom på, at ledelsen var utilfreds med den måde, han ledede sin gruppe på, og der blev opstillet nogle skriftlige krav til ham. Han fik også at vide, at hans forhold ville blive vurderet senere, og at han – hvis der ikke skete mærkbare ændringer – ville blive flyttet til et andet sagsområde uden egentligt lederansvar. Da vicekriminalkommissæren ikke efterlevede de opstillede krav, blev han flyttet til en stilling som sagsbehandler uden lederansvar. Han klagede til ombudsmanden over forløbet. Efter ombudsmandens opfattelse havde ledelsens indskærpelse over for vicekriminalkommissæren karakter af en ”diskretionær advarsel”. Der var således tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og pligten til at partshøre var blevet tilsidesat.

FOB 03.192

4.2. Beslutninger om det offentliges ejendomsret og økonomiske krav

Ulovbestemte beslutninger, der træffes på grundlag af det offentliges ejendomsret, falder som udgangspunkt uden for afgørelsesbegrebet, da de træffes på privatretligt grundlag.

Pålæggelse af kontrolafgifter på et hospitals parkeringsområde var ikke afgørelser

Ombudsmanden undersøgte den parkeringsordning, der var etableret på et hospitals område. Efter ombudsmandens opfattelse kunne regionen – der ejede det område, som hospitalet lå på – ved privatretlig råden over hospitalets område i kombination med anstaltsbetragtninger etablere parkeringspladser og fastsætte regler for parkering, herunder opkræve betaling og kontrolafgifter. Det var desuden ombudsmandens opfattelse, at pålæggelse af kontrolafgifter for overtrædelse af regler og vilkår, der var fastsat for parkering på hospitalets område, havde karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed (i modsætning til pålæggelse af kontrolafgifter med hjemmel i færdselsloven).

FOB 2015-40

Beslutninger om økonomiske krav mod borgere mv., der følger af en offentligretlig regulering, anses for at være omfattet af afgørelsesbegrebet. Hvis retsgrundlaget for kravet er privatretligt, er beslutningen derimod ikke omfattet af forvaltningsloven.

Lønindeholdelse efter kildeskatteloven er således en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det samme gælder det offentliges beslutninger om f.eks. eftergivelse af studiegæld.

Erstatningssager, som rejses over for en offentlig myndighed på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, er ikke omfattet af forvaltningsloven. Tilsvarende gælder sager om erstatning, der afgøres på rent privatretligt grundlag.

5 Afgrænsningen til procesledende beslutninger

5.1. Hvad er procesledende beslutninger?

Beslutninger, der træffes som led i selve forberedelsen af en sag og tilrettelæggelsen af sagens behandling, betegnes som procesledende beslutninger. Sådanne beslutninger fastsætter ikke, hvad der er eller skal være ret, og er derfor ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Når en myndighed skal vurdere, om der er tale om en afgørelse eller en procesledende beslutning, må der navnlig lægges vægt på, om den pågældende beslutning i sig selv afslutter sagen.

5.2. Myndighedens behandling, oversendelse eller afvisning af sagen mv.

En myndigheds beslutning om, at en sag skal tages under behandling, er ikke en afgørelse, men en procesledende beslutning.

Det er heller ikke en afgørelse, når en myndighed beslutter at oversende en sag til en anden myndighed efter forvaltningslovens § 7, stk. 2, med henblik på, at denne myndighed træffer afgørelse i sagen. Tilsvarende er indgivelse af politianmeldelse normalt en procesledende beslutning.

Overblik #5 om vejledning – afsnit 5 om videresendelse

Omvendt må afvisning af at tage en sag under behandling anses for at være en afgørelse, når myndigheden i øvrigt kan træffe afgørelse i sager af den pågældende karakter. En myndigheds afvisning af en anmodning om genoptagelse af en sag er også en afgørelse.

En beslutning om, at en ansøgning eller klage skal have opsættende virkning, er også en afgørelse omfattet af forvaltningsloven. Derimod er beslutninger om at stille en sag i bero som altovervejende udgangspunkt ikke omfattet af afgørelsesbegrebet.

5.3. Partsrettigheder, aktindsigt og habilitet

Beslutter en myndighed at afskære muligheden for at benytte partsrepræsentation eller bisidder under behandlingen af en sag, er det ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Overblik #6 om partsrepræsentation

Tilsvarende gør sig gældende, hvor en myndighed tager stilling til spørgsmål om oplysningspligt over for den registrerede efter reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14. Derimod er der formentlig tale om en afgørelse, hvis myndigheden skal tage stilling til en klage fra den registrerede om manglende underretning. Beslutninger som følge af anmodninger om berigtigelse og sletning af oplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 16 og 17 må anses for afgørelser.

Beslutninger om aktindsigt og egen acces efter offentlighedsloven, partsaktindsigt efter forvaltningsloven og indsigt efter databeskyttelsesforordningens artikel 15 er selvstændige afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Det antages i den forvaltningsretlige teori, at beslutninger om habilitet i hvert fald i visse tilfælde anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand. Det er dog uafklaret, om sådanne beslutninger generelt må anses for afgørelser, eller om det alene er tilfældet, hvis beslutningen træffes efter indsigelse fra en part i sagen. Derudover er det omstridt, om udfaldet af beslutningen har betydning.

Det fremgår af pkt. 26 i vejledning om forvaltningsloven, at en afgørelse om inhabilitet normalt ikke selvstændigt kan påklages til en overordnet myndighed, men kun indbringes for ankeinstansen i forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet.

Uanset om en beslutning om habilitet anses for en afgørelse omfattet af forvaltningsloven eller ej, vil det dog efter god forvaltningsskik være rigtigst at begrunde den, hvis spørgsmålet er opstået som følge af en indsigelse fra en part, og indsigelsen ikke tages til følge.

Se i øvrigt Ugeskrift for Retsvæsen U 2000.2151 Ø, hvor et nævns beslutning om, at et medlem ikke var inhabil, ikke under de foreliggende omstændigheder udgjorde en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

5.4. Oplysning af sagen

Beslutning om, at der skal foretages et bestemt sagsoplysningsskridt, f.eks. en høring, er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Heller ikke en beslutning om, hvorvidt der skal videregives oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, er en afgørelse.

Det samme gælder en beslutning om ikke at foretage et sagsoplysningsskridt – også selv om det er parten i en sag, der har anmodet myndigheden om at foretage det pågældende sagsoplysningsskridt. Som eksempel kan det nævnes, at en myndigheds beslutning om ikke at holde et møde med en part eller ikke at indhente bestemte oplysninger ikke er en afgørelse.

God forvaltningsskik kan dog medføre, at myndigheden bør orientere parten om, at den ikke vil foretage et ønsket sagsoplysningsskridt.

Indhentelse af oplysninger efter skattekontrolloven var ikke en afgørelse

Landsskatteretten havde afvist at behandle en klage fra en mand, der var udrejst af Danmark, over en anmodning fra SKAT efter skattekontrolloven til hans bank i Danmark. SKAT havde bedt banken om at fremsende kontoudskrifter og oplysninger om, hvilke personer der havde fuldmagt til kontoen. Landsskatteretten mente, at SKATs anmodning måtte anses for at være en processuel beslutning vedrørende sagens oplysning og ikke en forvaltningsretlig afgørelse.

Mandens advokat klagede til ombudsmanden over bl.a. Landsskatterettens kendelse om dette spørgsmål. Efter en gennemgang af klagen og de indsendte bilag meddelte ombudsmanden, at han havde besluttet ikke at undersøge klagen yderligere, da der ikke var udsigt til, at han kunne kritisere resultatet af kendelsen.

Ombudsmanden var således enig i, at SKATs anmodning efter skattekontrolloven om udlevering af kontoudskrifter og oplysninger ikke var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

FOB 2014-10

Ankestyrelsen burde have orienteret parten om, at styrelsen ikke ville afvente en undersøgelse, inden den traf afgørelse

Efter at Sikringsstyrelsen havde afslået at anerkende en kvindes lidelse efter arbejdsskadeforsikringsloven, klagede hun til Den Sociale Ankestyrelse. Hun bad ankestyrelsen om at afvente en undersøgelse af hende på et arbejdsmedicinsk ambulatorium. Ankestyrelsen traf dog afgørelse uden at afvente undersøgelsen, da styrelsen ikke mente, at resultatet ville kunne ændre grundlaget for ankestyrelsens afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at det er et almindeligt forvaltningsretligt princip, at det påhviler en forvaltningsmyndighed at drage omsorg for sagernes oplysning, og at det er fast antaget i praksis, at pligten til at søge en sag oplyst kun kan udstrækkes til at omfatte oplysninger, der må antages at være af betydning for sagens afgørelse. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at ankestyrelsen traf afgørelse uden at afvente den arbejdsmedicinske undersøgelse.

Efter ombudsmandens opfattelse ville det dog have været god forvaltningsskik at orientere kvinden om dette, inden afgørelsen blev truffet – navnlig hvis myndigheden havde grund til at antage, at kvinden så ville have væsentlige supplerende bemærkninger til sagen.

FOB 89.164

6 Typiske fejl

Hvis en myndighed ikke er bevidst om, hvornår den træffer en afgørelse, bliver forvaltningslovens regler om partsbeføjelser og krav til indholdet af afgørelsen ikke overholdt. Det betyder, at myndigheden muligvis træffer en forkert og i nogle tilfælde også ugyldig afgørelse.

Typiske fejl, når afgørelsesbegrebet skal afgrænses:

  • Myndigheden forveksler en afgørelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.
  • Myndigheden tror, at en procesledende beslutning er en afgørelse, og bruger måske unødige ressourcer på f.eks. partshøring og begrundelse.
  • Myndigheden træffer (utilsigtet) en afgørelse uden at iagttage forvaltningslovens regler, når den vejleder borgeren.
  • Myndigheden er ikke opmærksom på, at et afslag på ansættelse anses for en afgørelse, og partshører derfor ikke en ansøger over f.eks. en reference om oplysninger i kriminalregistret eller en mistanke om alkoholmisbrug inden et afslag.

Væsentlige pointer

  • Forvaltningslovens regler gælder som udgangspunkt for sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det betyder bl.a., at parten i en afgørelsessag tildeles en række partsbeføjelser, og at der stilles en række krav til selve udformningen af afgørelsen. Se afsnit 2.
  • En afgørelse er en retsakt (forvaltningsakt), dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et konkret tilfælde. Se afsnit 2.
  • En afgørelse i forvaltningslovens forstand vil i almindelighed være karakteriseret ved, at der er tale om
    • en udtalelse fra en offentlig myndighed,
    • som udstedes på et offentligretligt grundlag (i modsætning til et privatretligt grundlag, f.eks. en aftale),
    • som går ud på ensidigt at bestemme, hvad der er eller skal være gældende ret, og
    • som retter sig mod eksterne modtagere (i modsætning til internt mod myndigheden selv). Se afsnit 2.
  • Hvis en myndighed ikke er bevidst om, at den træffer afgørelse i en sag, og derfor ikke overholder forvaltningslovens regler, vil det kunne føre til, at afgørelsen i sagen bliver forkert eller ugyldig, og at myndigheden må behandle sagen på ny. Se afsnit 6.
  • Faktisk forvaltningsvirksomhed falder uden for afgørelsesbegrebet, fordi der ikke træffes retligt bindende afgørelser i forhold til de involverede personer. Eksempler er patient- og anden klientbehandling, undervisning og vejledning. Se afsnit 3.
  • Procesledende beslutninger falder uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Eksempler er en beslutning om, at en sag tages under behandling, at en sag oversendes til en anden myndighed, eller at der foretages bestemte sagsoplysningsskridt. Se afsnit 5.
  • Almindelige retsgrundsætninger og god forvaltningsskik kan dog indebære, at visse af principperne i forvaltningsloven alligevel finder anvendelse på beslutninger, der falder uden for lovens afgørelsesbegreb. Se afsnit 2 og 5.4.
  • Sagsbehandling i forbindelse med indgåelse af kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner falder uden for forvaltningsloven. Se afsnit 4.

 

Baggrund

Dette overblik bygger på forvaltningsloven med tilhørende forarbejder og administrative forskrifter, relevant retspraksis og ombudsmandspraksis samt den generelle forvaltningsretlige litteratur, herunder navnlig Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (2013), s. 83 ff., Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 8. udgave (2019), s. 23 ff., Steen Rønsholdt, Forvaltningsret – retssikkerhed, proces, sagsbehandling, 5. udgave (2018), s. 95 ff., Niels Fenger (red.), Forvaltningsret (2018), s.  76 ff., og Sten Bønsing, Almindelig forvaltningsret, 4. udgave (2018), s. 83 ff.

 

§ 2. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

 

Sundhedskoordinator og Klinisk Funktion

Her kommer den pt.( 6. oktober ) gældende Bekendtgørelse om brugen af Sundhedskoordinator og Klinisk Funktion

 

Philtrums logo et paragraftegn
Paragraf

Det har virkelig betydning for sager, fx. om fleksjob og førtidspension.
I heldigste fald bruger man Sundhedskoordinator konstruktivt som modvægt i de situationer, hvor kommunens medarbejdere selv  leger doktor,

Bekendtgørelsen står lige under loven. Den gælder forud for vejledninger og afgørelser fra Ankestyrelsen. Den kan påkaldes direkte.

 

 

Bekendtgørelse om kommuner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v.

I medfør af § 17, stk. 1 og 2, i lov nr. 1482 af 23. december 2014 om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., som ændret ved lov nr. 625 af 8. juni 2016 og lov nr. 495 af 1. maj 2019, og § 19, stk. 5, i lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1208 af 17. november 2017, fastsættes efter bemyndigelse og efter forhandling med sundheds- og ældreministeren:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse fastlægger rammerne for kommuners og regioners aftale om levering af sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionernes kliniske funktion til kommunerne i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension og i løbende sager om sygedagpenge, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge, samt i sager om førtidspension, hvor kommunen behandler sagen uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 17, stk. 4, og § 18, stk. 2, i lov om social pension. Herudover fastlægger bekendtgørelsen rammerne for sundhedskoordinatorfunktionen samt indholdet i lægeattest fra klinisk funktion.

Stk. 2. Bekendtgørelsen fastsætter herudover krav til organiseringen, tilrettelæggelsen af og indholdet i den sundhedsfaglige rådgivning i de i stk. 1 nævnte sager.

Stk. 3. I de sager, der er nævnt i stk. 1, kan kommunen alene benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra den kliniske funktion og den praktiserende læge. Herudover kan kommunen, jf. dog § 3, stk. 2, alene rekvirere lægeattester fra den praktiserende læge og speciallægeattester fra klinisk funktion, jf. § 15, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og § 19, stk. 2, i lov om social pension.

Stk. 4. Ved løbende sager forstås sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, modtager tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, modtager førtidspension eller modtager sygedagpenge og er visiteret til kategori 3, jf. § 12 i lov om sygedagpenge, og hvor kommunen har behov for sundhedsfaglig rådgivning som led i sagsbehandlingen på beskæftigelsesområdet. Det kan eksempelvis være i sager, hvor der er opstået ændringer i borgerens situation og helbredsforhold, herunder sager om sygedagpenge visiteret til kategori 3 og jobafklaringsforløb, hvor kommunen har behov for sundhedsfaglig rådgivning til vurdering af, om borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, jf. henholdsvis § 7 i lov om sygedagpenge og § 16, stk. 8, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 5. Rekvirering af status og vurdering fra psykolog skal følge de samme regler, som gælder for lægeattester, jf. § 15, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og § 19, stk. 2, i lov om social pension. Kommunen kan alene rekvirere en vurdering fra psykolog som en speciallægeattest fra regionens kliniske funktion. Kommunen og regionen kan indgå aftale om rekvirering af status fra psykolog, jf. § 3, stk. 2.

§ 2. Ved sundhedsfaglig rådgivning forstås den rådgivning om borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse, jf. bekendtgørelsens kapitel 3, som en sundhedskoordinator fra klinisk funktion yder på baggrund af sagens oplysninger i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, i løbende sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, modtager tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller modtager førtidspension samt i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge. Sundhedsfaglig rådgivning efter bekendtgørelsens kapitel 3 ydes altid af en sundhedskoordinator.

Stk. 2. Ved sundhedsfaglig vurdering forstås den vurdering af borgerens helbredsmæssige muligheder for arbejde eller uddannelse, jf. bekendtgørelsens kapitel 4, som klinisk funktion yder i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, i sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, modtager tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller modtager førtidspension samt i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge. Klinisk funktion afgiver den sundhedsfaglige vurdering i form af en speciallægeattest på baggrund af en konsultation med borgeren.

§ 3. Den rekvirering og videregivelse af personoplysninger og helbredsoplysninger, der er nævnt i denne bekendtgørelse, skal ske under iagttagelse af de regler, der findes om udveksling af oplysninger i sundhedslovgivningen, forvaltningsloven, databeskyttelsesloven og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, herunder reglerne om samtykke fra borgeren.

Stk. 2. Kommunen og regionen kan aftale, at kommunen på vegne af klinisk funktion kan rekvirere journaloplysninger og statusattest fra sygehus eller speciallæge samt status fra psykolog i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at supplere borgerens praktiserende læges oplysninger som følge af, at borgeren er i aktuel behandling eller forløb, som den praktiserende læge ikke har fyldestgørende oplysninger om.

Kapitel 2

Ydelser fra klinisk funktion

§ 4. Klinisk funktion skal levere følgende ydelser til kommunen:

1) Sundhedskoordinatorfunktion som repræsentant i rehabiliteringsteamet og til sundhedsfaglig rådgivning i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension og i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge.

2) Udtalelse fra sundhedskoordinator i sager om førtidspension, hvor kommunen behandler sagen uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 18, stk. 2, i lov om social pension.

3) Vurdering i klinisk funktion i sager, der skal behandles eller er under behandling i rehabiliteringsteamet, vurdering i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension samt vurdering i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge.

Stk. 2. Den sundhedsfaglige behandling af borgeren, herunder i almen praksis, sker som hidtil efter reglerne i sundhedslovgivningen.

Kapitel 3

Sundhedskoordinatorfunktionens opgaver

§ 5. Det er sundhedskoordinatorens opgave at bidrage med en sundhedsfaglig rådgivning i forhold til borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse i de sager, som kommunen vurderer, skal behandles i rehabiliteringsteamet, herunder sager om jobafklaringsforløb og sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge. I de sager om jobafklaringsforløb, hvor rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling om, hvorvidt borgeren skal tilbydes et nyt jobafklaringsforløb, skal sundhedskoordinator endvidere bidrage med sundhedsfaglig rådgivning i forhold til, om borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Stk. 2. Sundhedskoordinatoren kan med borgerens skriftlige samtykke drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgerens praktiserende læge. Sundhedskoordinatoren kan endvidere drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgeren efter forudgående aftale med kommunen.

§ 6. Sundhedskoordinator skal yde kommunen sundhedsfaglig rådgivning, jf. § 5, inden sagen behandles i rehabiliteringsteamet, hvis kommunen anmoder herom.

Stk. 2. Anbefaler sundhedskoordinator som led i den sundhedsfaglige rådgivning, at sagens sundhedsfaglige aspekter belyses yderligere, inden sagen behandles i rehabiliteringsteamet, skal anbefalingen være begrundet og indeholde konkrete forslag. På baggrund af sundhedskoordinators anbefaling, beslutter kommunen, om sundhedskoordinators anbefaling skal følges, eller om sagen skal behandles i rehabiliteringsteamet på baggrund af de sundhedsfaglige oplysninger, der allerede findes i sagen.

§ 7. Forud for mødet i teamet forbereder sundhedskoordinatoren sin sundhedsfaglige rådgivning i sagen i forhold til borgerens muligheder for at arbejde eller uddanne sig. Sundhedskoordinatorens forberedelse sker på baggrund af rehabiliteringsplanens forberedende del, der skal indeholde alle relevante helbredsmæssige oplysninger, der foreligger hos kommunen, herunder lægeattester m.v.

Stk. 2. Under behandling af sager på møde i rehabiliteringsteamet bidrager sundhedskoordinatoren med sundhedsfaglig rådgivning og indgår sammen med de øvrige medlemmer af teamet i dialogen med borgeren om borgerens muligheder for at arbejde og uddanne sig, jf. § 11, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

§ 8. Sundhedskoordinatorens sundhedsfaglige rådgivning i sagen indgår i rehabiliteringsteamets indstilling til kommunen.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor sundhedskoordinatoren vurderer, at sagen på baggrund af de oplysninger, der kommer frem under mødet i rehabiliteringsteamet, bør belyses yderligere, inden teamet afgiver en indstilling, kan sundhedskoordinatoren anbefale teamet, at indstilling fra teamet afventer yderligere helbredsmæssige oplysninger i sagen.

§ 9. Anbefaler sundhedskoordinator som led i den sundhedsfaglige rådgivning, at kommunen anmoder borgeren om at gå til sin praktiserende læge for at få taget stilling til, om der skal iværksættes yderligere undersøgelse eller behandling, og følger kommunen anbefalingen, skal sundhedskoordinatoren under iagttagelse af § 4, stk. 2, orientere den praktiserende læge om baggrunden for sundhedskoordinatorens anbefaling.

Sundhedskoordinatorfunktionen i åbenbare sager om førtidspension

§ 10. Det er sundhedskoordinatorens opgave at udarbejde en udtalelse i sager om førtidspension, når kommunen overvejer at behandle sagen uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet som følge af, at kommunen vurderer, at det er helt åbenbart, at personens arbejdsevne ikke kan forbedres, og sagen ikke vedrører en person, der er terminalt syg, jf. § 18, stk. 2, i lov om social pension.

Stk. 2. Udtalelsen fra sundhedskoordinator skal være skriftlig og indeholde en sundhedsfaglig vurdering af, om det ud fra sagens oplysninger må anses for at være helt åbenbart, at borgerens arbejdsevne ikke kan forbedres.

Stk. 3. Sundhedskoordinator udarbejder udtalelsen på baggrund af rehabiliteringsplanens forberedende del, der skal indeholde alle relevante helbredsmæssige oplysninger, der foreligger hos kommunen, herunder lægeattester m.v. Sundhedskoordinator kan til brug for udtalelsen endvidere drøfte de sundhedsfaglige aspekter i sagen med borgeren og dennes sagsbehandler efter forudgående aftale med kommunen.

Stk. 4. Som en service for kommuner og regioner stiller Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering en skabelon til rådighed til brug for sundhedskoordinators udtalelse. Skabelonen findes på www.star.dk.

Sundhedskoordinatorfunktionen i løbende sager

§ 11. Det er sundhedskoordinatorens opgave at bidrage med sundhedsfaglig rådgivning om borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse i løbende sager.

Stk. 2. Sundhedskoordinatorens rådgivning kan bl.a. bestå i:

1) rådgivning om mulighederne for, at en borger kan fortsætte i et ressourceforløb eller et fleksjob,

2) rådgivning om mulighederne for, at en borger kan fortsætte i et jobafklaringsforløb, herunder om borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom,

3) rådgivning i sygedagpengesager visiteret til kategori 3, jf. § 12 i lov om sygedagpenge om muligheder for at genoptage arbejdet helt eller delvis, herunder om en borger fortsat er uarbejdsdygtig,

4) anbefaling om, at borgerens helbredsforhold i forhold til at kunne arbejde vurderes i klinisk funktion, eller

5) anbefaling om, at borgeren skal opfordres til at opsøge den praktiserende læge for udredning eller behandling efter de almindelige regler i sundhedslovgivningen.

Stk. 3. I sager om jobafklaringsforløb skal sundhedskoordinatoren afholde en samtale med borgeren om borgerens muligheder for at udvikle arbejdsevnen, når der er risiko for, at borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom 4 år efter ophør af sygedagpengene, jf. § 68 e, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4. Den sundhedsfaglige rådgivning i løbende sager indeholder således ikke en rådgivning om, hvilken forsørgelsesydelse borgeren har ret til.

Stk. 5. Sundhedskoordinatoren kan med borgerens skriftlige samtykke efter behov drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgerens praktiserende læge. Sundhedskoordinatoren kan endvidere drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgeren efter forudgående aftale med kommunen.

Stk. 6. Sundhedskoordinatorens rådgivning sker i form af en udtalelse til brug for sagen.

Øvrigt om sundhedskoordinatorfunktionen

§ 12. Sundhedskoordinatoren kan ikke foretage undersøgelse eller behandling efter sundhedslovgivningen, når sundhedskoordinatoren yder sundhedsfaglig rådgivning efter dette kapitel. Sundhedskoordinatoren kan således ikke ændre eller stille nye diagnoser, når sundhedskoordinatoren yder sundhedsfaglig rådgivning efter dette kapitel.

Stk. 2. Den sundhedskoordinator, der yder sundhedsfaglig rådgivning efter dette kapitel, kan ikke yde sundhedsfaglig rådgivning i en sag, hvis sundhedskoordinatoren er eller tidligere har været borgerens praktiserende læge, aktuelt behandler eller har behandlet borgeren i sundhedsvæsenet i øvrigt eller varetager andre behandlings- eller genoptræningsopgaver i sundhedsvæsenet i forhold til borgeren.

Kapitel 4

Vurdering i klinisk funktion af borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse

§ 13. Kommunen kan anmode klinisk funktion om vurdering af borgerens helbredssituation i forhold til mulighederne for arbejde eller uddannelse i sager, som skal behandles i rehabiliteringsteamet, i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, sager om tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og sager om førtidspension samt i løbende sager om sygedagpenge, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge.

Stk. 2. Klinisk funktion afgiver vurderingen i form af en speciallægeattest på baggrund af de oplysninger, klinisk funktion har modtaget fra kommunen i forbindelse med kommunens anmodning samt en konsultation med borgeren. Som led i vurderingen kan klinisk funktion i særlige tilfælde foretage billeddiagnostik, blodprøver eller funktionsundersøgelser, når det er nødvendigt for vurderingen af borgerens helbredsforhold. Sundhedsfaglig behandling af borgeren sker efter reglerne i sundhedslovgivningen, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 3. Vurderingen i klinisk funktion kan alene varetages af den samme person, der har varetaget sundhedskoordinatorfunktionen i borgerens sag, hvis borgeren er indforstået hermed.

Stk. 4. Der er udarbejdet en landsdækkende lægeattestløsning efter forhandling mellem Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, KL og Lægeforeningens Attestudvalg. Kommunen afholder udgifterne til lægeattester.

Kapitel 5

Speciallægeattest fra klinisk funktion

§ 14. Speciallægeattester fra klinisk funktion vedrørende vurderingen, der er nævnt § 13, skal med udgangspunkt i kommunens konkrete anmodning indeholde en vurdering af borgerens helbredsmæssige situation i forhold til arbejde og uddannelse med oplysninger om resultatet af den objektive undersøgelse, herunder med oplysninger om:

1) borgerens funktionsevne og helbredsforhold,

2) borgerens og lægens vurdering af helbredsforholdenes betydning for funktionsevnen, og

3) evt. andre forhold, der kan have betydning for arbejde eller uddannelse.

Stk. 2. Hvis resultatet af klinisk funktions vurdering er, at der er behov for yderligere vurdering af borgerens helbredssituation i forhold til at kunne arbejde, skal lægeattesten indeholde en beskrivelse af, hvilke yderligere vurderinger der skal foretages for, at borgerens helbredsmæssige situation i forhold til arbejde og uddannelse kan afklares. I speciallægeattesten angives pris og tidsramme for den yderligere vurdering.

Stk. 3. Hvis kommunen anmoder klinisk funktion om yderligere vurderinger, der skal foretages af en eller flere speciallæger, skal speciallægeattesten fra klinisk funktion ud over punkterne i stk. 1, indeholde en samlet vurdering af borgerens muligheder for arbejde og uddannelse på baggrund af de yderligere vurderinger.

Stk. 4. Kommunen og regionen kan aftale en anden fremgangsmåde end den i stk. 2 og 3 beskrevne. Klinisk funktion skal dog altid afgive en samlet vurdering, hvis der er foretaget flere vurderinger af den samme person som led i at afdække borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse.

§ 15. Når det er relevant i den enkelte sag for at kunne udarbejde speciallægeattesten, skal klinisk funktion rekvirere journaloplysninger fra sygehuse og privatpraktiserende speciallæger og evt. drøfte oplysningerne med den ansvarlige læge.

Stk. 2. Borgerens praktiserende læge skal have kopi af speciallægeattesten samtidig med, at speciallægeattesten afgives til kommunen.

Kapitel 6

Samarbejdsaftale mellem kommunen og regionen

§ 16. Regionen og kommunen skal indgå en samarbejdsaftale om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionens kliniske funktion i sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension og sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge, herunder om sundhedskoordinatorfunktionen.

Stk. 2. Samarbejdsaftalen skal indeholde aftale om følgende:

1) Det forventede årlige antal sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, herunder de sager om førtidspension, som kommunen kan vælge at behandle uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 17, stk. 4, og § 18, stk. 2, i lov om social pension.

2) Vilkår for sundhedskoordinatorfunktionens faglige baggrund. Regionen og kommunen kan aftale, at sundhedskoordinatorfunktionen i rehabiliteringsteamet varetages af én eller flere fagpersoner med forskellig ekspertise.

3) Øvrige vilkår for sundhedskoordinatorfunktionen, herunder mødetider i rehabiliteringsteamet, aftale om rådgivning i løbende sager, mødedage i kommunen etc.

4) Pris og afregning for rådgivning og vurdering fra klinisk funktion, herunder sundhedskoordinatorfunktionen.

5) Frister for levering af rådgivning og vurdering fra klinisk funktion, herunder for sundhedskoordinatorfunktionens ydelser.

6) Aftaleperiode og genforhandling af aftalen.

Stk. 3. Kommunen og regionen kan vælge at lade aftalen omfatte andre ydelser end nævnt i § 4, stk. 1.

Stk. 4. Regionen og kommunen kan supplere aftalen med ydelser fra klinisk funktion til kommunen i sager om kontanthjælp, sygedagpenge og revalidering. Vilkårene for supplerende ydelser omfattes ikke af denne bekendtgørelse, men aftales mellem regionen og kommunen.

Prisfastsættelse og afregning

§ 17. Kommunen og regionen aftaler prisen for sundhedskoordinatorfunktionen i samarbejdsaftalen.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, fastsættes den årlige pris for sundhedskoordinatorfunktionen på baggrund af det forventede årlige antal sager, som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1, og gennemsnitsprisen pr. årsværk for sundhedskoordinatorfunktionen med overhead, jf. bilag 1. Prisen dækker sundhedskoordinatorfunktionens samlede opgaver efter kapitel 3.

Stk. 3. Gennemsnitsprisen pr. årsværk for sundhedskoordinatorfunktionen baseres på lønstatistik fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Hvis sundhedskoordinatorfunktionen varetages af flere forskellige faggrupper, udregnes prisen efter fordelingen af faggrupper. Priserne reguleres årligt med lønudviklingen.

Stk. 4. Fastsættes prisen efter stk. 2 og 3, skal kommunen og regionen fastsætte en reguleringsmekanisme, således at der løbende sker overvågning af, om der sker afvigelser i forhold til det skønnede antal sager m.v.

§ 18. Kommunen og regionen aftaler prisen for lægeattester fra klinisk funktion.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, forpligtes regionen til at levere vurderingen fra klinisk funktion efter § 13 til en gennemsnitspris på op til 14.000 kr. pr. sag (2011-niveau), jf. bilag 1. Prisen er inklusiv lægeattester, der er rekvireret uden for klinisk funktion. Beløbet reguleres med den årlige prisudvikling på lægeattester.

§ 19. Kommunen og regionen aftaler vilkår for afregning af ydelserne fra klinisk funktion.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, betaler kommunen for sundhedskoordinatorfunktionen månedsvis bagud.

Stk. 3. Hvis ikke andet er aftalt, betaler kommunen for lægeattesten fra klinisk funktion senest 14 dage efter, at regningen er modtaget i kommunen. Det er en forudsætning, at regionen mindst 2 uger forinden har udsendt en faktura.

Frister for regionens ydelser

§ 20. Kommunen og regionen aftaler frister for regionens levering af ydelser til kommunen.

§ 21. Hvis ikke andet er aftalt, stiller regionen sundhedskoordinator til rådighed for møde i rehabiliteringsteamet senest 14 dage fra, at sagen modtages i regionen.

Stk. 2. Med sagen forstås rehabiliteringsplanens forberedende del med alle relevante bilag, jf. §§ 3 og 4 i bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v.

Stk. 3. Regionen stiller sundhedskoordinator til rådighed hurtigst muligt i sager, hvor borgerens arbejdsevne er væsentligt nedsat, jf. § 16, stk. 3, nr. 2, i lov om social pension, og det er helt åbenbart, at borgerens arbejdsevne ikke kan forbedres, og hvor en afgørelse om tilkendelse af førtidspension er hastende, eksempelvis for borgere i terminalfasen.

§ 22. Hvis ikke andet er aftalt i løbende sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob eller i sager om tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, førtidspension og sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3, jf. § 12 i lov om sygedagpenge, og hvor kommunen har behov for sundhedsfaglig rådgivning og vurdering, leverer sundhedskoordinator en udtalelse i sagen senest 14 dage fra sagen modtages i regionen. Der aftales dog en anden frist, hvis der i en konkret sag er omstændigheder, der bevirker, at udtalelsen ikke kan afgives inden for fristen.

§ 23. Hvis ikke andet er aftalt, leverer regionen lægeattester senest 14 dage efter konsultation og senest 30 dage efter, at regionen har modtaget anmodningen fra kommunen. Der aftales dog en anden frist, hvis der i en konkret sag er omstændigheder, der bevirker, at det ikke er muligt at levere lægeattesten inden for fristen.

§ 24. Fristerne i §§ 21-23 forudsætter, at kommunen sender sagen elektronisk til den af regionen bestemte postkasse.

Aftaleperiode m.v.

§ 25. Kommunen og regionen aftaler aftaleperiode, opsigelsesvarsel m.v.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, kan aftalen opsiges med 9 måneders varsel.

Stk. 3. Kommunen har ret til at få en ny sundhedskoordinator, hvis kommunen vurderer, at der er væsentlige samarbejdsproblemer med den sundhedskoordinator, som regionen har stillet til rådighed for kommunen.

Kapitel 7

Ikrafttræden

§ 26. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1092 af 3. august 2016 om kommuner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. ophæves.

Styrelsesn for Arbejdsmarked og Rekruttering, den 27. august 2019

Maria Schack Vindum

/ Jakob Heltoft


Bilag 1

Rammer for betaling for sundhedskoordinatorfunktionen og lægeattest fra klinisk funktion

Sundhedskoordinatorfunktionen:

Hvis ikke andet er aftalt, afregnes der for regionens ydelse til kommunen på følgende vis

_

Prisen baseres på lønstatistik fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Hvis sundhedskoordinatorfunktionen varetages af flere forskellige faggrupper eller stillingsbetegnelser, udregnes prisen efter fordelingen af disse. Priserne reguleres årligt med lønudviklingen.

Det er beregningsteknisk antaget:

– at sundhedskoordinatoren har 202 årlige arbejdsdage svarende til den almindelige arbejdsnorm på det danske arbejdsmarked,

– at sundhedskoordinatoren behandler i snit 3 nyvisiterede sager pr. arbejdsdag. Med antallet af sager tages højde for, at sundhedskoordinatoren foruden sagsbehandling skal bruge tid på forberedelse, konferencer, kontakt til praktiserende læge, tid til interne konferencer m.v. i klinisk funktion m.v.,

– at prisen er inklusiv sundhedskoordinatorens rådgivning i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet (inklusiv evt. indhentning af oplysninger fra behandlende instanser) samt rådgivning i løbende sager

Lægeattest fra klinisk funktion:

Hvis ikke andet er aftalt, gælder der følgende priser:

– Prisen for vurdering fra klinisk funktioner i gennemsnit pr. sag max. 14.000 kr.1) inklusiv alle nødvendige lægeattester vedr. den enkelte borger, herunder eksternt indhentede lægeattester.

– Ovenstående maksimale gennemsnitlige pris er beregnet under forudsætning af, at 30 pct. af de sager, hvor der tilkendes ressourceforløb og 10 pct. af de sager, hvor der tilkendes fleksjob, henvises til vurdering i klinisk funktion. Regionerne forpligtes således til at levere rådgivning og vurdering fra klinisk funktion til en gennemsnitspris på op til 14.000 kr. pr. sag. Det vil sige inklusiv alle nødvendige vurderinger og eventuelle speciallægeattester vedrørende den enkelte borger.

Oplysning Borgerens medvirken

 

Philtrums logo et paragraftegn
Paragraf

https://ast.dk/social/artikler/hjaelp-til-handicappede-og-aeldre/artikel-kommunen-kan-ikke-afsla-eller-Astoppe-hjaelp-kun-fordi-en-borger-ikke-har-medvirket-til-sagens-oplysning

 

Artikel: Kommunen kan ikke afslå eller stoppe hjælp, kun fordi en borger ikke har medvirket til sagens oplysning

Kommunen skal altid foretage en konkret vurdering af, om borgerens manglende medvirken har betydning for borgerens hjælp og støtte.

Af fuldmægtig Sanne Bolwig Colding

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nummer 6, 2018. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter december 2018.

Ankestyrelsen har behandlet flere sager, hvor kommunen har stoppet hjælp, fordi borgeren ikke har medvirket til at oplyse sagen. Manglende medvirken er dog ikke i sig selv en grund til at stoppe eller afslå hjælp. Hvis en borger ikke deltager i arbejdet med at oplyse sagen, skal kommunen altid lave en konkret vurdering af, om det har betydning for borgerens hjælp og støtte.

Kommunen skal oplyse sagen strækkeligt til at kunne afgøre sager efter serviceloven. Det er derfor som hovedregel kommunens ansvar, at alle nødvendige oplysninger er til stede. Kommunen skal altid overveje, om der er tale om oplysninger, som kan indhentes uden borgerens samtykke fra andre offentlige myndigheder.

Frivilligt for borgeren

Kommunen kan anmode borgeren om at medvirke til at få de nødvendige oplysninger frem, men det er frivilligt for borgeren. Kommunen skal derfor respektere, hvis borgeren ikke ønsker at medvirke. Det gælder også, selvom kommunen skønner, at det vil være til borgerens fordel, at kommunen får de ønskede oplysninger.

Borgere, der allerede får hjælp, har dog pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

Sagen må afgøres på det foreliggende grundlag, hvis borgeren ikke medvirker til sagens oplysning, enten fordi borgeren

  • ikke ønsker at komme med oplysninger
  • ikke vil medvirke til en undersøgelse
  • ikke vil give kommunen samtykke til at indhente oplysninger.

Konsekvensen for borgeren

Kommunen skal – skriftligt – gøre borgeren opmærksom på, hvilken konsekvens det har ikke at medvirke; at sagen bliver afgjort på baggrund af de foreliggende oplysninger. For at kommunen kan tillægge det betydning, at borgeren ikke har medvirket, skal de manglende oplysninger være relevante i forhold til den hjælp, kommunen skal tage stilling til. Kommunen må heller ikke have adgang til aktuelle oplysninger fra tidligere afgørelser.

Konsekvensen af den manglende medvirken vil afhænge af, hvilke oplysninger, der mangler. Det har også betydning, hvilken form for hjælp, der er tale om. Drejer det sig for eksempel om oplysninger om helbredsforhold, som er afgørende for, om hjælpen kan bevilges, kan resultatet være et afslag.

Den manglende medvirken kan medføre, at kommunen ikke har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om borgeren kan få den ansøgte hjælp, eller om borgeren forsat er berettiget til samme hjælp.

Ikke nok til at give afslag

Når kommunen afgør en sag på det foreliggende grundlag, skal den undersøge, om det er muligt at genbruge oplysninger fra den oprindelige bevilling eller fra tidligere opfølgninger.

Kommunen kan derfor ikke give afslag på den ansøgte hjælp eller stoppe en allerede bevilget hjælp kun med henvisning til, at borgeren ikke har medvirket til sagens oplysning. Kommunen skal konkret vurdere, hvilke konsekvenser borgerens manglende medvirken skal have, og vurderingen skal inddrage, om kommunen allerede har relevante og aktuelle oplysninger.

Borgerens manglende medvirken kan skyldes forhold, der i sig selv er udtryk for, at borgeren har behov for mere hjælp. Det skal kommunen også være opmærksom på.

Eksempel, sagen hjemvist

En borger er åbenlyst omfattet af personkredsen og har i mange år har fået dækket betydelige merudgifter.  Kommunen havde sendt et oplysningsskema til borgeren for at følge op, men borgeren reagerede ikke trods flere rykkere. Kommunen skrev til borgeren, at manglende medvirken kunne medføre, at borgeren ikke længere kunne få dækket sine merudgifter.

Borgeren er permanent lammet fra halsen og ned og har mange dårlige dage; det vidste kommunen godt.  Kommunen gav borgeren afslag på forsat dækning af merudgifter med henvisning til, at borgeren ikke medvirkede til sagens oplysning. Kommunen fandt, at borgeren ikke havde sandsynliggjort, at han havde nødvendige merudgifter.

Ankestyrelsen hjemviste sagen. Kommunen kunne ikke stoppe borgerens merudgifter kun med henvisning til, at borgeren ikke medvirkede til at oplyse sagen. Kommunen skulle konkret vurdere, hvilken konsekvens borgerens manglende medvirken havde, og i vurderingen inddrage, om den allerede havde relevante og aktuelle oplysninger fra den oprindelige bevilling eller den seneste opfølgning.

Kommunen skulle også være opmærksom på, om borgeren havde en rimelig grund til ikke at medvirke til at oplyse sagen, eller om borgerens manglende medvirken kunne skyldes forhold, der i sig selv kan være tegn på behov for hjælp efter den sociale lovgivning.

Lovhenvisninger

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Retssikkerhedsloven)

§ 10. Myndigheden har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

§ 11. Myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om

1) at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til, og

2) at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til observation og behandling som led i sagsbehandlingen.

Stk. 2. Personer, der får hjælp, har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

§ 11 a

Stk. 2. Myndigheden kan uden samtykke til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol kræve oplysninger om økonomiske forhold og ferieforhold om den, der ansøger om eller får hjælp, og dennes ægtefælle eller samlever, fra andre offentlige myndigheder samt fra arbejdsløshedskasser. Tilsvarende oplysninger kan indhentes om andre husstandsmedlemmer. Oplysninger kan samkøres og sammenstilles med data fra myndighedens egne, andre myndigheders og arbejdsløshedskassers it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om betingelserne for at yde hjælp er opfyldt, herunder med henblik på efterfølgende kontrol af, om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med ydelse af hjælp. Oplysningerne kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne.

§ 11 b. Hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, eller ikke giver samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, jf. § 11 a, stk. 1, skal myndigheden behandle sagen om hjælp på det foreliggende grundlag, medmindre oplysninger kan indhentes uden samtykke, jf. § 11 a, stk. 2, og § 11 c.

§ 12. Myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om

…..

3) konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11 b,

4) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen og

5) muligheden for, at borgeren kan blive mødt med et tilbagebetalingskrav og eventuelt blive tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 289 a og efter § 12 b i denne lov eller § 14 i lov om Udbetaling Danmark, hvis borgeren ikke oplyser om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

 

Relevante principafgørelser

2-18:

Borgerens manglende samarbejde. Kommunen kan ikke uden videre lade et tilbud om hjælp eller støtte ophøre med henvisning til, at borgeren ikke samarbejder om at opfylde indsatsmålene i handleplanen. Kommunen skal forinden undersøge og forholde sig til, hvilken betydning borgerens nedsatte funktionsevne har i forhold til hans eller hendes evne til at samarbejde om indsatsmålene.

D-11-07:

En kommune kunne ikke standse sygedagpengeudbetalingen til en psykisk syg lønmodtager eller refusionen til dennes arbejdsgiver med den begrundelse, at lønmodtageren ikke havde medvirket ved kommunens opfølgning. Begrundelsen var at kommunen ikke fra lønmodtagerens læge og psykolog havde indhentet oplysninger til brug for en vurdering af, hvorvidt lønmodtagerens manglende medvirken havde en utvivlsom sammenhæng med dennes psykiske lidelse. Hvis dette havde været tilfældet, ville det have været en rimelig grund til den manglende medvirken.

A-9-08:

En kommune burde have sikret sig, at der var nogen til at hjælpe en 18-årig kontanthjælpsansøger, der var på specialskole, med at læse og besvare kommunens henvendelser. Ansøgeren havde fået afslag på kontanthjælp på grund af manglende aflevering af nødvendig dokumentation og manglende underskrifter på diverse dokumenter.