Kategoriarkiv: Forvaltningsret

Klageadgang: “Afgørelse” eller “faktisk forvaltningsvirksomhed”

 

 

 

Philtrums logo et paragraftegn
Paragraf

Mikael Hertigs kommentar:

Hvornår kan man klage? Hvornår skal der følge en klagevejledning i et brev til dig fra kommunen?

Den offentlige sektor består af både skoler, busser, plejehjem, og så altså jobcentre eller familieforvaltninger.

Jo mere, de afgør ansøgninger, udsteder påbud etc., jo mere får det karakter af afgørelser. Afgørelser kan man klage over.

Man kan klage over et afslag på en enkeltydelse i kommunen, men ikke over skolens valg af sang til morgensang.

Jeg har en sag med en kommune, der efter mine begreber  ikke har overholdt lovgivningen, da den uden at forelægge en skriftlig mentoraftale påduttede min klient sin sagsbehandler som vedkommendes mentor. Det har jeg så klaget til kommunen flere gange over. Efter min bedømmelse, men ikke kommunens, er vi dybt inde i Forvaltningslovens § 2  Men klagen og afgørelserne sender kommunen ikke videre til Ankestyrelsen, fordi den mener, der er tale om “morgensang”, altså den procesorienterede del, “faktisk forvaltningsvirksomhed”. Den mener, der ikke er tale om en afgørelse. Og så er pointen: Er der ikke tale om en afgørelse, så kan man heller ikke klage.

Den centrale bestemmelse i Forvaltningsloven, indgangen her er:

§ 2, stk 1. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.”

 

Der nævnes her ovenfor i eksemplet også inhabilitet. Emnet habilitet og inhabilitet er ikke centralt, men da eksemplet er nævnt ovenfor,  plukkes de relevante bestemmelser fra samme forvaltningslov også ud her:

 

“§ 3.  Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis

1) vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har været repræsentant for nogen, der har en sådan interesse,

5) der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.”

 

_______________________________________________________________________

Her følger Folketingets Ombudsmands nyopdaterede vejledning om “Afgørelsesbegrebet”.

(Hentet 6. oktober 2019)

 

Forvaltningslovens regler gælder som udgangspunkt for sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det betyder bl.a., at parten i en afgørelsessag tildeles en række partsbeføjelser, f.eks. ret til partsaktindsigt og partshøring, og at der stilles en række krav til selve afgørelsen, f.eks. krav om begrundelse og klagevejledning.

En afgørelse i forvaltningslovens forstand er en retsakt (forvaltningsakt), dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

Afgrænsningen mellem afgørelser og f.eks. faktisk forvaltningsvirksomhed eller procesledende beslutninger kan give anledning til tvivl i praksis.

Hvis en myndighed ikke er bevidst om, at den træffer afgørelse i en sag – og derfor ikke overholder forvaltningslovens regler – kan det betyde, at afgørelsen i sagen bliver forkert eller ugyldig, og at myndigheden må behandle sagen på ny.

Overflytning af en elev til anden skole var en afgørelse

En skole overflyttede en elev til en anden skole i medfør af bekendtgørelse om god orden i folkeskolen.

Ombudsmanden udtalte, at skolens beslutning om overflytning var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det betød, at skolen skulle have foretaget partshøring af eleven og dennes værge i overensstemmelse med forvaltningslovens regler, inden afgørelsen blev truffet.

Afgørelsen om overflytning blev i første omgang meddelt elevens værge telefonisk. Ombudsmanden udtalte, at skolen skulle have taget notat om den telefonsamtale, hvor værgen fik meddelt afgørelsen, ligesom skolen i øvrigt løbende skulle have været mere opmærksom på skriftligt at dokumentere de episoder med eleven, som den endte med at lægge vægt på, da afgørelsen blev truffet.

Ombudsmanden udtalte desuden, at afgørelsen skulle have indeholdt en fyldestgørende begrundelse med henvisning til de retsregler, som afgørelsen var truffet efter.

Endelig udtalte ombudsmanden, at det i lyset af afgørelsens indgribende karakter havde været rigtigst at meddele værgen afgørelsen skriftligt fra starten – eller i hvert fald meget hurtigt at bekræfte den mundtlige afgørelse skriftligt.

FOB 2015-19

1 Oversigt

I dette overblik behandles forvaltningslovens afgørelsesbegreb.

Selve afgørelsesbegrebet er nærmere defineret i afsnit 2.

I praksis kan afgrænsningen af begrebet ”afgørelse” give anledning til tvivl. Det gælder f.eks. i forhold til faktisk forvaltningsvirksomhed, kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner samt procesledende beslutninger. Se afsnit 3-5.

Seneste opdateringer

25. juni 2019

Overblikkets afsnit 3.1 om, hvad der er faktisk forvaltningsvirksomhed, er opdateret med ny ombudsmandspraksis, hvorefter anvisningen af en kirkebænk til en konfirmands far ikke var en afgørelse (FOB 2018-25). Afsnit 3.2 om vejledning til borgere er opdateret med ny ombudsmandsudtalelse om, at visse svar på for tidlig ansøgning om SU var afgørelser (FOB 2018-29).

 

2 Hvad er en afgørelse?

Forvaltningslovens regler gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det følger af lovens § 2, stk. 1.

Efter lovens § 2, stk. 2, gælder forvaltningslovens habilitetsregler dog også for sager om indgåelse af kontrakter og lignende privatretlige dispositioner. Det følger desuden af lovens § 2, stk. 3, at forvaltningslovens regler om tavshedspligt, videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder og digital kommunikation gælder for al virksomhed, der udøves inden for den offentlige forvaltning. Disse regler er altså ikke begrænset til afgørelsessager.

Med udtrykket ”truffet afgørelse” i forvaltningsloven sigtes til udfærdigelse af en retsakt (forvaltningsakt), dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde.

En afgørelse i forvaltningslovens forstand vil i almindelighed være karakteriseret ved, at der er tale om

  • en udtalelse fra en offentlig myndighed,
  • som udstedes på offentligretligt grundlag (i modsætning til privatretligt grundlag, f.eks. en aftale),
  • som går ud på ensidigt at bestemme, hvad der er eller skal være gældende ret, og
  • som retter sig mod eksterne modtagere (i modsætning til internt mod myndigheden selv).

Det indgår også i vurderingen, om det pågældende skridt afslutter sagen eller blot er et skridt hen imod sagens endelige afslutning.

I tvivlstilfælde må desuden betragtninger om, hvor indgribende betydning en beslutning har, og hvilket behov der for borgeren er for at være omfattet af forvaltningslovens partsrettigheder, indgå.

Det klare udgangspunkt er dog det traditionelle retsaktsbegreb og de præciserende bemærkninger om afgørelsesbegrebet, som fremgår af forarbejderne til forvaltningsloven, herunder den udtrykkelige markering af, at visse former for beslutninger og handlinger ikke har karakter af afgørelser i lovens forstand.

Det er uden betydning, om forvaltningsakten kaldes en afgørelse, en beslutning, en kendelse e.l., eller om den betegnes med ord, der karakteriserer dens indhold, f.eks. tilladelse, bevilling, dispensation, opkrævning, forbud eller påbud.

Det centrale anvendelsesområde for forvaltningsloven er den administrative sagsbehandling i forbindelse med udfærdigelsen af konkrete forvaltningsakter.

Loven omfatter også udfærdigelse af generelle retsforskrifter som f.eks. bekendtgørelser og visse planer. En række af lovens bestemmelser gælder dog kun for parter og finder derfor ikke anvendelse ved udfærdigelse af generelle retsakter. Det gælder f.eks. bestemmelserne om aktindsigt, partshøring og begrundelse.

Uden for forvaltningslovens anvendelsesområde falder navnlig faktisk forvaltningsvirksomhed, f.eks. patient- og anden klientbehandling, undervisning og vejledning. Denne virksomhed tager normalt ikke sigte på at træffe retligt bindende afgørelser i forhold til de implicerede personer. Se afsnit 3.

En myndigheds processuelle eller procesledende beslutninger er normalt heller ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand, idet de ikke fastsætter, hvad der er eller skal være ret i de pågældende tilfælde. Det omfatter f.eks. en beslutning om at tage en sag under behandling eller om at oversende en sag til en anden myndighed med henblik på, at denne myndighed træffer afgørelse. Se afsnit 5.

Almindelige retsgrundsætninger og god forvaltningsskik kan dog indebære, at visse af principperne i forvaltningsloven finder anvendelse på beslutninger, der falder uden for lovens afgørelsesbegreb. F.eks. bør der i en række tilfælde ydes vejledning uden for forvaltningslovens anvendelsesområde, herunder i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.

Overblik #1 om god forvaltningsskik

En myndigheds indstilling eller udtalelse til en anden forvaltningsmyndighed til brug for en sags afgørelse vil normalt heller ikke være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det gælder, uanset om indstillingen eller udtalelsen i medfør af den pågældende lovgivning er bindende for den modtagende myndighed. Indholdet af sådanne indstillinger og udtalelser vil indgå i den modtagende myndigheds sag og dermed blive undergivet aktindsigt, partshøring mv. efter forvaltningslovens regler i samme omfang som det øvrige materiale i sagen.

Uden for loven falder også sagsbehandling ved indgåelse af kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner (se dog ovenfor om forvaltningslovens § 2, stk. 2 og 3). Se afsnit 4.

Der kan i øvrigt i særlovgivningen være taget stilling til, om en given beslutning er en afgørelse eller ej. Det kan f.eks. være tilkendegivet i lovteksten eller forudsat i forarbejderne.

3 Afgrænsningen til faktisk forvaltningsvirksomhed

3.1. Hvad er faktisk forvaltningsvirksomhed?

Faktisk forvaltningsvirksomhed falder uden for forvaltningslovens anvendelsesområde, fordi den ikke handler om at træffe retligt bindende afgørelser i forhold til de implicerede personer. Faktisk forvaltningsvirksomhed er f.eks. patient- og anden klientbehandling, undervisning og vejledning.

Andre eksempler på faktisk forvaltningsvirksomhed kan være børnepasning, drift af plejecentre, rengøring og kantinedrift. Beslutninger om, hvordan pasningen skal foregå, eller hvilken behandling der skal gives, eller de praktiske forhold i forbindelse med eksempelvis plejebehandling (f.eks. hvilken stue en patient skal ligge på) anses således som udgangspunkt ikke for afgørelser i lovens forstand, men for beslutninger, som udgør en integreret del af den faktiske forvaltningsvirksomhed.

Den nærmere afgrænsning mellem afgørelsesvirksomhed og faktisk forvaltningsvirksomhed kan dog til tider være vanskelig. Det skyldes, at forvaltningen træffer en lang række administrative beslutninger i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.

Hovedparten af den type beslutninger anses ikke for afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Beslutninger, der overvejende er af retlig karakter og træffes ud fra et offentligretligt retsgrundlag, som fastsætter de berørte borgeres retsstilling, er dog afgørelser i lovens forstand. Det gælder navnlig beslutninger om, hvorvidt en person har ret til en ydelse, der i sig selv har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed. F.eks. er en tilladelse til (eller afslag på) at tage ophold på en institution – eksempelvis en daginstitution eller et plejehjem ­– en afgørelse efter forvaltningsloven.

Myndighederne skal således være opmærksomme på situationer, hvor det offentliges almindelige beslutningsret som tjenesteyder eller ejer ophører, og grundlaget for beslutningen overgår til et offentligretligt retsgrundlag. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor socialforvaltningen i en kommune på grundlag af anstaltsbeføjelser begrænser kontakten med en borger. Se også FOB 2010 20-7, hvor ombudsmanden anså en kommunes besøgsrestriktioner for pårørende til en plejehjemsbeboer for at være en afgørelse.

Faktisk stop for social bevilling var en afgørelse

En kommune besluttede at stoppe bevillingen af socialpædagogisk støtte og ledsagelse til en borger efter reglerne i serviceloven, da den ikke kunne finde medarbejdere til at udføre opgaven. Det sociale nævn afviste at behandle en klage over kommunens faktiske stop for bevillingen, idet nævnet anså kommunens meddelelse om stop for at være sket som led i kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed. Ombudsmanden udtalte, at kommunens meddelelse måtte anses for at være en afgørelse med den virkning, at nævnet var kompetent til at behandle klagen.

FOB 2011 14-4

Skoles beslutning om midlertidig enkeltmandsundervisning var en afgørelse

En skole besluttede med kort varsel, at en elev ikke længere skulle undervises i sin klasse, men i stedet skulle modtage såkaldt midlertidig enkeltmandsundervisning i 10 timer om ugen. Den midlertidige enkeltmandsundervisning skulle fortsætte, indtil der kunne findes et passende skoletilbud til drengen.

Efter ombudsmandens opfattelse var skolens brev til forældrene om etableringen af den midlertidige enkeltmandsundervisning af deres søn en afgørelse. Ombudsmanden lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at området var reguleret i en bekendtgørelse, at indholdet og formuleringen af skolens brev til elevens forældre var udtryk for en ensidig og endelig fastsættelse af elevens undervisningsform, og at undervisningsformen herefter ville være markant anderledes end hidtil.

FOB 2013-2

Anvisning af kirkebænk til konfirmands far var ikke en afgørelse

En præst besluttede, at en far til en konfirmand ikke kunne sidde ved siden af sin datter under konfirmationen, men skulle sidde et andet sted i kirken. Som grundlag for præstens beslutning var der henvist til en lovbestemmelse om, at præstens anvisninger ved gudstjenester og kirkelige handlinger skal efterkommes.

Efter ombudsmandens opfattelse var præstens beslutning om farens placering i kirken ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden lagde til grund, at der ikke i lovgivningen forelå noget nærmere retligt grundlag for præstens beslutning om farens placering i kirken. Desuden lagde ombudsmanden vægt på, at det med støtte i forvaltningslovens forarbejder og praksis var almindeligt antaget, at en række beslutninger, som træffes over for de enkelte borgere i forbindelse med f.eks. børnepasning, kulturformidling, undervisning og udførelse af sygehusbehandling, ikke kunne anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand.

FOB 2018-25

Også beslutninger om anvendelse af tvang som led i sygdomsbehandling og beslutninger om tvangsindlæggelse eller tilbageholdelse kan være afgørelser i lovens forstand.

En myndigheds svar på en klage over udførelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed har ikke generelt karakter af en afgørelse. Men hvis der f.eks. klages over, at myndighedens ydelser ikke opfylder lovgivningens krav på området, er der normalt tale om afgørelsessager. Det skyldes, at myndigheden i dette tilfælde skal fastslå, hvad der er eller skal være ret i det foreliggende tilfælde.

Karaktergivning har tidligere givet anledning til tvivl i forhold til afgørelsesbegrebet. Det er i dag fast antaget, at sådanne beslutninger falder uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb.

Beslutninger om f.eks. at tilbagekalde og annullere en eksamenskarakter og om, at en elev skal til eksamen på særlige vilkår som følge af for højt fravær, er derimod omfattet af afgørelsesbegrebet. Se også f.eks. FOB 08.360, hvor en ombedømmelse af en foreliggende prøve efter en klage over karakteren var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

3.2. Vejledning til borgere

En myndigheds vejledning vil typisk bestå i information eller rådgivning om retsgrundlaget på et givet område, eller hvilke muligheder der f.eks. er for at imødekomme borgerens ønsker eller ansøge om hjælp i den ene eller anden form.

Det er vigtigt at skelne mellem situationer, hvor der ydes vejledning, og situationer, hvor myndigheden træffer afgørelse i forhold til borgeren – bl.a. fordi borgeren har en række rettigheder i de tilfælde, hvor myndigheden træffer afgørelse.

Når det er væsentligt at skelne mellem vejledning og afgørelse, er det således navnlig for at sikre, at myndigheden ikke (utilsigtet) træffer en afgørelse uden at være opmærksom på forvaltningslovens regler om partsbeføjelser og krav til afgørelsens udformning.

Visse svar på for tidlig ansøgning om SU var afgørelser

Ombudsmanden rejste over for Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte et spørgsmål om, hvorvidt visse afslag vist som pop op-beskeder på skærmen var afgørelser i forvaltningslovens forstand. Konkret drejede det sig om ansøgninger om SU i elektronisk form, der blev indgivet for tidligt i henhold til reglerne om tildeling af SU og derfor blev afslået i IT-systemet minSU.

Der var tale om to forskellige typer af for tidligt indgivne ansøgninger om støtte: dels for en periode, hvor loven ikke gav ret til støtte (typetilfælde 1), dels for en periode, hvor loven kunne give ret til støtte (typetilfælde 2).

Det var ombudsmandens opfattelse, at svarene i typetilfælde 1 var afgørelser i forvaltningslovens forstand, da disse svar var et definitivt udtryk for ansøgerens retsstilling i forhold til det ansøgte. Da svarene blev givet skriftligt, skulle de have været ledsaget af begrundelse og klagevejledning.

I typetilfælde 2 blev der ikke taget stilling til det materielle indhold af ansøgningen, og svarene var for så vidt ikke udtryk for, hvad der var eller skulle være ret i forhold til dette spørgsmål. Desuden kunne beskeden siges at have karakter af vejledning – nemlig om, at ansøgningen var indgivet for tidligt, og hvornår der kunne søges. Derfor fandt ombudsmanden ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes opfattelse af, at svarene ikke kunne anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand.

FOB 2018-29

Overblik #5 om vejledning

3.3. Uforbindende udtalelser, bindende svar og forhåndsbesked

En myndigheds vejledning af borgere er faktisk forvaltningsvirksomhed og dermed ikke omfattet af forvaltningslovens anvendelsesområde. Se afsnit 3.1 og 3.2.

I de tilfælde, hvor myndigheden alene udreder en sags faktiske omstændigheder eller i en uforbindende udtalelse foretager retlige vurderinger, er der heller ikke tale om afgørelsessager i forvaltningslovens forstand.

Skatte- og afgiftsmyndighedernes ”bindende svar” efter skatteforvaltningsloven har derimod karakter af afgørelser efter forvaltningsloven. Det samme gælder for en beslutning om at fragå et bindende svar.

SKATs tilbagekaldelse af bindende svar var en afgørelse

En mand overvejede at flytte til udlandet med sin ægtefælle. Han ejede nogle anparter i et anpartsselskab og ville gerne vide, hvor meget han skulle betale i skat af værdien af anparterne, hvis han flyttede. Derfor bad han SKAT om et ”bindende svar” om værdien af anparterne. SKAT gav ham et bindende svar, og manden flyttede til udlandet. Senere samme år meddelte SKAT manden, at SKAT ikke længere anså sig for bundet af svaret. SKAT henviste til, at de forudsætninger, som SKAT havde lagt til grund for det bindende svar, havde ændret sig. Det var manden ikke enig i, og han klagede til Landsskatteretten, som imidlertid afviste at behandle klagen. Hverken SKAT eller Landsskatteretten mente, at SKATs brev om, at SKAT ikke længere anså sig for bundet af det bindende svar, var en afgørelse, som kunne påklages til Landsskatteretten. Myndighederne mente, at der alene var tale om en ”servicemeddelelse”.

Ombudsmanden udtalte, at der i den konkrete sag var tale om en afgørelse i skatteforvaltningslovens og forvaltningslovens forstand, som kunne indbringes for Landsskatteretten.

FOB 2012-12

Også forhåndsbesked på ulovbestemt grundlag har karakter af en afgørelse, når forhåndsbeskeden er forpligtende for myndigheden, og parten således kan støtte ret direkte på forhåndsbeskeden.

Se Ugeskrift for Retsvæsen U 2009.1202/2 H, hvor et trafikselskabs henvendelse til en kommune ikke fremstod som en ansøgning om forhåndstilladelse, men en forespørgsel om, hvorvidt kommunen havde principielle indvendinger imod en påtænkt anvendelse af en grund. Kommunens svar blev derfor ikke anset for en bindende forhåndsbesked.

4 Afgrænsningen til kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner

4.1. Personaleretlige beslutninger

Sager om ansættelse og forfremmelse i det offentliges tjeneste anses som udgangspunkt for afgørelsessager omfattet af forvaltningsloven. Det gælder bl.a. sager om ansættelse som tjenestemand, overenskomstansat og timelønnet.

Afslag på ansættelse anses ligeledes for omfattet af afgørelsesbegrebet. Det indebærer bl.a., at en ansøger skal partshøres over f.eks. en reference om oplysninger i kriminalregistret eller en mistanke om alkoholmisbrug inden et afslag. Se f.eks. Ugeskrift for Retsvæsen U 2011.2343 H, hvor Højesteret fandt, at en kommune forud for beslutningen om ikke at ansætte en ansøger burde have partshørt vedkommende over en referenceoplysning om et muligt alkoholmisbrug.

Afgørelsesbegrebet omfatter desuden en myndigheds beslutning om at afskedige en offentligt ansat, herunder afskedigelser i prøvetiden samt bortvisninger og stillingsnedlæggelser, der indebærer, at den ansatte mister sin stilling.

Aftaler om fratræden har derimod karakter af kontraktretlige dispositioner, der falder uden for afgørelsesbegrebet. En beslutning om fritagelse fra arbejde med fuld løn anses heller ikke for en afgørelse.

I forhold til beslutninger om stillingsændringer kan det bl.a. nævnes, at stillingsændringer, der må anses for at være ud over tålegrænsen (forflyttelsesgrænsen for tjenestemænd og overenskomstansatte), er omfattet af afgørelsesbegrebet.

Som udgangspunkt falder tjenestebefalinger om den nærmere udførelse af tjenesten uden for afgørelsesbegrebet, herunder f.eks. beslutninger om arbejdsopgaver, fastlæggelse af vagtskemaer, ferier og fridage, deltagelse i efteruddannelse og pålæg om overarbejde.

Tjenstlige reaktioner som f.eks. advarsler og andre disciplinære sanktioner er omfattet af afgørelsesbegrebet. Det gælder, uanset om sådanne reaktioner benævnes som advarsler, eller der anvendes andre udtryk.

En uformel ledelsestilkendegivelse, hvor myndigheden – typisk i forbindelse med samtaler med den ansatte – giver udtryk for kritiske synspunkter i forhold til medarbejderens arbejdsindsats og f.eks. redegør for, hvordan arbejdet bør udføres, eller indskærper, at vedkommende må gøre sit arbejde mere omhyggeligt, anses ikke for en afgørelse.

Ledelsens indskærpelse var en afgørelse

En tjenestemandsansat vicekriminalkommissær blev gjort opmærksom på, at ledelsen var utilfreds med den måde, han ledede sin gruppe på, og der blev opstillet nogle skriftlige krav til ham. Han fik også at vide, at hans forhold ville blive vurderet senere, og at han – hvis der ikke skete mærkbare ændringer – ville blive flyttet til et andet sagsområde uden egentligt lederansvar. Da vicekriminalkommissæren ikke efterlevede de opstillede krav, blev han flyttet til en stilling som sagsbehandler uden lederansvar. Han klagede til ombudsmanden over forløbet. Efter ombudsmandens opfattelse havde ledelsens indskærpelse over for vicekriminalkommissæren karakter af en ”diskretionær advarsel”. Der var således tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og pligten til at partshøre var blevet tilsidesat.

FOB 03.192

4.2. Beslutninger om det offentliges ejendomsret og økonomiske krav

Ulovbestemte beslutninger, der træffes på grundlag af det offentliges ejendomsret, falder som udgangspunkt uden for afgørelsesbegrebet, da de træffes på privatretligt grundlag.

Pålæggelse af kontrolafgifter på et hospitals parkeringsområde var ikke afgørelser

Ombudsmanden undersøgte den parkeringsordning, der var etableret på et hospitals område. Efter ombudsmandens opfattelse kunne regionen – der ejede det område, som hospitalet lå på – ved privatretlig råden over hospitalets område i kombination med anstaltsbetragtninger etablere parkeringspladser og fastsætte regler for parkering, herunder opkræve betaling og kontrolafgifter. Det var desuden ombudsmandens opfattelse, at pålæggelse af kontrolafgifter for overtrædelse af regler og vilkår, der var fastsat for parkering på hospitalets område, havde karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed (i modsætning til pålæggelse af kontrolafgifter med hjemmel i færdselsloven).

FOB 2015-40

Beslutninger om økonomiske krav mod borgere mv., der følger af en offentligretlig regulering, anses for at være omfattet af afgørelsesbegrebet. Hvis retsgrundlaget for kravet er privatretligt, er beslutningen derimod ikke omfattet af forvaltningsloven.

Lønindeholdelse efter kildeskatteloven er således en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det samme gælder det offentliges beslutninger om f.eks. eftergivelse af studiegæld.

Erstatningssager, som rejses over for en offentlig myndighed på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler, er ikke omfattet af forvaltningsloven. Tilsvarende gælder sager om erstatning, der afgøres på rent privatretligt grundlag.

5 Afgrænsningen til procesledende beslutninger

5.1. Hvad er procesledende beslutninger?

Beslutninger, der træffes som led i selve forberedelsen af en sag og tilrettelæggelsen af sagens behandling, betegnes som procesledende beslutninger. Sådanne beslutninger fastsætter ikke, hvad der er eller skal være ret, og er derfor ikke afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Når en myndighed skal vurdere, om der er tale om en afgørelse eller en procesledende beslutning, må der navnlig lægges vægt på, om den pågældende beslutning i sig selv afslutter sagen.

5.2. Myndighedens behandling, oversendelse eller afvisning af sagen mv.

En myndigheds beslutning om, at en sag skal tages under behandling, er ikke en afgørelse, men en procesledende beslutning.

Det er heller ikke en afgørelse, når en myndighed beslutter at oversende en sag til en anden myndighed efter forvaltningslovens § 7, stk. 2, med henblik på, at denne myndighed træffer afgørelse i sagen. Tilsvarende er indgivelse af politianmeldelse normalt en procesledende beslutning.

Overblik #5 om vejledning – afsnit 5 om videresendelse

Omvendt må afvisning af at tage en sag under behandling anses for at være en afgørelse, når myndigheden i øvrigt kan træffe afgørelse i sager af den pågældende karakter. En myndigheds afvisning af en anmodning om genoptagelse af en sag er også en afgørelse.

En beslutning om, at en ansøgning eller klage skal have opsættende virkning, er også en afgørelse omfattet af forvaltningsloven. Derimod er beslutninger om at stille en sag i bero som altovervejende udgangspunkt ikke omfattet af afgørelsesbegrebet.

5.3. Partsrettigheder, aktindsigt og habilitet

Beslutter en myndighed at afskære muligheden for at benytte partsrepræsentation eller bisidder under behandlingen af en sag, er det ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Overblik #6 om partsrepræsentation

Tilsvarende gør sig gældende, hvor en myndighed tager stilling til spørgsmål om oplysningspligt over for den registrerede efter reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 13 og 14. Derimod er der formentlig tale om en afgørelse, hvis myndigheden skal tage stilling til en klage fra den registrerede om manglende underretning. Beslutninger som følge af anmodninger om berigtigelse og sletning af oplysninger efter databeskyttelsesforordningens artikel 16 og 17 må anses for afgørelser.

Beslutninger om aktindsigt og egen acces efter offentlighedsloven, partsaktindsigt efter forvaltningsloven og indsigt efter databeskyttelsesforordningens artikel 15 er selvstændige afgørelser i forvaltningslovens forstand.

Det antages i den forvaltningsretlige teori, at beslutninger om habilitet i hvert fald i visse tilfælde anses for afgørelser i forvaltningslovens forstand. Det er dog uafklaret, om sådanne beslutninger generelt må anses for afgørelser, eller om det alene er tilfældet, hvis beslutningen træffes efter indsigelse fra en part i sagen. Derudover er det omstridt, om udfaldet af beslutningen har betydning.

Det fremgår af pkt. 26 i vejledning om forvaltningsloven, at en afgørelse om inhabilitet normalt ikke selvstændigt kan påklages til en overordnet myndighed, men kun indbringes for ankeinstansen i forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet.

Uanset om en beslutning om habilitet anses for en afgørelse omfattet af forvaltningsloven eller ej, vil det dog efter god forvaltningsskik være rigtigst at begrunde den, hvis spørgsmålet er opstået som følge af en indsigelse fra en part, og indsigelsen ikke tages til følge.

Se i øvrigt Ugeskrift for Retsvæsen U 2000.2151 Ø, hvor et nævns beslutning om, at et medlem ikke var inhabil, ikke under de foreliggende omstændigheder udgjorde en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

5.4. Oplysning af sagen

Beslutning om, at der skal foretages et bestemt sagsoplysningsskridt, f.eks. en høring, er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Heller ikke en beslutning om, hvorvidt der skal videregives oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, er en afgørelse.

Det samme gælder en beslutning om ikke at foretage et sagsoplysningsskridt – også selv om det er parten i en sag, der har anmodet myndigheden om at foretage det pågældende sagsoplysningsskridt. Som eksempel kan det nævnes, at en myndigheds beslutning om ikke at holde et møde med en part eller ikke at indhente bestemte oplysninger ikke er en afgørelse.

God forvaltningsskik kan dog medføre, at myndigheden bør orientere parten om, at den ikke vil foretage et ønsket sagsoplysningsskridt.

Indhentelse af oplysninger efter skattekontrolloven var ikke en afgørelse

Landsskatteretten havde afvist at behandle en klage fra en mand, der var udrejst af Danmark, over en anmodning fra SKAT efter skattekontrolloven til hans bank i Danmark. SKAT havde bedt banken om at fremsende kontoudskrifter og oplysninger om, hvilke personer der havde fuldmagt til kontoen. Landsskatteretten mente, at SKATs anmodning måtte anses for at være en processuel beslutning vedrørende sagens oplysning og ikke en forvaltningsretlig afgørelse.

Mandens advokat klagede til ombudsmanden over bl.a. Landsskatterettens kendelse om dette spørgsmål. Efter en gennemgang af klagen og de indsendte bilag meddelte ombudsmanden, at han havde besluttet ikke at undersøge klagen yderligere, da der ikke var udsigt til, at han kunne kritisere resultatet af kendelsen.

Ombudsmanden var således enig i, at SKATs anmodning efter skattekontrolloven om udlevering af kontoudskrifter og oplysninger ikke var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

FOB 2014-10

Ankestyrelsen burde have orienteret parten om, at styrelsen ikke ville afvente en undersøgelse, inden den traf afgørelse

Efter at Sikringsstyrelsen havde afslået at anerkende en kvindes lidelse efter arbejdsskadeforsikringsloven, klagede hun til Den Sociale Ankestyrelse. Hun bad ankestyrelsen om at afvente en undersøgelse af hende på et arbejdsmedicinsk ambulatorium. Ankestyrelsen traf dog afgørelse uden at afvente undersøgelsen, da styrelsen ikke mente, at resultatet ville kunne ændre grundlaget for ankestyrelsens afgørelse.

Ombudsmanden udtalte, at det er et almindeligt forvaltningsretligt princip, at det påhviler en forvaltningsmyndighed at drage omsorg for sagernes oplysning, og at det er fast antaget i praksis, at pligten til at søge en sag oplyst kun kan udstrækkes til at omfatte oplysninger, der må antages at være af betydning for sagens afgørelse. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere, at ankestyrelsen traf afgørelse uden at afvente den arbejdsmedicinske undersøgelse.

Efter ombudsmandens opfattelse ville det dog have været god forvaltningsskik at orientere kvinden om dette, inden afgørelsen blev truffet – navnlig hvis myndigheden havde grund til at antage, at kvinden så ville have væsentlige supplerende bemærkninger til sagen.

FOB 89.164

6 Typiske fejl

Hvis en myndighed ikke er bevidst om, hvornår den træffer en afgørelse, bliver forvaltningslovens regler om partsbeføjelser og krav til indholdet af afgørelsen ikke overholdt. Det betyder, at myndigheden muligvis træffer en forkert og i nogle tilfælde også ugyldig afgørelse.

Typiske fejl, når afgørelsesbegrebet skal afgrænses:

  • Myndigheden forveksler en afgørelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.
  • Myndigheden tror, at en procesledende beslutning er en afgørelse, og bruger måske unødige ressourcer på f.eks. partshøring og begrundelse.
  • Myndigheden træffer (utilsigtet) en afgørelse uden at iagttage forvaltningslovens regler, når den vejleder borgeren.
  • Myndigheden er ikke opmærksom på, at et afslag på ansættelse anses for en afgørelse, og partshører derfor ikke en ansøger over f.eks. en reference om oplysninger i kriminalregistret eller en mistanke om alkoholmisbrug inden et afslag.

Væsentlige pointer

  • Forvaltningslovens regler gælder som udgangspunkt for sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed. Det betyder bl.a., at parten i en afgørelsessag tildeles en række partsbeføjelser, og at der stilles en række krav til selve udformningen af afgørelsen. Se afsnit 2.
  • En afgørelse er en retsakt (forvaltningsakt), dvs. en udtalelse, der går ud på at fastsætte, hvad der er eller skal være ret i et konkret tilfælde. Se afsnit 2.
  • En afgørelse i forvaltningslovens forstand vil i almindelighed være karakteriseret ved, at der er tale om
    • en udtalelse fra en offentlig myndighed,
    • som udstedes på et offentligretligt grundlag (i modsætning til et privatretligt grundlag, f.eks. en aftale),
    • som går ud på ensidigt at bestemme, hvad der er eller skal være gældende ret, og
    • som retter sig mod eksterne modtagere (i modsætning til internt mod myndigheden selv). Se afsnit 2.
  • Hvis en myndighed ikke er bevidst om, at den træffer afgørelse i en sag, og derfor ikke overholder forvaltningslovens regler, vil det kunne føre til, at afgørelsen i sagen bliver forkert eller ugyldig, og at myndigheden må behandle sagen på ny. Se afsnit 6.
  • Faktisk forvaltningsvirksomhed falder uden for afgørelsesbegrebet, fordi der ikke træffes retligt bindende afgørelser i forhold til de involverede personer. Eksempler er patient- og anden klientbehandling, undervisning og vejledning. Se afsnit 3.
  • Procesledende beslutninger falder uden for forvaltningslovens afgørelsesbegreb. Eksempler er en beslutning om, at en sag tages under behandling, at en sag oversendes til en anden myndighed, eller at der foretages bestemte sagsoplysningsskridt. Se afsnit 5.
  • Almindelige retsgrundsætninger og god forvaltningsskik kan dog indebære, at visse af principperne i forvaltningsloven alligevel finder anvendelse på beslutninger, der falder uden for lovens afgørelsesbegreb. Se afsnit 2 og 5.4.
  • Sagsbehandling i forbindelse med indgåelse af kontraktforhold og andre privatretlige dispositioner falder uden for forvaltningsloven. Se afsnit 4.

 

Baggrund

Dette overblik bygger på forvaltningsloven med tilhørende forarbejder og administrative forskrifter, relevant retspraksis og ombudsmandspraksis samt den generelle forvaltningsretlige litteratur, herunder navnlig Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (2013), s. 83 ff., Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 8. udgave (2019), s. 23 ff., Steen Rønsholdt, Forvaltningsret – retssikkerhed, proces, sagsbehandling, 5. udgave (2018), s. 95 ff., Niels Fenger (red.), Forvaltningsret (2018), s.  76 ff., og Sten Bønsing, Almindelig forvaltningsret, 4. udgave (2018), s. 83 ff.

 

§ 2. Loven gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed.

 

Sundhedskoordinator og Klinisk Funktion

Her kommer den pt.( 6. oktober ) gældende Bekendtgørelse om brugen af Sundhedskoordinator og Klinisk Funktion

 

Philtrums logo et paragraftegn
Paragraf

Det har virkelig betydning for sager, fx. om fleksjob og førtidspension.
I heldigste fald bruger man Sundhedskoordinator konstruktivt som modvægt i de situationer, hvor kommunens medarbejdere selv  leger doktor,

Bekendtgørelsen står lige under loven. Den gælder forud for vejledninger og afgørelser fra Ankestyrelsen. Den kan påkaldes direkte.

 

 

Bekendtgørelse om kommuner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v.

I medfør af § 17, stk. 1 og 2, i lov nr. 1482 af 23. december 2014 om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., som ændret ved lov nr. 625 af 8. juni 2016 og lov nr. 495 af 1. maj 2019, og § 19, stk. 5, i lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1208 af 17. november 2017, fastsættes efter bemyndigelse og efter forhandling med sundheds- og ældreministeren:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse fastlægger rammerne for kommuners og regioners aftale om levering af sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionernes kliniske funktion til kommunerne i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension og i løbende sager om sygedagpenge, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge, samt i sager om førtidspension, hvor kommunen behandler sagen uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 17, stk. 4, og § 18, stk. 2, i lov om social pension. Herudover fastlægger bekendtgørelsen rammerne for sundhedskoordinatorfunktionen samt indholdet i lægeattest fra klinisk funktion.

Stk. 2. Bekendtgørelsen fastsætter herudover krav til organiseringen, tilrettelæggelsen af og indholdet i den sundhedsfaglige rådgivning i de i stk. 1 nævnte sager.

Stk. 3. I de sager, der er nævnt i stk. 1, kan kommunen alene benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra den kliniske funktion og den praktiserende læge. Herudover kan kommunen, jf. dog § 3, stk. 2, alene rekvirere lægeattester fra den praktiserende læge og speciallægeattester fra klinisk funktion, jf. § 15, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og § 19, stk. 2, i lov om social pension.

Stk. 4. Ved løbende sager forstås sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, modtager tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, modtager førtidspension eller modtager sygedagpenge og er visiteret til kategori 3, jf. § 12 i lov om sygedagpenge, og hvor kommunen har behov for sundhedsfaglig rådgivning som led i sagsbehandlingen på beskæftigelsesområdet. Det kan eksempelvis være i sager, hvor der er opstået ændringer i borgerens situation og helbredsforhold, herunder sager om sygedagpenge visiteret til kategori 3 og jobafklaringsforløb, hvor kommunen har behov for sundhedsfaglig rådgivning til vurdering af, om borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, jf. henholdsvis § 7 i lov om sygedagpenge og § 16, stk. 8, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 5. Rekvirering af status og vurdering fra psykolog skal følge de samme regler, som gælder for lægeattester, jf. § 15, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og § 19, stk. 2, i lov om social pension. Kommunen kan alene rekvirere en vurdering fra psykolog som en speciallægeattest fra regionens kliniske funktion. Kommunen og regionen kan indgå aftale om rekvirering af status fra psykolog, jf. § 3, stk. 2.

§ 2. Ved sundhedsfaglig rådgivning forstås den rådgivning om borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse, jf. bekendtgørelsens kapitel 3, som en sundhedskoordinator fra klinisk funktion yder på baggrund af sagens oplysninger i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, i løbende sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, modtager tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller modtager førtidspension samt i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge. Sundhedsfaglig rådgivning efter bekendtgørelsens kapitel 3 ydes altid af en sundhedskoordinator.

Stk. 2. Ved sundhedsfaglig vurdering forstås den vurdering af borgerens helbredsmæssige muligheder for arbejde eller uddannelse, jf. bekendtgørelsens kapitel 4, som klinisk funktion yder i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, i sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, modtager tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende eller modtager førtidspension samt i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge. Klinisk funktion afgiver den sundhedsfaglige vurdering i form af en speciallægeattest på baggrund af en konsultation med borgeren.

§ 3. Den rekvirering og videregivelse af personoplysninger og helbredsoplysninger, der er nævnt i denne bekendtgørelse, skal ske under iagttagelse af de regler, der findes om udveksling af oplysninger i sundhedslovgivningen, forvaltningsloven, databeskyttelsesloven og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, herunder reglerne om samtykke fra borgeren.

Stk. 2. Kommunen og regionen kan aftale, at kommunen på vegne af klinisk funktion kan rekvirere journaloplysninger og statusattest fra sygehus eller speciallæge samt status fra psykolog i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at supplere borgerens praktiserende læges oplysninger som følge af, at borgeren er i aktuel behandling eller forløb, som den praktiserende læge ikke har fyldestgørende oplysninger om.

Kapitel 2

Ydelser fra klinisk funktion

§ 4. Klinisk funktion skal levere følgende ydelser til kommunen:

1) Sundhedskoordinatorfunktion som repræsentant i rehabiliteringsteamet og til sundhedsfaglig rådgivning i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension og i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge.

2) Udtalelse fra sundhedskoordinator i sager om førtidspension, hvor kommunen behandler sagen uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 18, stk. 2, i lov om social pension.

3) Vurdering i klinisk funktion i sager, der skal behandles eller er under behandling i rehabiliteringsteamet, vurdering i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension samt vurdering i sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge.

Stk. 2. Den sundhedsfaglige behandling af borgeren, herunder i almen praksis, sker som hidtil efter reglerne i sundhedslovgivningen.

Kapitel 3

Sundhedskoordinatorfunktionens opgaver

§ 5. Det er sundhedskoordinatorens opgave at bidrage med en sundhedsfaglig rådgivning i forhold til borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse i de sager, som kommunen vurderer, skal behandles i rehabiliteringsteamet, herunder sager om jobafklaringsforløb og sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge. I de sager om jobafklaringsforløb, hvor rehabiliteringsteamet skal afgive indstilling om, hvorvidt borgeren skal tilbydes et nyt jobafklaringsforløb, skal sundhedskoordinator endvidere bidrage med sundhedsfaglig rådgivning i forhold til, om borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

Stk. 2. Sundhedskoordinatoren kan med borgerens skriftlige samtykke drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgerens praktiserende læge. Sundhedskoordinatoren kan endvidere drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgeren efter forudgående aftale med kommunen.

§ 6. Sundhedskoordinator skal yde kommunen sundhedsfaglig rådgivning, jf. § 5, inden sagen behandles i rehabiliteringsteamet, hvis kommunen anmoder herom.

Stk. 2. Anbefaler sundhedskoordinator som led i den sundhedsfaglige rådgivning, at sagens sundhedsfaglige aspekter belyses yderligere, inden sagen behandles i rehabiliteringsteamet, skal anbefalingen være begrundet og indeholde konkrete forslag. På baggrund af sundhedskoordinators anbefaling, beslutter kommunen, om sundhedskoordinators anbefaling skal følges, eller om sagen skal behandles i rehabiliteringsteamet på baggrund af de sundhedsfaglige oplysninger, der allerede findes i sagen.

§ 7. Forud for mødet i teamet forbereder sundhedskoordinatoren sin sundhedsfaglige rådgivning i sagen i forhold til borgerens muligheder for at arbejde eller uddanne sig. Sundhedskoordinatorens forberedelse sker på baggrund af rehabiliteringsplanens forberedende del, der skal indeholde alle relevante helbredsmæssige oplysninger, der foreligger hos kommunen, herunder lægeattester m.v.

Stk. 2. Under behandling af sager på møde i rehabiliteringsteamet bidrager sundhedskoordinatoren med sundhedsfaglig rådgivning og indgår sammen med de øvrige medlemmer af teamet i dialogen med borgeren om borgerens muligheder for at arbejde og uddanne sig, jf. § 11, stk. 1, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

§ 8. Sundhedskoordinatorens sundhedsfaglige rådgivning i sagen indgår i rehabiliteringsteamets indstilling til kommunen.

Stk. 2. I de tilfælde, hvor sundhedskoordinatoren vurderer, at sagen på baggrund af de oplysninger, der kommer frem under mødet i rehabiliteringsteamet, bør belyses yderligere, inden teamet afgiver en indstilling, kan sundhedskoordinatoren anbefale teamet, at indstilling fra teamet afventer yderligere helbredsmæssige oplysninger i sagen.

§ 9. Anbefaler sundhedskoordinator som led i den sundhedsfaglige rådgivning, at kommunen anmoder borgeren om at gå til sin praktiserende læge for at få taget stilling til, om der skal iværksættes yderligere undersøgelse eller behandling, og følger kommunen anbefalingen, skal sundhedskoordinatoren under iagttagelse af § 4, stk. 2, orientere den praktiserende læge om baggrunden for sundhedskoordinatorens anbefaling.

Sundhedskoordinatorfunktionen i åbenbare sager om førtidspension

§ 10. Det er sundhedskoordinatorens opgave at udarbejde en udtalelse i sager om førtidspension, når kommunen overvejer at behandle sagen uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet som følge af, at kommunen vurderer, at det er helt åbenbart, at personens arbejdsevne ikke kan forbedres, og sagen ikke vedrører en person, der er terminalt syg, jf. § 18, stk. 2, i lov om social pension.

Stk. 2. Udtalelsen fra sundhedskoordinator skal være skriftlig og indeholde en sundhedsfaglig vurdering af, om det ud fra sagens oplysninger må anses for at være helt åbenbart, at borgerens arbejdsevne ikke kan forbedres.

Stk. 3. Sundhedskoordinator udarbejder udtalelsen på baggrund af rehabiliteringsplanens forberedende del, der skal indeholde alle relevante helbredsmæssige oplysninger, der foreligger hos kommunen, herunder lægeattester m.v. Sundhedskoordinator kan til brug for udtalelsen endvidere drøfte de sundhedsfaglige aspekter i sagen med borgeren og dennes sagsbehandler efter forudgående aftale med kommunen.

Stk. 4. Som en service for kommuner og regioner stiller Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering en skabelon til rådighed til brug for sundhedskoordinators udtalelse. Skabelonen findes på www.star.dk.

Sundhedskoordinatorfunktionen i løbende sager

§ 11. Det er sundhedskoordinatorens opgave at bidrage med sundhedsfaglig rådgivning om borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse i løbende sager.

Stk. 2. Sundhedskoordinatorens rådgivning kan bl.a. bestå i:

1) rådgivning om mulighederne for, at en borger kan fortsætte i et ressourceforløb eller et fleksjob,

2) rådgivning om mulighederne for, at en borger kan fortsætte i et jobafklaringsforløb, herunder om borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom,

3) rådgivning i sygedagpengesager visiteret til kategori 3, jf. § 12 i lov om sygedagpenge om muligheder for at genoptage arbejdet helt eller delvis, herunder om en borger fortsat er uarbejdsdygtig,

4) anbefaling om, at borgerens helbredsforhold i forhold til at kunne arbejde vurderes i klinisk funktion, eller

5) anbefaling om, at borgeren skal opfordres til at opsøge den praktiserende læge for udredning eller behandling efter de almindelige regler i sundhedslovgivningen.

Stk. 3. I sager om jobafklaringsforløb skal sundhedskoordinatoren afholde en samtale med borgeren om borgerens muligheder for at udvikle arbejdsevnen, når der er risiko for, at borgeren fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom 4 år efter ophør af sygedagpengene, jf. § 68 e, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4. Den sundhedsfaglige rådgivning i løbende sager indeholder således ikke en rådgivning om, hvilken forsørgelsesydelse borgeren har ret til.

Stk. 5. Sundhedskoordinatoren kan med borgerens skriftlige samtykke efter behov drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgerens praktiserende læge. Sundhedskoordinatoren kan endvidere drøfte de sundhedsfaglige aspekter i en sag med borgeren efter forudgående aftale med kommunen.

Stk. 6. Sundhedskoordinatorens rådgivning sker i form af en udtalelse til brug for sagen.

Øvrigt om sundhedskoordinatorfunktionen

§ 12. Sundhedskoordinatoren kan ikke foretage undersøgelse eller behandling efter sundhedslovgivningen, når sundhedskoordinatoren yder sundhedsfaglig rådgivning efter dette kapitel. Sundhedskoordinatoren kan således ikke ændre eller stille nye diagnoser, når sundhedskoordinatoren yder sundhedsfaglig rådgivning efter dette kapitel.

Stk. 2. Den sundhedskoordinator, der yder sundhedsfaglig rådgivning efter dette kapitel, kan ikke yde sundhedsfaglig rådgivning i en sag, hvis sundhedskoordinatoren er eller tidligere har været borgerens praktiserende læge, aktuelt behandler eller har behandlet borgeren i sundhedsvæsenet i øvrigt eller varetager andre behandlings- eller genoptræningsopgaver i sundhedsvæsenet i forhold til borgeren.

Kapitel 4

Vurdering i klinisk funktion af borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse

§ 13. Kommunen kan anmode klinisk funktion om vurdering af borgerens helbredssituation i forhold til mulighederne for arbejde eller uddannelse i sager, som skal behandles i rehabiliteringsteamet, i løbende sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob, sager om tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og sager om førtidspension samt i løbende sager om sygedagpenge, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge.

Stk. 2. Klinisk funktion afgiver vurderingen i form af en speciallægeattest på baggrund af de oplysninger, klinisk funktion har modtaget fra kommunen i forbindelse med kommunens anmodning samt en konsultation med borgeren. Som led i vurderingen kan klinisk funktion i særlige tilfælde foretage billeddiagnostik, blodprøver eller funktionsundersøgelser, når det er nødvendigt for vurderingen af borgerens helbredsforhold. Sundhedsfaglig behandling af borgeren sker efter reglerne i sundhedslovgivningen, jf. § 4, stk. 2.

Stk. 3. Vurderingen i klinisk funktion kan alene varetages af den samme person, der har varetaget sundhedskoordinatorfunktionen i borgerens sag, hvis borgeren er indforstået hermed.

Stk. 4. Der er udarbejdet en landsdækkende lægeattestløsning efter forhandling mellem Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, KL og Lægeforeningens Attestudvalg. Kommunen afholder udgifterne til lægeattester.

Kapitel 5

Speciallægeattest fra klinisk funktion

§ 14. Speciallægeattester fra klinisk funktion vedrørende vurderingen, der er nævnt § 13, skal med udgangspunkt i kommunens konkrete anmodning indeholde en vurdering af borgerens helbredsmæssige situation i forhold til arbejde og uddannelse med oplysninger om resultatet af den objektive undersøgelse, herunder med oplysninger om:

1) borgerens funktionsevne og helbredsforhold,

2) borgerens og lægens vurdering af helbredsforholdenes betydning for funktionsevnen, og

3) evt. andre forhold, der kan have betydning for arbejde eller uddannelse.

Stk. 2. Hvis resultatet af klinisk funktions vurdering er, at der er behov for yderligere vurdering af borgerens helbredssituation i forhold til at kunne arbejde, skal lægeattesten indeholde en beskrivelse af, hvilke yderligere vurderinger der skal foretages for, at borgerens helbredsmæssige situation i forhold til arbejde og uddannelse kan afklares. I speciallægeattesten angives pris og tidsramme for den yderligere vurdering.

Stk. 3. Hvis kommunen anmoder klinisk funktion om yderligere vurderinger, der skal foretages af en eller flere speciallæger, skal speciallægeattesten fra klinisk funktion ud over punkterne i stk. 1, indeholde en samlet vurdering af borgerens muligheder for arbejde og uddannelse på baggrund af de yderligere vurderinger.

Stk. 4. Kommunen og regionen kan aftale en anden fremgangsmåde end den i stk. 2 og 3 beskrevne. Klinisk funktion skal dog altid afgive en samlet vurdering, hvis der er foretaget flere vurderinger af den samme person som led i at afdække borgerens muligheder for arbejde eller uddannelse.

§ 15. Når det er relevant i den enkelte sag for at kunne udarbejde speciallægeattesten, skal klinisk funktion rekvirere journaloplysninger fra sygehuse og privatpraktiserende speciallæger og evt. drøfte oplysningerne med den ansvarlige læge.

Stk. 2. Borgerens praktiserende læge skal have kopi af speciallægeattesten samtidig med, at speciallægeattesten afgives til kommunen.

Kapitel 6

Samarbejdsaftale mellem kommunen og regionen

§ 16. Regionen og kommunen skal indgå en samarbejdsaftale om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionens kliniske funktion i sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension og sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3 efter § 12 i lov om sygedagpenge, herunder om sundhedskoordinatorfunktionen.

Stk. 2. Samarbejdsaftalen skal indeholde aftale om følgende:

1) Det forventede årlige antal sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, herunder de sager om førtidspension, som kommunen kan vælge at behandle uden forudgående forelæggelse for rehabiliteringsteamet, jf. § 17, stk. 4, og § 18, stk. 2, i lov om social pension.

2) Vilkår for sundhedskoordinatorfunktionens faglige baggrund. Regionen og kommunen kan aftale, at sundhedskoordinatorfunktionen i rehabiliteringsteamet varetages af én eller flere fagpersoner med forskellig ekspertise.

3) Øvrige vilkår for sundhedskoordinatorfunktionen, herunder mødetider i rehabiliteringsteamet, aftale om rådgivning i løbende sager, mødedage i kommunen etc.

4) Pris og afregning for rådgivning og vurdering fra klinisk funktion, herunder sundhedskoordinatorfunktionen.

5) Frister for levering af rådgivning og vurdering fra klinisk funktion, herunder for sundhedskoordinatorfunktionens ydelser.

6) Aftaleperiode og genforhandling af aftalen.

Stk. 3. Kommunen og regionen kan vælge at lade aftalen omfatte andre ydelser end nævnt i § 4, stk. 1.

Stk. 4. Regionen og kommunen kan supplere aftalen med ydelser fra klinisk funktion til kommunen i sager om kontanthjælp, sygedagpenge og revalidering. Vilkårene for supplerende ydelser omfattes ikke af denne bekendtgørelse, men aftales mellem regionen og kommunen.

Prisfastsættelse og afregning

§ 17. Kommunen og regionen aftaler prisen for sundhedskoordinatorfunktionen i samarbejdsaftalen.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, fastsættes den årlige pris for sundhedskoordinatorfunktionen på baggrund af det forventede årlige antal sager, som nævnt i § 16, stk. 2, nr. 1, og gennemsnitsprisen pr. årsværk for sundhedskoordinatorfunktionen med overhead, jf. bilag 1. Prisen dækker sundhedskoordinatorfunktionens samlede opgaver efter kapitel 3.

Stk. 3. Gennemsnitsprisen pr. årsværk for sundhedskoordinatorfunktionen baseres på lønstatistik fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Hvis sundhedskoordinatorfunktionen varetages af flere forskellige faggrupper, udregnes prisen efter fordelingen af faggrupper. Priserne reguleres årligt med lønudviklingen.

Stk. 4. Fastsættes prisen efter stk. 2 og 3, skal kommunen og regionen fastsætte en reguleringsmekanisme, således at der løbende sker overvågning af, om der sker afvigelser i forhold til det skønnede antal sager m.v.

§ 18. Kommunen og regionen aftaler prisen for lægeattester fra klinisk funktion.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, forpligtes regionen til at levere vurderingen fra klinisk funktion efter § 13 til en gennemsnitspris på op til 14.000 kr. pr. sag (2011-niveau), jf. bilag 1. Prisen er inklusiv lægeattester, der er rekvireret uden for klinisk funktion. Beløbet reguleres med den årlige prisudvikling på lægeattester.

§ 19. Kommunen og regionen aftaler vilkår for afregning af ydelserne fra klinisk funktion.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, betaler kommunen for sundhedskoordinatorfunktionen månedsvis bagud.

Stk. 3. Hvis ikke andet er aftalt, betaler kommunen for lægeattesten fra klinisk funktion senest 14 dage efter, at regningen er modtaget i kommunen. Det er en forudsætning, at regionen mindst 2 uger forinden har udsendt en faktura.

Frister for regionens ydelser

§ 20. Kommunen og regionen aftaler frister for regionens levering af ydelser til kommunen.

§ 21. Hvis ikke andet er aftalt, stiller regionen sundhedskoordinator til rådighed for møde i rehabiliteringsteamet senest 14 dage fra, at sagen modtages i regionen.

Stk. 2. Med sagen forstås rehabiliteringsplanens forberedende del med alle relevante bilag, jf. §§ 3 og 4 i bekendtgørelse om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v.

Stk. 3. Regionen stiller sundhedskoordinator til rådighed hurtigst muligt i sager, hvor borgerens arbejdsevne er væsentligt nedsat, jf. § 16, stk. 3, nr. 2, i lov om social pension, og det er helt åbenbart, at borgerens arbejdsevne ikke kan forbedres, og hvor en afgørelse om tilkendelse af førtidspension er hastende, eksempelvis for borgere i terminalfasen.

§ 22. Hvis ikke andet er aftalt i løbende sager, hvor borgeren er i jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob eller i sager om tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, førtidspension og sygedagpengesager, der er visiteret til kategori 3, jf. § 12 i lov om sygedagpenge, og hvor kommunen har behov for sundhedsfaglig rådgivning og vurdering, leverer sundhedskoordinator en udtalelse i sagen senest 14 dage fra sagen modtages i regionen. Der aftales dog en anden frist, hvis der i en konkret sag er omstændigheder, der bevirker, at udtalelsen ikke kan afgives inden for fristen.

§ 23. Hvis ikke andet er aftalt, leverer regionen lægeattester senest 14 dage efter konsultation og senest 30 dage efter, at regionen har modtaget anmodningen fra kommunen. Der aftales dog en anden frist, hvis der i en konkret sag er omstændigheder, der bevirker, at det ikke er muligt at levere lægeattesten inden for fristen.

§ 24. Fristerne i §§ 21-23 forudsætter, at kommunen sender sagen elektronisk til den af regionen bestemte postkasse.

Aftaleperiode m.v.

§ 25. Kommunen og regionen aftaler aftaleperiode, opsigelsesvarsel m.v.

Stk. 2. Hvis ikke andet er aftalt, kan aftalen opsiges med 9 måneders varsel.

Stk. 3. Kommunen har ret til at få en ny sundhedskoordinator, hvis kommunen vurderer, at der er væsentlige samarbejdsproblemer med den sundhedskoordinator, som regionen har stillet til rådighed for kommunen.

Kapitel 7

Ikrafttræden

§ 26. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2019.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1092 af 3. august 2016 om kommuner og regioners samarbejde om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v. ophæves.

Styrelsesn for Arbejdsmarked og Rekruttering, den 27. august 2019

Maria Schack Vindum

/ Jakob Heltoft


Bilag 1

Rammer for betaling for sundhedskoordinatorfunktionen og lægeattest fra klinisk funktion

Sundhedskoordinatorfunktionen:

Hvis ikke andet er aftalt, afregnes der for regionens ydelse til kommunen på følgende vis

_

Prisen baseres på lønstatistik fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Hvis sundhedskoordinatorfunktionen varetages af flere forskellige faggrupper eller stillingsbetegnelser, udregnes prisen efter fordelingen af disse. Priserne reguleres årligt med lønudviklingen.

Det er beregningsteknisk antaget:

– at sundhedskoordinatoren har 202 årlige arbejdsdage svarende til den almindelige arbejdsnorm på det danske arbejdsmarked,

– at sundhedskoordinatoren behandler i snit 3 nyvisiterede sager pr. arbejdsdag. Med antallet af sager tages højde for, at sundhedskoordinatoren foruden sagsbehandling skal bruge tid på forberedelse, konferencer, kontakt til praktiserende læge, tid til interne konferencer m.v. i klinisk funktion m.v.,

– at prisen er inklusiv sundhedskoordinatorens rådgivning i sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet (inklusiv evt. indhentning af oplysninger fra behandlende instanser) samt rådgivning i løbende sager

Lægeattest fra klinisk funktion:

Hvis ikke andet er aftalt, gælder der følgende priser:

– Prisen for vurdering fra klinisk funktioner i gennemsnit pr. sag max. 14.000 kr.1) inklusiv alle nødvendige lægeattester vedr. den enkelte borger, herunder eksternt indhentede lægeattester.

– Ovenstående maksimale gennemsnitlige pris er beregnet under forudsætning af, at 30 pct. af de sager, hvor der tilkendes ressourceforløb og 10 pct. af de sager, hvor der tilkendes fleksjob, henvises til vurdering i klinisk funktion. Regionerne forpligtes således til at levere rådgivning og vurdering fra klinisk funktion til en gennemsnitspris på op til 14.000 kr. pr. sag. Det vil sige inklusiv alle nødvendige vurderinger og eventuelle speciallægeattester vedrørende den enkelte borger.

Oplysning Borgerens medvirken

 

Philtrums logo et paragraftegn
Paragraf

https://ast.dk/social/artikler/hjaelp-til-handicappede-og-aeldre/artikel-kommunen-kan-ikke-afsla-eller-Astoppe-hjaelp-kun-fordi-en-borger-ikke-har-medvirket-til-sagens-oplysning

 

Artikel: Kommunen kan ikke afslå eller stoppe hjælp, kun fordi en borger ikke har medvirket til sagens oplysning

Kommunen skal altid foretage en konkret vurdering af, om borgerens manglende medvirken har betydning for borgerens hjælp og støtte.

Af fuldmægtig Sanne Bolwig Colding

Denne artikel er en del af nyhedsbrevet Nyt fra Ankestyrelsen nummer 6, 2018. Bemærk, at vi ikke opdaterer indholdet efter december 2018.

Ankestyrelsen har behandlet flere sager, hvor kommunen har stoppet hjælp, fordi borgeren ikke har medvirket til at oplyse sagen. Manglende medvirken er dog ikke i sig selv en grund til at stoppe eller afslå hjælp. Hvis en borger ikke deltager i arbejdet med at oplyse sagen, skal kommunen altid lave en konkret vurdering af, om det har betydning for borgerens hjælp og støtte.

Kommunen skal oplyse sagen strækkeligt til at kunne afgøre sager efter serviceloven. Det er derfor som hovedregel kommunens ansvar, at alle nødvendige oplysninger er til stede. Kommunen skal altid overveje, om der er tale om oplysninger, som kan indhentes uden borgerens samtykke fra andre offentlige myndigheder.

Frivilligt for borgeren

Kommunen kan anmode borgeren om at medvirke til at få de nødvendige oplysninger frem, men det er frivilligt for borgeren. Kommunen skal derfor respektere, hvis borgeren ikke ønsker at medvirke. Det gælder også, selvom kommunen skønner, at det vil være til borgerens fordel, at kommunen får de ønskede oplysninger.

Borgere, der allerede får hjælp, har dog pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

Sagen må afgøres på det foreliggende grundlag, hvis borgeren ikke medvirker til sagens oplysning, enten fordi borgeren

  • ikke ønsker at komme med oplysninger
  • ikke vil medvirke til en undersøgelse
  • ikke vil give kommunen samtykke til at indhente oplysninger.

Konsekvensen for borgeren

Kommunen skal – skriftligt – gøre borgeren opmærksom på, hvilken konsekvens det har ikke at medvirke; at sagen bliver afgjort på baggrund af de foreliggende oplysninger. For at kommunen kan tillægge det betydning, at borgeren ikke har medvirket, skal de manglende oplysninger være relevante i forhold til den hjælp, kommunen skal tage stilling til. Kommunen må heller ikke have adgang til aktuelle oplysninger fra tidligere afgørelser.

Konsekvensen af den manglende medvirken vil afhænge af, hvilke oplysninger, der mangler. Det har også betydning, hvilken form for hjælp, der er tale om. Drejer det sig for eksempel om oplysninger om helbredsforhold, som er afgørende for, om hjælpen kan bevilges, kan resultatet være et afslag.

Den manglende medvirken kan medføre, at kommunen ikke har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om borgeren kan få den ansøgte hjælp, eller om borgeren forsat er berettiget til samme hjælp.

Ikke nok til at give afslag

Når kommunen afgør en sag på det foreliggende grundlag, skal den undersøge, om det er muligt at genbruge oplysninger fra den oprindelige bevilling eller fra tidligere opfølgninger.

Kommunen kan derfor ikke give afslag på den ansøgte hjælp eller stoppe en allerede bevilget hjælp kun med henvisning til, at borgeren ikke har medvirket til sagens oplysning. Kommunen skal konkret vurdere, hvilke konsekvenser borgerens manglende medvirken skal have, og vurderingen skal inddrage, om kommunen allerede har relevante og aktuelle oplysninger.

Borgerens manglende medvirken kan skyldes forhold, der i sig selv er udtryk for, at borgeren har behov for mere hjælp. Det skal kommunen også være opmærksom på.

Eksempel, sagen hjemvist

En borger er åbenlyst omfattet af personkredsen og har i mange år har fået dækket betydelige merudgifter.  Kommunen havde sendt et oplysningsskema til borgeren for at følge op, men borgeren reagerede ikke trods flere rykkere. Kommunen skrev til borgeren, at manglende medvirken kunne medføre, at borgeren ikke længere kunne få dækket sine merudgifter.

Borgeren er permanent lammet fra halsen og ned og har mange dårlige dage; det vidste kommunen godt.  Kommunen gav borgeren afslag på forsat dækning af merudgifter med henvisning til, at borgeren ikke medvirkede til sagens oplysning. Kommunen fandt, at borgeren ikke havde sandsynliggjort, at han havde nødvendige merudgifter.

Ankestyrelsen hjemviste sagen. Kommunen kunne ikke stoppe borgerens merudgifter kun med henvisning til, at borgeren ikke medvirkede til at oplyse sagen. Kommunen skulle konkret vurdere, hvilken konsekvens borgerens manglende medvirken havde, og i vurderingen inddrage, om den allerede havde relevante og aktuelle oplysninger fra den oprindelige bevilling eller den seneste opfølgning.

Kommunen skulle også være opmærksom på, om borgeren havde en rimelig grund til ikke at medvirke til at oplyse sagen, eller om borgerens manglende medvirken kunne skyldes forhold, der i sig selv kan være tegn på behov for hjælp efter den sociale lovgivning.

Lovhenvisninger

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Retssikkerhedsloven)

§ 10. Myndigheden har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse.

§ 11. Myndigheden kan anmode personer, der søger om eller får hjælp, om

1) at medvirke til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for at afgøre, hvilken hjælp de er berettiget til, og

2) at lade sig undersøge hos en læge eller blive indlagt til observation og behandling som led i sagsbehandlingen.

Stk. 2. Personer, der får hjælp, har pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

§ 11 a

Stk. 2. Myndigheden kan uden samtykke til brug for behandlingen af en enkelt sag eller til brug for generel kontrol kræve oplysninger om økonomiske forhold og ferieforhold om den, der ansøger om eller får hjælp, og dennes ægtefælle eller samlever, fra andre offentlige myndigheder samt fra arbejdsløshedskasser. Tilsvarende oplysninger kan indhentes om andre husstandsmedlemmer. Oplysninger kan samkøres og sammenstilles med data fra myndighedens egne, andre myndigheders og arbejdsløshedskassers it-systemer, når dette er nødvendigt for at kontrollere, om betingelserne for at yde hjælp er opfyldt, herunder med henblik på efterfølgende kontrol af, om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med ydelse af hjælp. Oplysningerne kan indhentes, selv om den person, som oplysningerne vedrører, ikke bor i den kommune, som indhenter oplysningerne.

§ 11 b. Hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, eller ikke giver samtykke til, at myndigheden kan indhente oplysninger, jf. § 11 a, stk. 1, skal myndigheden behandle sagen om hjælp på det foreliggende grundlag, medmindre oplysninger kan indhentes uden samtykke, jf. § 11 a, stk. 2, og § 11 c.

§ 12. Myndigheden skal give borgeren skriftlig besked om

…..

3) konsekvenserne, hvis borgeren ikke medvirker, jf. § 11 b,

4) hvilke typer af ændringer der kan have betydning for hjælpen og

5) muligheden for, at borgeren kan blive mødt med et tilbagebetalingskrav og eventuelt blive tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 289 a og efter § 12 b i denne lov eller § 14 i lov om Udbetaling Danmark, hvis borgeren ikke oplyser om ændringer, der kan have betydning for hjælpen.

 

Relevante principafgørelser

2-18:

Borgerens manglende samarbejde. Kommunen kan ikke uden videre lade et tilbud om hjælp eller støtte ophøre med henvisning til, at borgeren ikke samarbejder om at opfylde indsatsmålene i handleplanen. Kommunen skal forinden undersøge og forholde sig til, hvilken betydning borgerens nedsatte funktionsevne har i forhold til hans eller hendes evne til at samarbejde om indsatsmålene.

D-11-07:

En kommune kunne ikke standse sygedagpengeudbetalingen til en psykisk syg lønmodtager eller refusionen til dennes arbejdsgiver med den begrundelse, at lønmodtageren ikke havde medvirket ved kommunens opfølgning. Begrundelsen var at kommunen ikke fra lønmodtagerens læge og psykolog havde indhentet oplysninger til brug for en vurdering af, hvorvidt lønmodtagerens manglende medvirken havde en utvivlsom sammenhæng med dennes psykiske lidelse. Hvis dette havde været tilfældet, ville det have været en rimelig grund til den manglende medvirken.

A-9-08:

En kommune burde have sikret sig, at der var nogen til at hjælpe en 18-årig kontanthjælpsansøger, der var på specialskole, med at læse og besvare kommunens henvendelser. Ansøgeren havde fået afslag på kontanthjælp på grund af manglende aflevering af nødvendig dokumentation og manglende underskrifter på diverse dokumenter.

Ressourceforløb

Mikaels forord

Der har på beskæftigelsesområdet udviklet sig en tradition for, at man bruger Ankestyrelsens principafgørelser som vejledende fortolkninger, der på det specifikke område bruges til at fastslå enten administrativ praksis, som var det uden videre gældende ret.

Principafgørelserne følger her domme fra Østre Landsret. Domme er retskilder, det er principafgørelser efter traditionel juridiske grundbøger ikke. I praksis vil alle, der skriver til Ankestyrelsen selv, henvise til principafgørelser og vejledninger fra Ankestyrelsen.

Det ville være meget lækkert, om dommene var tilgængelige.

 

 

Ankestyrelsens Principafgørelse om Ressourceforløb 42-17

 

 

 

 

KEN nr 9599 af 30/06/2017 (Gældende)

Ministerium: Økonomi- og Indenrigsministeriet Journalnummer:

2017-4115-08704

Udskriftsdato: Senere ændringer Ingen 27. september 2019 til
afgørelsen

Ankestyrelsens principafgørelse 42-17 om ressourceforløb – komplekse problemer – målgruppe – indsatser

Principafgørelsen fastslår:
Kommunen giver ressourceforløb til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed, der ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og som kræver et helhedsorienteret forløb med en kombination af en
beskæftigelsesindsats og sociale eller sundhedsmæssige indsatser.

Efter forarbejderne til lov nr. 1380 af 23. december 2012 skal indsatsen i ressourceforløb være tværfaglig og sammenhængende og skal hjælpe personen videre i livet. Der skal med andre ord i højere grad være fokus på, hvilke ressourcer den enkelte har, og hvordan disse kan udvikles. På kort sigt er målet, at den enkelte får bedre fodfæste, så arbejdsevnen kan udvikles.

Målgruppen for et ressourceforløb er personer, hvor det er vanskeligt at fastsætte et konkret beskæftigelsesmål, men hvor der er behov for længerevarende udvikling af beskæftigelsesmæssige kompetencer, sociale færdigheder og/eller fysiske eller psykiske ressourcer.

Personer, der tildeles ressourceforløb, har ofte brug for omfattende støtte for at blive klar til job eller uddannelse. Tværgående indsatser kan eksempelvis være motiverende indsatser til en borger, der på grund af smerter og manglende tro på fremtiden har mistet motivationen for at udvikle arbejdsevnen.

I sag nr. 1 havde rehabiliteringsteamet indstillet, at borgeren kunne støttes tilbage til arbejdsmarkedet via den almindelige beskæftigelsesrettede indsats. Teamet lagde vægt på, at der ikke kunne peges på tværfaglige indsatser, da borgeren ikke havde behov for social støtte. Teamet lagde også vægt på, at alle behandlingsmuligheder, som kunne forbedre borgers  funktionsniveau, var afprøvet.

Teamet indstillede dog til, at der kunne iværksættes et  udviklingsforløb. Forløbet kunne indeholde motiverende samtaler ved mentor eller konsulent og træning i arbejdsmæssige kompetencer i internt værksted ved leverandør og hjælp til transport.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede, at borgeren havde ret til et ressourceforløb, da der var behov for tværgående indsatser i form af motiverende samtaler ved mentor eller konsulent og træning i arbejdsmæssige kompetencer, sådan som rehabiliteringsteamet havde indstillet til.
(MH: Sparemotivet lurer under overfladen?)

I sag nr. 2 havde rehabiliteringsteamet indstillet, at der ikke var grundlag for at bevilge et nyt ressourceforløb, idet der ikke var behov for en længerevarende tværfaglig indsats på minimum 1 år.

Det er en betingelse for at være omfattet af målgruppen for et ressourceforløb, at den indsats, der er nødvendig for borgeren, er tværfaglig. Det vil sige en indsats fra forskellige dele af den kommunale forvaltning, men ikke nødvendigvis også en indsats fra sundhedsvæsenet.

To domme fra Østre Landsret viser, at retten er enig i Ankestyrelsens praksis, hvorefter borgere med en varig og væsentlig begrænsning i arbejdsevnen kan få et ressourceforløb, hvis kommunen vurderer, at borgerens arbejdsevne ikke er tilstrækkeligt afklaret til, at der kan fastsættes et beskæftigelsesmål, og at det ikke kan udelukkes, at der er udviklingsmuligheder.

Vurderingen er altid konkret og individuel, og der kan være et vist overlap mellem tilkendelse af fleksjob og ressourceforløb.

Østre Landsret er også enig, at borgere med en væsentlig begrænsning i arbejdsevnen skal have et ressourceforløb, hvis det ikke på forhånd kan anses for åbenbart formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen i et ressourceforløb.

De konkrete afgørelser

Sag nr. 1, j.nr.2016-4115-44232

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om almindeligt beskæftigelsesrettet tilbud.  X Kommune afgjorde sagen den 11. juli 2016.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

• Du har ret til et ressourceforløb.Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.Kommunen skal fastsætte længden af ressourceforløbet og udarbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel i samarbejde med dig. Begrundelse for afgørelsen.
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du opfylder betingelserne for et ressourceforløb.Det er vores vurdering, at du har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.

 

Vi vurderer, at der er behov for tværgående indsatser. Det kan være både fra sundhedsområdet og fra de sociale og beskæftigelsesmæssige områder som følge af, at dit overvejende problem er smerter og træthed. Vi vurderer også, at der fortsat er udviklingsmuligheder i forhold til, at du kan opnå en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet, og at det er nødvendigt med et længerevarende og helhedsorienteret ressourceforløb. Hvad er afgørende for resultatet. Vi lægger vægt på lægeattest til rehabiliteringsteam af 1. april 2016. Det fremgår heraf, at du lider af kroniske rygsmerter efter fald fra 2. sal som 15 årig. Du har blandt andet været i behandling med fysioterapi, træning og blokader uden effekt. Du er i behandling med metadon. Du har tidligere haft et alkoholmisbrug.  Du er ikke deprimeret, men psykisk præget af din langvarige smertetilstand. Det vurderes, at dit funktionsniveau er skiftende fra dag til dag. Du kan kun sidde ned kortvarigt. Det vurderes, at du formentlig ikke kan udføre fysisk arbejde, og at dine psykiske ressourcer er begrænsede. Vi lægger også vægt på, at det er oplyst, at du har fået smertebehandling flere steder, og at du også har forsøgt med smertehåndtering i form af kursus i mindfulness på Y smerteklinik. Vi lægger videre vægt på udskrivningsepikrise fra Y smerteklinik af 17. maj 2013. Det fremgår heraf, at du lider af komplekse langvarige smerter. Du har været i behandling ved tværfagligt smertecenter i perioden fra juni 2009 til 16. maj 2013. Der har været forsøgt med forskellig medicinsk behandling. Din tilstand er nu stabiliseret med metadon. Psykolog har vurderet, at du hverken er angst eller deprimeret. Du har ikke haft behov for indledende psykologsamtale. Vi lægger også vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at du har et rimeligt funktionsniveau i dagligdagen herunder, at du selv klarer rengøring og madlavning. Vi lægger desuden vægt på, at du er uddannet teknisk assistent indenfor maskinkonstruktion, men du har ikke haft ansættelse indenfor området. Du har arbejdet som jord- og betonarbejder i 10 år og efterfølgende kortvarigt som facaderenser og gulvsliber. Du har ikke været på arbejdsmarkedet siden 1997. Vi lægger herudover vægt på, at du har deltaget i flere beskæftigelsesrettede tilbud, uden at det har bragt dig tættere på arbejdsmarkedet. Vi lægger herved vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at du har været i praktik i perioden fra den 8. juli 2009 til den 6. oktober 2009. Det fremgår i den forbindelse, at du havde et begrænset fremmøde, og at praktikken blev afsluttet før tid, da du ikke kunne klare afklaringen på grund af smerter. Du blev i perioden fra den 30. juni 2014 til den 29. september 2014 bevilliget et individuelt tilrettelagt forløb ved YY. Forløbet bestod af relevante oplæg og motion, herunder træning i varmtvandsbassin. Det fremgår i den forbindelse, at du var fraværende 7 dage ud af 21 mulige kursusdage på grund af sygdom og smerter i ryggen.Vi lægger videre vægt på, at du senest har været i virksomhedspraktik i perioden fra den

23. marts 2015 til den 28. juni 2015 ved ZZ. Det fremgår i den forbindelse, at du skulle arbejde ved Z 9timer om ugen. Du mødte op enkelte gange, men tog hjem igen. Du har ikke gennemført en eneste dag i praktikken, da du havde smerter og et højt forbrug af stærk medicin. Du manglede desuden motivation på grund af smerter og træthed. Vi lægger endelig vægt på, at din sag blev behandlet på et rehabiliteringsmøde den 28. juni 2016. Teamet vurderer, at du kan støttes tilbage til arbejdsmarkedet via den almindelige beskæftigelsesrettede indsats. Teamet lægger vægt på, at der ikke kan peges på tværfaglige indsatser, da du ikke har behov for socialstøtte. Teamet lægger også vægt på, at alle behandlingsmuligheder, som kan forbedre dit funktionsniveau, er afprøvet. Teamet indstiller dog til, at der iværksættes et udviklings- forløb. Forløbet kan indeholde motiverende samtaler ved mentor eller konsulent og træning i arbejdsmæssige kompetencer i internt værksted ved leverandør og hjælp til transport. Der skal efterfølgende iværksættes en længerevarende virksomhedspraktik.

På baggrund af dine komplekse problemer udover ledighed, din lange periode på offentlig forsørgelse uden kontakt til arbejdsmarkedet, og dit behov for tværgående indsatser som rehabiliteringsteamet har indstillet til, er det vores vurdering, at du opfylder betingelserne for et ressourceforløb, da det ikke kan udelukkes, at der er udviklingsmuligheder.  Vi lægger vægt på, at du ikke tidligere har været i et ressourceforløb, og at det ikke er åbenbart formåls‐løst at forsøge at udvikle arbejdsevnen.

Om reglerne

Efter reglerne om ressourceforløb er et ressourceforløb et helhedsorienteret forløb med en kombination af en indsats efter beskæftigelsesindsatsloven og en social- eller sundhedsmæssig indsats. Ressourceforløb kan gives til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kunnet løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats. Det er desuden en betingelse, at personen har modtaget længerevarende offentlig forsørgelse, har deltaget i beskæftigelses tilbud uden at have øget til‐knytningen til arbejdsmarkedet, eller at personen har behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål. Når ressourceforløbet er bevilget, skal kommunen udpege en koordinerende sagsbehandler, som skal ud‐arbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling. Indsatserne i forløbet skal være tværfaglige og sammenhængende og skal hjælpe personen videre i livet.Ressourceforløbet skal være af mindst 1 og højst 5 års varighed.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.5

Sag nr. 2, j.nr. 2017-4115-08704Du har klaget over X Kommunes afgørelse om ressourceforløb. X Kommune afgjorde sagen den 22. de‐cember 2016.Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.Resultatet er:• Du har ret til et nyt ressourceforløb efter den 31. december 2016.Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.Kommunen skal fastsætte længden af ressourceforløbet og udarbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel isamarbejde med dig.Begrundelse for afgørelsenSådan vurderer vi sagenAnkestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du opfylder betingelserne for et nyt ressourceforløb ef‐ter den 31. december 2016.Det er vores vurdering, at du har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kunnet løses gen‐nem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og at der er behov for en længerevarende indsats, før derkan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.Vi vurderer, at der er behov for tværgående indsatser fra sundhedsområdet og de sociale og beskæftigel‐sesmæssige områder.Vi vurderer også, at der fortsat er udviklingsmuligheder i forhold til, at du kan opnå en tættere tilknytningtil arbejdsmarkedet, og at det er nødvendigt med et længerevarende og helhedsorienteret ressourceforløb.Hvad er afgørende for resultatetVi lægger vægt på de lægelige oplysninger i sagen. Det fremgår heraf, at du lider af kroniske smerter ibevægeapparatet.Vi lægger også vægt på lægeattest til rehabiliteringsteam af 23. september 2016, hvori der henvises tiltidligere statusattester. Det fremgår heraf, at du i 2011 er opereret for overvægt. Du tabte efterfølgende 90kg. Du har siden 2014 fået foretaget fire store plastikoperationer. Du har været i behandling ved kiroprak‐tor uden effekt. Neurokirurg har vurderet, at der ikke kan tilbydes yderligere behandlingstilbud. Du hartidligere været i behandling for depression. Du er nu trappet ud af antidepressiv behandling. Du er fortsatpræget af smerter og nedsat følelse i begge ben, og du har nakke- og rygsmerter.6

Vi lægger desuden vægt på, at du er uddannet kontorassistent i 2000, og at du senest kortvarigt har været iordinær beskæftigelse i 2008 som kontorassistent.Vi lægger herudover vægt på, at du i perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2016 har delta‐get i et ressourceforløb.Vi lægger i den forbindelse vægt på, at du har modtaget mentorstøtte to timer om ugen. Du har også delta‐get i virksomhedspraktik i perioden fra den 19. oktober 2015 til den 2. september 2016. Det fremgår i denforbindelse, at dine arbejdsopgaver bestod af administrative opgaver herunder makulering og kopiering.Det fremgår, at du det meste af arbejdstiden skulle stå op og kopiere, selv om det fremgår af sagens oplys‐ninger, at du ikke kan tåle at stå op. Du mødte i begyndelsen en time tre gange om ugen. Din arbejdstidblev gradvist sat ned i forløbet. Du endte med at møde 30 minutter to gange om ugen, hvoraf du holdtpause 50 % af tiden med mulighed for at ligge ned. Du blev under praktikken sygemeldt flere gangeblandt andet i forbindelse med operation.Vi er opmærksomme på, at rehabiliteringsteamet i indstilling af 23. november 2016 vurderer, at der ikkeer behov for et tværfagligt forløb på minimum et år.Vi lægger dog vægt på, at det også er teamets vurdering, at din arbejdsevne ikke er dokumenteret, da duhar haft et meget begrænset fremmøde i praktikken. Det anbefales, at du visiteres til et aktivt tilbud i job‐centeret, hvor du skal tilknyttes en kontaktperson med fysioterapeutisk baggrund med henblik på at af‐dække dit funktionsniveau over en periode.Vi er også opmærksomme på, at din praktiserende læge har oplyst, at din fysiske og psykiske tilstand ervarig, stationær og uden behandlingsmuligheder. Det ændrer dog ikke på vores vurdering af, at der stadiger udviklingsmuligheder i forhold til arbejdsevnen.Vi er også opmærksomme på at det fremgår af statusattest af 13. januar 2016 fra kiropraktor, at du for‐mentlig ikke kan varetage nogen former for jobfunktioner, og at du bør indstilles til førtidspension. Detændrer heller ikke på vores vurdering af, at det ikke er udelukket, at din arbejdsevne vil kunne udvikles.Vi bemærker, at oplysninger fra praktiserende læge og kiropraktor kun er et delement blandt en rækkesocial- og arbejdsmarkedsfaglige faktorer, når arbejdsevnen skal vurderes.Vi bemærker, at det ikke ved undersøgelser af speciallæger eller på anden måde er dokumenteret, at dinfunktionsevne er nedsat i så væsentlig grad, at det er udelukket, at der er udviklingsmuligheder i forholdtil arbejdsmarkedet.Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det fremgår af funktionsbeskrivelsen i hjemmet, at du har et rime‐ligt funktionsniveau i dagligdagen. Det fremgår også, at du arbejder målrettet, hurtigt og effektivt blandtandet med at bage. Du bor alene på 2. sal, du kan selv købe ind, lave mad, udføre tøjvask i mindre om‐fang og klare personlig pleje. Du kan også køre bil på kortere afstande og gå ture. Du får hjælp fra hjem‐mehjælp hver 14. dag til tøjvask og rengøring. Du har forskellige hjælpemidler i boligen og har fået bevil‐get støtte til bil efter serviceloven.7

På baggrund af dine komplekse problemer udover ledighed, din lange periode på offentlig forsørgelseuden kontakt til arbejdsmarkedet, er det vores vurdering, at du opfylder betingelserne for et ressourcefor‐løb, da det ikke kan udelukkes, at der er udviklingsmuligheder.Det er vores vurdering, at det, udover aktivt tilbud i jobcenteret, hvor du skal tilknyttes en kontaktpersonmed fysioterapeutisk baggrund med henblik på at afdække dit funktionsniveau over en periode, bør over‐vejes, at du i ressourceforløbet får motiverende samtaler ved mentor eller konsulent med henblik på delta‐gelse i et praktikforløb med de nødvendige skånehensyn og med det formål at udvikle din arbejdsevne.Da du er over 40 år. kan kommunen kun tilbyde dig et nyt ressourceforløb, hvis du selv ønsker det.Vi skal overfor kommunen bemærke, at hvis du ikke følger ressourceforløbet, så skal kommunen vurdere,hvilke skridt der kan tages for at sikre, at du igen aktivt deltager i forløbet og samarbejder om at nå ditbeskæftigelsesmål, herunder om du skal have en sanktion som følge af den manglende deltagelse.Om reglerneEfter reglerne om ressourceforløb er et ressourceforløb et individuelt tilrettelagt helhedsorienteret forløbmed en kombination af en indsats efter beskæftigelsesindsatsloven og en social- eller sundhedsmæssigindsats.Ressourceforløb kan gives til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kun‐net løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og hvor kommunen vurderer, at der er behovfor en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.Ressourceforløbet skal være af mindst 1 og højst 5 års varighed.MødebehandlingSagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.8

De konkrete afgørelser

Sag nr. 1, j.nr.2016-4115-44232

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om almindeligt beskæftigelsesrettet tilbud. X Kommune afgjorde sagen den 11. juli 2016.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er: • Du har ret til et ressourceforløb.
Det betyder, at

23. marts 2015 til den 28. juni 2015 ved ZZ. Det fremgår i den forbindelse, at du skulle arbejde ved Z, 9timer om ugen. Du mødte op enkelte gange, men tog hjem igen. Du har ikke gennemført en eneste dag ipraktikken, da du havde smerter og et højt forbrug af stærk medicin. Du manglede desuden motivation pågrund af smerter og træthed.Vi lægger endelig vægt på, at din sag blev behandlet på et rehabiliteringsmøde den 28. juni 2016. Teametvurderer, at du kan støttes tilbage til arbejdsmarkedet via den almindelige beskæftigelsesrettede indsats.Teamet lægger vægt på, at der ikke kan peges på tværfaglige indsatser, da du ikke har behov for socialstøtte. Teamet lægger også vægt på, at alle behandlingsmuligheder, som kan forbedre dit funktionsniveau,er afprøvet.Teamet indstiller dog til, at der iværksættes et udviklingsforløb. Forløbet kan indeholde motiverende sam‐taler ved mentor eller konsulent og træning i arbejdsmæssige kompetencer i internt værksted ved leveran‐dør og hjælp til transport. Der skal efterfølgende iværksættes en længerevarende virksomhedspraktik.På baggrund af dine komplekse problemer udover ledighed, din lange periode på offentlig forsørgelseuden kontakt til arbejdsmarkedet, og dit behov for tværgående indsatser som rehabiliteringsteamet harindstillet til, er det vores vurdering, at du opfylder betingelserne for et ressourceforløb, da det ikke kanudelukkes, at der er udviklingsmuligheder.Vi lægger vægt på, at du ikke tidligere har været i et ressourceforløb, og at det ikke er åbenbart formåls‐løst at forsøge at udvikle arbejdsevnen.Om reglerneEfter reglerne om ressourceforløb er et ressourceforløb et helhedsorienteret forløb med en kombination afen indsats efter beskæftigelsesindsatsloven og en social- eller sundhedsmæssig indsats.Ressourceforløb kan gives til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kun‐net løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats. Det er desuden en betingelse, at personen harmodtaget længerevarende offentlig forsørgelse, har deltaget i beskæftigelsestilbud uden at have øget til‐knytningen til arbejdsmarkedet, eller at personen har behov for en længerevarende indsats, før der kanfastsættes et konkret beskæftigelsesmål.Når ressourceforløbet er bevilget, skal kommunen udpege en koordinerende sagsbehandler, som skal ud‐arbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling. Indsatserne iforløbet skal være tværfaglige og sammenhængende og skal hjælpe personen videre i livet.Ressourceforløbet skal være af mindst 1 og højst 5 års varighed.MødebehandlingSagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.5

Sag nr. 2, j.nr. 2017-4115-08704Du har klaget over X Kommunes afgørelse om ressourceforløb. X Kommune afgjorde sagen den 22. de‐cember 2016.Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.Resultatet er:• Du har ret til et nyt ressourceforløb efter den 31. december 2016.Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.Kommunen skal fastsætte længden af ressourceforløbet og udarbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel isamarbejde med dig.Begrundelse for afgørelsenSådan vurderer vi sagenAnkestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du opfylder betingelserne for et nyt ressourceforløb ef‐ter den 31. december 2016.Det er vores vurdering, at du har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kunnet løses gen‐nem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og at der er behov for en længerevarende indsats, før derkan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.Vi vurderer, at der er behov for tværgående indsatser fra sundhedsområdet og de sociale og beskæftigel‐sesmæssige områder.Vi vurderer også, at der fortsat er udviklingsmuligheder i forhold til, at du kan opnå en tættere tilknytningtil arbejdsmarkedet, og at det er nødvendigt med et længerevarende og helhedsorienteret ressourceforløb.Hvad er afgørende for resultatetVi lægger vægt på de lægelige oplysninger i sagen. Det fremgår heraf, at du lider af kroniske smerter ibevægeapparatet.Vi lægger også vægt på lægeattest til rehabiliteringsteam af 23. september 2016, hvori der henvises tiltidligere statusattester. Det fremgår heraf, at du i 2011 er opereret for overvægt. Du tabte efterfølgende 90kg. Du har siden 2014 fået foretaget fire store plastikoperationer. Du har været i behandling ved kiroprak‐tor uden effekt. Neurokirurg har vurderet, at der ikke kan tilbydes yderligere behandlingstilbud. Du hartidligere været i behandling for depression. Du er nu trappet ud af antidepressiv behandling. Du er fortsat præget af smerter og nedsat følelse i begge ben, og du har nakke- og rygsmerter.6

Vi lægger desuden vægt på, at du er uddannet kontorassistent i 2000, og at du senest kortvarigt har været iordinær beskæftigelse i 2008 som kontorassistent.Vi lægger herudover vægt på, at du i perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2016 har delta‐get i et ressourceforløb.Vi lægger i den forbindelse vægt på, at du har modtaget mentorstøtte to timer om ugen. Du har også delta‐get i virksomhedspraktik i perioden fra den 19. oktober 2015 til den 2. september 2016. Det fremgår i denforbindelse, at dine arbejdsopgaver bestod af administrative opgaver herunder makulering og kopiering.Det fremgår, at du det meste af arbejdstiden skulle stå op og kopiere, selv om det fremgår af sagens oplys‐ninger, at du ikke kan tåle at stå op. Du mødte i begyndelsen en time tre gange om ugen. Din arbejdstidblev gradvist sat ned i forløbet. Du endte med at møde 30 minutter to gange om ugen, hvoraf du holdtpause 50 % af tiden med mulighed for at ligge ned. Du blev under praktikken sygemeldt flere gangeblandt andet i forbindelse med operation.Vi er opmærksomme på, at rehabiliteringsteamet i indstilling af 23. november 2016 vurderer, at der ikkeer behov for et tværfagligt forløb på minimum et år.Vi lægger dog vægt på, at det også er teamets vurdering, at din arbejdsevne ikke er dokumenteret, da duhar haft et meget begrænset fremmøde i praktikken. Det anbefales, at du visiteres til et aktivt tilbud i job‐centeret, hvor du skal tilknyttes en kontaktperson med fysioterapeutisk baggrund med henblik på at af‐dække dit funktionsniveau over en periode.Vi er også opmærksomme på, at din praktiserende læge har oplyst, at din fysiske og psykiske tilstand ervarig, stationær og uden behandlingsmuligheder. Det ændrer dog ikke på vores vurdering af, at der stadiger udviklingsmuligheder i forhold til arbejdsevnen.Vi er også opmærksomme på at det fremgår af statusattest af 13. januar 2016 fra kiropraktor, at du for‐mentlig ikke kan varetage nogen former for jobfunktioner, og at du bør indstilles til førtidspension. Detændrer heller ikke på vores vurdering af, at det ikke er udelukket, at din arbejdsevne vil kunne udvikles.Vi bemærker, at oplysninger fra praktiserende læge og kiropraktor kun er et delement blandt en rækkesocial- og arbejdsmarkedsfaglige faktorer, når arbejdsevnen skal vurderes.Vi bemærker, at det ikke ved undersøgelser af speciallæger eller på anden måde er dokumenteret, at dinfunktionsevne er nedsat i så væsentlig grad, at det er udelukket, at der er udviklingsmuligheder i forholdtil arbejdsmarkedet.Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det fremgår af funktionsbeskrivelsen i hjemmet, at du har et rime‐ligt funktionsniveau i dagligdagen. Det fremgår også, at du arbejder målrettet, hurtigt og effektivt blandtandet med at bage. Du bor alene på 2. sal, du kan selv købe ind, lave mad, udføre tøjvask i mindre om‐fang og klare personlig pleje. Du kan også køre bil på kortere afstande og gå ture. Du får hjælp fra hjem‐mehjælp hver 14. dag til tøjvask og rengøring. Du har forskellige hjælpemidler i boligen og har fået bevil‐get støtte til bil efter serviceloven.7

På baggrund af dine komplekse problemer udover ledighed, din lange periode på offentlig forsørgelseuden kontakt til arbejdsmarkedet, er det vores vurdering, at du opfylder betingelserne for et ressourcefor‐løb, da det ikke kan udelukkes, at der er udviklingsmuligheder.Det er vores vurdering, at det, udover aktivt tilbud i jobcenteret, hvor du skal tilknyttes en kontaktpersonmed fysioterapeutisk baggrund med henblik på at afdække dit funktionsniveau over en periode, bør over‐vejes, at du i ressourceforløbet får motiverende samtaler ved mentor eller konsulent med henblik på delta‐gelse i et praktikforløb med de nødvendige skånehensyn og med det formål at udvikle din arbejdsevne.Da du er over 40 år. kan kommunen kun tilbyde dig et nyt ressourceforløb, hvis du selv ønsker det.Vi skal overfor kommunen bemærke, at hvis du ikke følger ressourceforløbet, så skal kommunen vurdere,hvilke skridt der kan tages for at sikre, at du igen aktivt deltager i forløbet og samarbejder om at nå dit beskæftigelsesmål, herunder om du skal have en sanktion som følge af den manglende deltagelse.

 

 

Om reglerne

 

Efter reglerne om ressourceforløb er et ressourceforløb et individuelt tilrettelagt helhedsorienteret forløb med en kombination af en indsats efter beskæftigelsesindsatsloven og en social- eller sundhedsmæssigindsats.Ressourceforløb kan gives til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kun‐net løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og hvor kommunen vurderer, at der er behovfor en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.Ressourceforløbet skal være af mindst 1 og højst 5 års varighed.MødebehandlingSagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.8

De konkrete afgørelser

Sag nr. 1, j.nr.2016-4115-44232

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om almindeligt beskæftigelsesrettet tilbud. X Kommune afgjorde sagen den 11. juli 2016.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er: • Du har ret til et ressourceforløb.
Det betyder, at

 

23. marts 2015 til den 28. juni 2015 ved ZZ. Det fremgår i den forbindelse, at du skulle arbejde ved Z, 9timer om ugen. Du mødte op enkelte gange, men tog hjem igen. Du har ikke gennemført en eneste dag ipraktikken, da du havde smerter og et højt forbrug af stærk medicin. Du manglede desuden motivation pågrund af smerter og træthed.Vi lægger endelig vægt på, at din sag blev behandlet på et rehabiliteringsmøde den 28. juni 2016. Teametvurderer, at du kan støttes tilbage til arbejdsmarkedet via den almindelige beskæftigelsesrettede indsats.Teamet lægger vægt på, at der ikke kan peges på tværfaglige indsatser, da du ikke har behov for socialstøtte. Teamet lægger også vægt på, at alle behandlingsmuligheder, som kan forbedre dit funktionsniveau,er afprøvet.Teamet indstiller dog til, at der iværksættes et udviklingsforløb. Forløbet kan indeholde motiverende sam‐taler ved mentor eller konsulent og træning i arbejdsmæssige kompetencer i internt værksted ved leveran‐dør og hjælp til transport. Der skal efterfølgende iværksættes en længerevarende virksomhedspraktik.På baggrund af dine komplekse problemer udover ledighed, din lange periode på offentlig forsørgelseuden kontakt til arbejdsmarkedet, og dit behov for tværgående indsatser som rehabiliteringsteamet harindstillet til, er det vores vurdering, at du opfylder betingelserne for et ressourceforløb, da det ikke kanudelukkes, at der er udviklingsmuligheder.Vi lægger vægt på, at du ikke tidligere har været i et ressourceforløb, og at det ikke er åbenbart formåls‐løst at forsøge at udvikle arbejdsevnen.Om reglerneEfter reglerne om ressourceforløb er et ressourceforløb et helhedsorienteret forløb med en kombination afen indsats efter beskæftigelsesindsatsloven og en social- eller sundhedsmæssig indsats.Ressourceforløb kan gives til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kun‐net løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats. Det er desuden en betingelse, at personen harmodtaget længerevarende offentlig forsørgelse, har deltaget i beskæftigelsestilbud uden at have øget til‐knytningen til arbejdsmarkedet, eller at personen har behov for en længerevarende indsats, før der kanfastsættes et konkret beskæftigelsesmål.Når ressourceforløbet er bevilget, skal kommunen udpege en koordinerende sagsbehandler, som skal ud‐arbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling. Indsatserne iforløbet skal være tværfaglige og sammenhængende og skal hjælpe personen videre i livet.Ressourceforløbet skal være af mindst 1 og højst 5 års varighed.MødebehandlingSagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.5

Sag nr. 2, j.nr. 2017-4115-08704Du har klaget over X Kommunes afgørelse om ressourceforløb. X Kommune afgjorde sagen den 22. de‐cember 2016.Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.Resultatet er:• Du har ret til et nyt ressourceforløb efter den 31. december 2016.Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.Kommunen skal fastsætte længden af ressourceforløbet og udarbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel isamarbejde med dig.Begrundelse for afgørelsenSådan vurderer vi sagenAnkestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du opfylder betingelserne for et nyt ressourceforløb ef‐ter den 31. december 2016.Det er vores vurdering, at du har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kunnet løses gen‐nem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og at der er behov for en længerevarende indsats, før derkan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.Vi vurderer, at der er behov for tværgående indsatser fra sundhedsområdet og de sociale og beskæftigel‐sesmæssige områder.Vi vurderer også, at der fortsat er udviklingsmuligheder i forhold til, at du kan opnå en tættere tilknytningtil arbejdsmarkedet, og at det er nødvendigt med et længerevarende og helhedsorienteret ressourceforløb.Hvad er afgørende for resultatetVi lægger vægt på de lægelige oplysninger i sagen. Det fremgår heraf, at du lider af kroniske smerter ibevægeapparatet.Vi lægger også vægt på lægeattest til rehabiliteringsteam af 23. september 2016, hvori der henvises tiltidligere statusattester. Det fremgår heraf, at du i 2011 er opereret for overvægt. Du tabte efterfølgende 90kg. Du har siden 2014 fået foretaget fire store plastikoperationer. Du har været i behandling ved kiroprak‐tor uden effekt. Neurokirurg har vurderet, at der ikke kan tilbydes yderligere behandlingstilbud. Du hartidligere været i behandling for depression. Du er nu trappet ud af antidepressiv behandling. Du er fortsatpræget af smerter og nedsat følelse i begge ben, og du har nakke- og rygsmerter.6

Vi lægger desuden vægt på, at du er uddannet kontorassistent i 2000, og at du senest kortvarigt har været iordinær beskæftigelse i 2008 som kontorassistent.Vi lægger herudover vægt på, at du i perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. december 2016 har delta‐get i et ressourceforløb.Vi lægger i den forbindelse vægt på, at du har modtaget mentorstøtte to timer om ugen. Du har også delta‐get i virksomhedspraktik i perioden fra den 19. oktober 2015 til den 2. september 2016. Det fremgår i denforbindelse, at dine arbejdsopgaver bestod af administrative opgaver herunder makulering og kopiering.Det fremgår, at du det meste af arbejdstiden skulle stå op og kopiere, selv om det fremgår af sagens oplys‐ninger, at du ikke kan tåle at stå op. Du mødte i begyndelsen en time tre gange om ugen. Din arbejdstidblev gradvist sat ned i forløbet. Du endte med at møde 30 minutter to gange om ugen, hvoraf du holdtpause 50 % af tiden med mulighed for at ligge ned. Du blev under praktikken sygemeldt flere gangeblandt andet i forbindelse med operation.Vi er opmærksomme på, at rehabiliteringsteamet i indstilling af 23. november 2016 vurderer, at der ikkeer behov for et tværfagligt forløb på minimum et år.Vi lægger dog vægt på, at det også er teamets vurdering, at din arbejdsevne ikke er dokumenteret, da duhar haft et meget begrænset fremmøde i praktikken. Det anbefales, at du visiteres til et aktivt tilbud i job‐centeret, hvor du skal tilknyttes en kontaktperson med fysioterapeutisk baggrund med henblik på at af‐dække dit funktionsniveau over en periode.Vi er også opmærksomme på, at din praktiserende læge har oplyst, at din fysiske og psykiske tilstand ervarig, stationær og uden behandlingsmuligheder. Det ændrer dog ikke på vores vurdering af, at der stadiger udviklingsmuligheder i forhold til arbejdsevnen.Vi er også opmærksomme på at det fremgår af statusattest af 13. januar 2016 fra kiropraktor, at du for‐mentlig ikke kan varetage nogen former for jobfunktioner, og at du bør indstilles til førtidspension. Detændrer heller ikke på vores vurdering af, at det ikke er udelukket, at din arbejdsevne vil kunne udvikles.Vi bemærker, at oplysninger fra praktiserende læge og kiropraktor kun er et delement blandt en rækkesocial- og arbejdsmarkedsfaglige faktorer, når arbejdsevnen skal vurderes.Vi bemærker, at det ikke ved undersøgelser af speciallæger eller på anden måde er dokumenteret, at dinfunktionsevne er nedsat i så væsentlig grad, at det er udelukket, at der er udviklingsmuligheder i forholdtil arbejdsmarkedet.Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det fremgår af funktionsbeskrivelsen i hjemmet, at du har et rime‐ligt funktionsniveau i dagligdagen. Det fremgår også, at du arbejder målrettet, hurtigt og effektivt blandtandet med at bage. Du bor alene på 2. sal, du kan selv købe ind, lave mad, udføre tøjvask i mindre om‐fang og klare personlig pleje. Du kan også køre bil på kortere afstande og gå ture. Du får hjælp fra hjem‐mehjælp hver 14. dag til tøjvask og rengøring. Du har forskellige hjælpemidler i boligen og har fået bevil‐get støtte til bil efter serviceloven.7

På baggrund af dine komplekse problemer udover ledighed, din lange periode på offentlig forsørgelseuden kontakt til arbejdsmarkedet, er det vores vurdering, at du opfylder betingelserne for et ressourcefor‐løb, da det ikke kan udelukkes, at der er udviklingsmuligheder.Det er vores vurdering, at det, udover aktivt tilbud i jobcenteret, hvor du skal tilknyttes en kontaktpersonmed fysioterapeutisk baggrund med henblik på at afdække dit funktionsniveau over en periode, bør over‐vejes, at du i ressourceforløbet får motiverende samtaler ved mentor eller konsulent med henblik på delta‐gelse i et praktikforløb med de nødvendige skånehensyn og med det formål at udvikle din arbejdsevne.Da du er over 40 år. kan kommunen kun tilbyde dig et nyt ressourceforløb, hvis du selv ønsker det.Vi skal overfor kommunen bemærke, at hvis du ikke følger ressourceforløbet, så skal kommunen vurdere,hvilke skridt der kan tages for at sikre, at du igen aktivt deltager i forløbet og samarbejder om at nå ditbeskæftigelsesmål, herunder om du skal have en sanktion som følge af den manglende deltagelse.Om reglerneEfter reglerne om ressourceforløb er et ressourceforløb et individuelt tilrettelagt helhedsorienteret forløbmed en kombination af en indsats efter beskæftigelsesindsatsloven og en social- eller sundhedsmæssigindsats.Ressourceforløb kan gives til personer, der har komplekse problemer ud over ledighed, som ikke har kun‐net løses gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats, og hvor kommunen vurderer, at der er behovfor en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål.Ressourceforløbet skal være af mindst 1 og højst 5 års varighed.MødebehandlingSagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.Ankestyrelsens lægekonsulent har vejledt om de lægelige spørgsmål i sagen.8

De konkrete afgørelser

Sag nr. 1, j.nr.2016-4115-44232

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om almindeligt beskæftigelsesrettet tilbud. X Kommune afgjorde sagen den 11. juli 2016.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er: • Du har ret til et ressourceforløb.
Det betyder, at

Vejledningspligt – (Ombudsmanden – uredigeret)

 

Vejledningspligt

Hentet 25. september 2019 fra

http://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret

OmbudsmandenomVejledningspligt.   Hent artiklen som pdf ved at trykke på dette link

 

 

Fra Jacob Riis. Slum
Fra Jacob A Riis
Fra: How the Other Half lives

 

Ombudsmandens Vejledning om Vejledningspligt hentet 2019

 


Formålet med myndighedernes vejledningspligt er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab.

Myndighederne skal således i nødvendigt omfang yde vejledning og bistand til borgere, der henvender sig om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Vejledningen bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på et givet område har, og hvordan borgeren lettest og mest effektivt kan opfylde de krav, der følger af lovgivningen.

Manglende dokumentation for vejledning førte til, at en ansøgning om førtidspension skulle bedømmes efter tidligere gældende regler, der var mere fordelagtige for ansøgeren

Ankestyrelsen anså en borgers ansøgning om førtidspension for at være trukket tilbage under et møde mellem borgeren og kommunen. Det betød, at borgeren ikke kunne få sin sag bedømt efter de tidligere gældende pensionsregler, der var mere fordelagtige for hende. Borgeren var dog ikke enig i, at hun havde trukket ansøgningen tilbage.

Ombudsmanden udtalte, at det forekom vanskeligt at forstå, hvilken interesse borgeren – på et oplyst grundlag – skulle have i at trække sin ansøgning tilbage. Kommunen var forpligtet til at vejlede om, at der ikke ville blive truffet afgørelse efter de gamle pensionsregler, hvis borgeren trak sin ansøgning tilbage. Desuden skulle kommunen vejlede om forskellen på de nye og de gamle pensionsregler. Det var ombudsmandens opfattelse, at Ankestyrelsen på baggrund af sagens skriftlige materiale ikke kunne konkludere, at kommunen havde overholdt sin vejledningspligt over for borgeren.

På baggrund af ombudsmandens udtalelse hjemviste Ankestyrelsen sagen til fornyet behandling i kommunen. I afgørelsen om hjemvisning skrev Ankestyrelsen, at borgerens ansøgning skulle behandles efter de tidligere gældende regler, som var mere fordelagtige for borgeren.

FOB 2016-11

1 Oversigt

I dette overblik beskrives reglerne om myndigheders vejledning af borgere.

En myndighed skal i nødvendigt omfang yde vejledning og bistand til borgere, der henvender sig om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Myndighedernes almindelige vejledningspligt behandles i afsnit 2. Særregler om vejledningspligt omtales i afsnit 3.

Desuden er der i visse tilfælde pligt for myndighederne til at give generel information til offentligheden om deres virksomhed. Denne pligt omtales i afsnit 4.

Modtager en myndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, skal henvendelsen så vidt muligt videresendes til rette myndighed. Videresendelsespligten beskrives i afsnit 5.

Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, som udgangspunkt være ledsaget af en klagevejledning. Pligten til at give klagevejledning behandles i afsnit 6.

Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene inden for en lovbestemt frist, skal være ledsaget af oplysning herom. Pligten til at vejlede om søgsmålsfrister omtales i afsnit 7.

Seneste opdateringer

26. juni 2019

Overblikkets afsnit 2.2 om vejledningens indhold og omfang er opdateret med ny ombudsmandspraksis om mangelfuld vejledning (FOB 2019-17). Afsnit 6.1 om, hvornår der skal gives klagevejledning, er opdateret med ny ombudsmandspraksis om medholdsvurderingen i sager om hjemgivelse af anbragte børn (FOB 2018-33). Afsnit 9.1 om konsekvenser af manglende eller mangelfuld vejledning (almindelig vejledningspligt) er opdateret med ny retspraksis om suspension af forældelsesfristen for et eventuelt erstatningskrav i anledning af manglende vejledning (U 2019.519 V).

21. januar 2019

Overblikkets afsnit 2.1 om, hvornår der skal gives vejledning, er opdateret med ny ombudsmandspraksis om mangelfuld vejledning af en hjemløs mand vedrørende dokumentation af opholdssted (FOB 2018-31). Afsnit 4 om generel information til offentligheden er også opdateret med ny praksis til illustration af mangelfuld vejledning (FOB 2018-9).

2 Almindelig vejledningspligt

Formålet med myndighedernes vejledningspligt er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab.

Vejledningspligten kan følge af både forvaltningsloven, almindelige retsgrundsætninger og god forvaltningsskik. Desuden kan en særlig vejledningspligt følge af særregler i lovgivningen.

2.1. Hvornår skal der gives vejledning?

En myndighed skal i nødvendigt omfang yde vejledning og bistand til personer, der henvender sig om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1.

Vejledningspligten efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, gælder alene i tilknytning til sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse. Det følger af lovens § 2, stk. 1. Efter sin ordlyd forpligter forvaltningsloven således ikke myndighederne til at yde vejledning og bistand i forbindelse med udøvelsen af faktisk forvaltningsvirksomhed.

Det følger dog af almindelige retsgrundsætninger og god forvaltningsskik, at der også skal ydes vejledning uden for forvaltningslovens anvendelsesområde, herunder i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed.

En pligt til at vejlede i andre sammenhænge end afgørelsessager kan desuden følge af særregler i lovgivningen. Se afsnit 3 nedenfor.

Overblik #4 om afgørelsesbegrebet 

Vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1, gælder efter sin ordlyd kun i forhold til personer, der selv henvender sig om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Det antages dog, at en myndighed har pligt til at vejlede en borger, som myndigheden er i forbindelse med, selv om borgeren ikke direkte eller indirekte har bedt om vejledning, men hvor det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren vejledning. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor myndighedens svar eller handlemåde ellers kan virke vildledende. Det gælder også, når borgeren på en urimelig måde kan blive fastlåst eller miste en rettighed, hvis myndigheden ikke vejleder om forhold, som borgeren ikke synes at være bekendt med.

På tilsvarende måde bør myndigheden efter omstændighederne yde vejledning om andet end det, som borgeren udtrykkeligt har bedt om at blive vejledt om. Således bør myndigheden i almindelighed yde vejledning, hvis borgeren særligt har fremhævet omstændigheder af faktisk eller retlig karakter, som efter de regler, der gælder på området, må give myndigheden anledning til bemærkninger. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis det må antages, at borgeren har misforstået eller ikke kender de relevante regler.

Myndigheder burde have vejledt en hjemløs mand om mulighed for at godtgøre ophold et andet sted end Danmark

En hjemløs mand ønskede fortsat at modtage kontanthjælp. For at være berettiget til at modtage kontanthjælp skulle manden som udgangspunkt kunne dokumentere, at han havde opholdt sig i Danmark i sammenlagt syv ud af de seneste otte år. Manden oplyste, at han havde opholdt sig i Danmark i hele perioden. Myndighederne anså det imidlertid ikke for dokumenteret.

Borgere i EU/EØS kan efter EU-retten være berettigede til kontanthjælp, selv om de har opholdt sig i et andet land end Danmark. Ombudsmanden udtalte, at myndighederne burde have vejledt den hjemløse mand om muligheden for at godtgøre ophold et andet sted end Danmark. I den forbindelse henviste ombudsmanden til, at den hjemløse mand i den omhandlede periode måtte have opholdt sig i et eller andet land, og at der forelå en mulighed for, at han, selv om han måtte have opholdt sig i et andet land end Danmark, havde bevaret sin ret til kontanthjælp.

FOB 2018-31

Vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1, gælder efter sin ordlyd kun spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Spørgsmål uden for myndighedens sagsområde skal så vidt muligt videresendes eller henvises til rette myndighed. Se afsnit 5 nedenfor.

I praksis har der i særlige tilfælde også været rejst spørgsmål om myndigheders vejledning uden for eget sagsområde.

Udlændingestyrelsens vejledning i sag om tidsubegrænset opholdstilladelse levede ikke op til kravene i forvaltningslovens § 7

En mand ringede til Udlændingestyrelsen og spurgte, om hans samlevers kontanthjælp kunne få betydning for hans verserende sag om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen svarede, at samleverens kontanthjælp ikke havde betydning for hans mulighed for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

Men netop fordi samleveren fik kontanthjælp, fik manden automatisk udbetalt supplerende kontanthjælpsydelse. Det var en følge af de dagældende regler i aktivloven om gensidig forsørgelsespligt mellem samlevende. Udlændingestyrelsen meddelte derefter afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.

Ombudsmanden udtalte, at Udlændingestyrelsens vejledning ikke levede op til kravene i forvaltningslovens § 7, stk. 1. Udlændingestyrelsen havde ikke pligt til at vejlede mere konkret og detaljeret om aktivloven, der ikke hørte under styrelsen. Men styrelsen burde have taget forbehold over for manden og have henvist ham til at spørge f.eks. sin kommune om reglerne for kontanthjælp. Ombudsmanden henstillede, at sagen blev taget op til fornyet vurdering.

FOB 2017-30

2.2. Vejledningens indhold og omfang

De nærmere krav til vejledningens indhold og form kan ikke angives generelt, men afhænger af omstændighederne og de spørgsmål, som borgeren eventuelt stiller. Hovedsynspunktet er, at vejledningen skal have et indhold, der sikrer, at borgeren ikke udsættes for et retstab på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser. Hvis reglerne er indviklede, eller sagen kan få særligt indgribende konsekvenser for borgeren, stilles der skærpede krav til vejledningen. Med andre ord skal vejledningen imødekomme borgerens informationsbehov.

Vejledningens indhold og omfang vil afhænge af en konkret vurdering af den enkelte borgers behov og forudsætninger. På den ene side skærpes vejledningspligten, hvis borgeren har særlige problemer så som ordblindhed eller et andet kommunikationsproblem.

På den anden side vil vejledningspligten kunne indsnævres, hvis borgeren er repræsenteret af nogen, som må formodes at have særligt kendskab til regelgrundlaget, f.eks. en advokat eller en godkendt revisor.

Der bør efter omstændighederne også vejledes om, at der kan ydes supplerende individuel vejledning, hvis borgeren ønsker det.

Den vejledning, som myndigheden giver, skal være juridisk korrekt og i overensstemmelse med sandheden. Hvis myndigheden har givet forkert eller mangelfuld vejledning, bør den snarest af egen drift korrigere vejledningen.

Mangelfuld vejledning om systemfejl i SKATs digitale løsning Én Skattekonto

En systemfejl i SKATs digitale løsning Én Skattekonto betød, at SKAT ikke – som de efter loven skulle – opkrævede renter hos virksomheder i op til 2 år og 2 måneder.

Først da fejlen var løst efter mere end 2 år, skrev SKAT i december 2015 direkte til virksomhederne om problemet. Nogle virksomheder havde imidlertid i december 2013 modtaget et brev fra SKAT, hvor det fremgik, at renterne indtil videre ikke kunne ses, men hvor det generelle problem med renteopkrævning ikke var direkte omtalt.

SKAT havde også i december 2013 orienteret revisorernes brancheorganisation og lagt en orientering på SKATs hjemmeside om systemfejlen. Her fremgik det, at der var rettet op på problemet, og at der i begyndelsen af 2014 ville blive tilskrevet renter. Da det viste sig ikke at være rigtigt, blev orienteringen fjernet fra hjemmesiden, men revisorernes brancheorganisation blev ikke orienteret på ny, og der blev heller ikke lagt en ny orientering på hjemmesiden.

Ombudsmanden mente ikke, at den vejledning, som SKAT havde givet både generelt og direkte til de berørte virksomheder i perioden før december 2015, var tilstrækkelig eller egnet til at vejlede virksomhederne retvisende om problemerne med den manglende rentetilskrivning på Skattekontoen.

FOB 2019-17

Afhængigt af omstændighederne og de spørgsmål, som borgeren stiller, bør vejledningen sikre, at borgeren får tilstrækkelig orientering om

  • de relevante regler på området,
  • hvordan borgeren lettest og mest effektivt kan opfylde de eventuelle krav, der er i lovgivningen,
  • hvilken fremgangsmåde der skal følges af den, der henvender sig til myndigheden, og
  • hvilke oplysninger der skal tilvejebringes af borgeren som led i sagsbehandlingen.

Vejledningspligten går dog ikke så langt, at den i realiteten indebærer et krav om, at myndigheden generelt skal give forhåndsbesked om udfaldet af en eventuel kommende eller verserende sag.

Når en borger henvender sig med spørgsmål om de faktiske omstændigheder i en sag, kan der være anledning til at vejlede borgeren om adgangen til at søge aktindsigt i sagen.

Myndigheden bør også i nødvendigt omfang bistå en borger, der retter henvendelse til myndigheden, med at udfylde eventuelle ansøgningsskemaer, anmeldelser e.l., der vedrører myndighedens eget område.

Myndigheden bør efter omstændighederne også vejlede om sagens gang, herunder eventuelle tidsfrister og særlige sagsbehandlingsrutiner. Retningslinjer om sagsbehandlingens tilrettelæggelse, herunder om underretning til sagens parter om den forventede sagsbehandlingstid, findes bl.a. i afsnit XII i vejledning om forvaltningsloven.

Overblik #11 om sagsbehandlingstid

Integrationsministeriet skulle have vejledt om EU-regler

En borger havde fået afslag på at blive familiesammenført med sin registrerede partner. Borgeren skrev herefter til integrationsministeren for at få vejledning om eventuelle andre muligheder for at få opholdstilladelse til partneren. I brevet nævnte han udtrykkeligt muligheden for at benytte sig af EU-reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed ved at flytte til Sverige. Ministeren henviste i svaret borgeren til at søge information på udlændingemyndighedernes hjemmeside nyidanmark.dk.

Integrationsministeriet mente, at forpligtelsen til at vejlede borgeren var opfyldt med den generelle henvisning til hjemmesiden. Ombudsmanden fandt derimod, at ministeriet udtrykkeligt burde have vejledt borgeren om muligheden for at få familiesammenføring efter EU-reglerne – som minimum ved at henvise til, at man på hjemmesiden kunne læse om praksis for familiesammenføring på grundlag af EU-reglerne. Efter ombudsmandens opfattelse havde det været naturligt, hvis ministeriet i brevet til borgeren i oversigtsform havde gengivet praksis på området.

FOB 08.233

2.3. Vejledningens form

Der stilles ikke særlige krav til vejledningens form. Den kan gives både skriftligt og mundtligt. Det afgørende er, at vejledningen gives på en sådan måde, at den opfylder sit formål, nemlig at imødekomme borgerens informationsbehov.

Vejledningen bør ydes i den form eller de former, der findes at give den bedste virkning over for borgeren, f.eks. en generel skriftlig vejledning i en publikation, individuel skriftlig vejledning i et brev til den berørte borger eller individuel mundtlig, herunder telefonisk, vejledning.

Hvis en mundtlig vejledning er et væsentligt sagsekspeditionsskridt i en sag, hvor der vil blive truffet en afgørelse, skal myndigheden snarest muligt gøre notat om vejledningen. Det følger af offentlighedslovens § 13, stk. 2. I notatet bør vejledningens indhold og omfang angives. Det bør også fremgå af notatet, hvornår og i hvilken form vejledningen blev givet.

NOTATPLIGT

Overblik #2 om notatpligt

Skriftlig vejledning vil ofte kunne gives i form af en generel orientering om reglerne på det pågældende område, f.eks. på en myndigheds hjemmeside eller som en pjece, der udleveres til alle, der retter henvendelse til myndigheden. Hvis der anvendes ansøgningsskemaer, kan vejledningen være trykt på skemaet.

Information via en myndigheds hjemmeside, pjecer e.l. kan dog ikke uden videre erstatte individuel og konkret vejledning. Hvis myndigheden henviser borgeren til at finde svar på myndighedens hjemmeside, bør myndigheden fortælle borgeren, hvor på hjemmesiden den relevante information findes. Desuden er det en forudsætning, at der på hjemmesiden rent faktisk er tilstrækkelig information om den situation, borgeren befinder sig i.

Den vejledningspligt, som en myndighed har over for en borger, der har en konkret sag til behandling hos myndigheden, er betydeligt mere vidtrækkende end de krav, der stilles til en myndigheds generelle vejledning om et forvaltningsområde.

Om generel information til offentligheden, se afsnit 4.

I en sag om pasningstilbud burde vejledning om svarfrist være givet i en anden form

Et forældrepar var utilfredse med, at kommunen ikke havde oplyst om den korte frist, der var til at svare på et pasningstilbud, eller om den sms-service, som kommunen havde i forbindelse med tilbud om en konkret plads.

Kommunen oplyste, at der blev orienteret om svarfristen og om sms-servicen i en pjece og på kommunens hjemmeside. Det var dog ikke alle de borgere, der skrev deres barn op til et dagtilbud, som modtog pjecen. Derimod modtog alle borgere, der skrev deres barn op til et dagtilbud i kommunen, et opskrivningsbevis. Men i opskrivningsbeviset blev der ikke orienteret om den korte svarfrist, der gjaldt, når barnet senere fik tilbudt plads, eller om sms-servicen.

Ombudsmanden udtalte, at kommunen i medfør af sin vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, stk. 1 – eller i hvert fald efter god forvaltningsskik – burde have orienteret borgerne om svarfristen og sms-servicen i opskrivningsbeviset eller klart og tydeligt fremhævet det i en vedlagt vejledning.

FOB 2009 20-2

2.4. Forskellen på at vejlede og at træffe afgørelse

En myndigheds vejledning vil typisk bestå i information eller rådgivning om retsgrundlaget på et givet område eller om, hvilke muligheder der eksempelvis er for at imødekomme borgerens ønsker eller ansøge om hjælp i den ene eller anden form.

Det er vigtigt at skelne mellem situationer, hvor der ydes vejledning, og situationer, hvor myndigheden træffer afgørelse i forhold til borgeren. Det skyldes bl.a., at borgeren har en række rettigheder i de tilfælde, hvor myndigheden træffer afgørelse.

Når det er væsentligt at skelne mellem vejledning og afgørelse, er det således navnlig for at sikre, at myndigheden eksempelvis ikke (utilsigtet) træffer en afgørelse uden at tage højde for forvaltningslovens partsbeføjelser og krav til afgørelsens udformning.

Overblik #4 om afgørelsesbegrebet

2.5. Tolkning og oversættelse

Myndighederne må i almindelighed sikre sig, at de er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge, som henvender sig til myndighederne om sager, der skal tages under behandling af myndighederne. Det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1, og af officialprincippet.

Overblik #8 om officialprincippet

Efter omstændighederne må myndighederne således stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed. Retningslinjer om tolke- og oversættelsesbistand er beskrevet i pkt. 32-36 i vejledning om forvaltningsloven.

FOB 02.194 udtalte ombudsmanden, at det efter hans opfattelse stemmer bedst overens med principperne bag forvaltningslovens § 7, at myndighedernes skriftlige vejledning enten er skrevet på et sprog, som den pågældende udlænding forstår, eller at den pågældende udlænding på anden måde modtager tilsvarende vejledning på et sprog, som vedkommende forstår.

Overblik #6 om partsrepræsentation

3 Særregler om vejledningspligt

Ud over forvaltningslovens § 7 gælder der på nogle områder særregler om vejledning. De handler bl.a. om, i hvilke situationer der skal ydes vejledning, og hvilket indhold og omfang vejledningen skal have.

Et eksempel på en særregel om udvidet vejledningspligt findes i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Det fremgår af lovens § 5, at kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunalbestyrelsen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Et andet eksempel på en særregel om udvidet vejledningspligt findes i § 35, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik. Kommunen har efter loven en særlig pligt til at vejlede borgeren, og denne vejledning er en betingelse for at anvende lovens bestemmelser om sanktioner.

4 Generel information til offentligheden

Vejledningspligten efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, gælder som nævnt kun i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en myndighed. En myndighed er dermed ikke efter forvaltningsloven forpligtet til generelt at informere offentligheden – f.eks. via myndighedens hjemmeside – om regler og praksis inden for myndighedens område.

En pligt til at give generel information kan dog følge af den øvrige lovgivning. Det kan bl.a. være i form af bestemmelser om, at myndigheden skal afgive en årsberetning. Se eksempelvis § 2, stk. 3, i lov om Institut for Menneskerettigheder, hvorefter der årligt afgives en beretning til Folketinget om institutionens virksomhed og udviklingen i menneskerettighedssituationen i Danmark.

Departementer, styrelser og direktorater, uafhængige nævn og råd samt den centrale forvaltning i kommunerne og regionerne skal på deres hjemmeside give borgerne information om deres virksomhed. Det følger af offentlighedslovens § 17.

Det følger desuden af god forvaltningsskik, at en myndighed i et vist omfang bør informere borgerne om praksis på myndighedens område, f.eks. via myndighedens hjemmeside eller på anden lettilgængelig måde som f.eks. pjecer.

En myndighed, der informerer offentligheden om praksis f.eks. via sin hjemmeside, bør sikre, at den offentliggjorte information er let tilgængelig, korrekt, opdateret og tilstrækkeligt detaljeret til, at borgeren kan få et overblik over sin retsstilling og dermed sine muligheder. Se f.eks. FOB 2018-9, hvor der på borger.dk var givet ukorrekt vejledning om ret til kontanthjælp eller integrationsydelse. Ved ændringer af en eksisterende praksis gælder der en særlig forpligtelse til at informere offentligheden om den nye praksis.

Udlændingemyndigheders officielle hjemmeside informerede ikke godt nok om EU-praksis på udlændingeområdet

Medierne beskyldte i en række artikler Udlændingeservice for i årevis at have undladt at vejlede om muligheden for at få familiesammenføring på grundlag af EU-retten.

Ombudsmanden gik på den baggrund ind i sagen og kritiserede bl.a. udlændingemyndighederne for ikke at have informeret godt nok om praksis for familiesammenføring efter EU-retten på deres officielle hjemmeside nyidanmark.dk.

FOB 08.238

Overblik #12 om partsrettigheder og offentlige IT-systemer – afsnit 4

5 Videresendelse

Modtager en myndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed. Det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 2.

Har en borger rettet personlig eller telefonisk henvendelse til en forkert myndighed, bør borgeren orienteres om, hvilken myndighed henvendelsen skal rettes til.

I relation til ansøgnings- og klagefrister må en henvendelse anses for at være kommet frem, når den er modtaget af en myndighed, der har pligt til at videresende den til rette myndighed.

Forvaltningslovens § 7, stk. 2, angår efter sin ordlyd videresendelse fra en myndighed til en anden. Modtager en del af en myndighed en henvendelse, som vedrører en anden del af myndigheden, gælder der dog en tilsvarende pligt til at videresende henvendelsen.

Samme principper antages at gælde, hvis det er domstolene, der er rette myndighed for en henvendelse, som bliver sendt til en forvaltningsmyndighed.

At en borger tidligere er blevet vejledt om, hvilken myndighed han eller hun skal kommunikere med, fritager ikke andre myndigheder for videresendelsespligten.

Videresendelsespligten gælder dog kun ”så vidt muligt”. Myndigheden er således kun forpligtet til at videresende en henvendelse, hvis det tilstrækkeligt tydeligt fremgår, hvad der er sigtet med henvendelsen, og myndigheden på dette grundlag – eventuelt suppleret af telefonisk henvendelse til afsenderen eller den formodede rette myndighed – med rimelig sikkerhed kan afgøre, hvilken myndighed henvendelsen skal rettes til.

Ankestyrelsens afvisning af en klage var i strid med bl.a. videresendelsespligten i forvaltningsloven

Ankestyrelsen afviste at behandle en klage, fordi det var uklart, om Ankestyrelsen var rette klageinstans. Klagen handlede om et barn, som var blevet frataget en ordning med hjælp om natten.

Ankestyrelsen kontaktede kommunen for at afklare, efter hvilken bestemmelse hjælpen var bevilget, men det kunne kommunen ikke oplyse. Herefter afviste Ankestyrelsen at behandle klagen, med henvisning til at det var usikkert, om Ankestyrelsen havde kompetence til at behandle den.

Ombudsmanden fandt ikke, at Ankestyrelsen med afgørelsen om at afvise klagen havde overholdt officialprincippet og videresendelsespligten i forvaltningsloven. Ankestyrelsen burde have undersøgt sagen nærmere, inden den traf afgørelse om at afvise sagen. I så fald ville Ankestyrelsen bl.a. være blevet bekendt med, at myndighedsansvaret for hjælpen lå hos regionsrådet, og Ankestyrelsen kunne have rettet henvendelse til regionen.

FOB 2016-55

Der kan efter omstændighederne være grund til ikke at videresende en henvendelse, især hvis der er særlige grunde til at antage, at borgeren ikke ønsker, at myndigheden foretager en videresendelse. I disse tilfælde bør myndigheden vejlede borgeren om, hvilken myndighed der i stedet er rette modtager af henvendelsen. Det kan bl.a. være tilfældet, hvis en borger har fremsendt oplysninger om rent private forhold, f.eks. strafbare forhold eller alvorlige sygdomme.

Patientklagenævn burde generelt videresende klager

På en række sagsområder videresendte Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kun undtagelsesvis klager, der faldt uden for nævnets kompetence. Der skete således kun videresendelse, når klageren udtrykkeligt anmodede om det. I den forbindelse henviste nævnet til, at en klage til nævnet som udgangspunkt indeholdt meget følsomme oplysninger, og at en videresendelse heraf til anden myndighed ikke nødvendigvis ville være i klagerens interesse.

Ombudsmanden var enig i, at sådanne forhold efter omstændighederne kunne medføre, at borgeren i stedet burde vejledes om muligheden for selv at henvende sig til den rette myndighed. Pligten til at videresende efter forvaltningslovens § 7, stk. 2, kunne dog ikke fraviges som udgangspunkt, men kun efter en konkret vurdering af de modstående hensyn i hvert enkelt tilfælde. Den omstændighed, at en klage til nævnet indeholdt meget følsomme oplysninger, var ikke nødvendigvis til hinder for, at sagen blev oversendt til rette myndighed. Hvis nævnet var i tvivl om, hvorvidt borgeren ønskede klagen videresendt, kunne tvivlen eventuelt afklares ved at spørge borgeren.

FOB 07.327

6 Klagevejledning

En afgørelse, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang. Det gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver parten medhold. Vejledningen skal angive klageinstansen og oplyse om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det følger af forvaltningslovens § 25.

Klage sker på borgerens initiativ. Det er derfor vigtigt, at borgeren bliver vejledt om muligheden for at klage.

Myndigheden er desuden som udgangspunkt forpligtet til at begrunde en afgørelse. Det er væsentligt i forhold til borgerens overvejelser om, hvorvidt der skal klages, og med hvilken argumentation.

Overblik #10 om begrundelse

6.1. Hvornår skal der gives klagevejledning?

Pligten til at give klagevejledning gælder kun i de tilfælde, hvor en afgørelse kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed. Der er dog intet til hinder for, at en myndighed oplyser om, at der ikke kan klages over afgørelsen til anden forvaltningsmyndighed.

Pligten til at give klagevejledning gælder desuden ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Er det tvivlsomt, om afgørelsen giver parten fuldt ud medhold, skal afgørelsen ledsages af en klagevejledning. Det gælder f.eks., hvis der stilles vilkår eller betingelser i en tilladelse, som ligger ud over det ansøgte, og som ikke har karakter af standardvilkår, der efter lovgivningen i øvrigt gælder for tilladelser af den pågældende karakter.

Overblik #10 om begrundelse – afsnit 3.2 om fuldt ud medhold 

Medholdsvurdering i sager om hjemgivelse af anbragte børn

En kommune kan træffe afgørelse om, at et anbragt barn skal flytte hjem til dets forældre (hjemgivelse). Ombudsmanden udtalte, at der i tilfælde, hvor det anbragte barn giver udtryk for et ønske om hjemgivelse, er grund til at være meget tilbageholdende med at konkludere, at en afgørelse om hjemgivelse giver barnet fuldt ud medhold.

Ud over barnets alder og modenhed bør et ønske om hjemgivelse også vurderes i lyset af, at barnet kan befinde sig i en loyalitetskonflikt mellem forholdet til forældrene og et eventuelt ønske hos den pågældende selv om fortsat anbringelse. Dertil kommer, at barnet kan have meget vanskeligt ved umiddelbart at overskue konsekvensen af en afgørelse om hjemgivelse.

Hvis barnet modtager en skriftlig, begrundet afgørelse om hjemgivelse sammen med en klagevejledning, vil det give barnet den bedste mulighed for at forstå afgørelsens konsekvenser og det bedste grundlag for f.eks. at drøfte sagen med sit netværk og rådgivere, herunder også for at vurdere, om klageretten bør udnyttes.

FOB 2018-33

Hvis der i en sag er flere parter, skal der gives klagevejledning til den eller de parter, der ikke får fuldt ud medhold. I tilfælde, hvor en afgørelse kan påklages af andre, kan der dog – som et led i myndighedens almindelige forpligtelse til at give vejledning – være grund til at underrette også den part, der får fuldt ud medhold, om, at andre kan klage.

Klagevejledning skal gives i forbindelse med meddelelsen af den trufne afgørelse. Klagevejledningen vil derfor blive givet til enhver, som modtager en sådan meddelelse. I tilfælde, hvor afgørelsen meddeles til andre end dem, der er klageberettigede, må klagevejledningen i nødvendigt omfang indeholde oplysninger om kredsen af klageberettigede.

Det er uden betydning, om klageadgangen er lovhjemlet eller blot følger af den almindelige ulovbestemte regel om administrativ rekurs. Klagevejledning skal kun gives i forbindelse med afgørelser, der umiddelbart kan påklages til en overordnet forvaltningsmyndighed. Beslutninger, der træffes som led i selve sagsforberedelsen (procesledende beslutninger), skal derfor også kun ledsages af klagevejledning, hvis de kan påklages særskilt.

Overblik #4 om afgørelsesbegrebet

Der skal efter forvaltningslovens § 25 kun gives klagevejledning i forbindelse med afgørelser, som meddeles skriftligt. Den almindelige vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7 og god forvaltningsskik medfører imidlertid, at en myndighed også om nødvendigt skal give klagevejledning, hvor en forvaltningsafgørelse meddeles mundtligt. En omstændighed, der kan medføre, at myndigheden bør give klagevejledning, uanset at afgørelsen er meddelt mundtligt, kan f.eks. være, at borgeren forgæves beder myndigheden om at genoptage sagen.

Når der gives mundtlig klagevejledning, bør myndigheden gøre notat om vejledningen, så den efterfølgende kan dokumenteres.

Overblik #2 om notatpligt

Forvaltningslovens § 25 kræver ikke, at der vejledes om muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand. Der er i almindelighed heller ingen pligt til at give oplysninger om muligheden for at rette henvendelse til en tilsynsmyndighed – hverken det almindelige kommunale tilsyn eller en særlig tilsynsmyndighed som Datatilsynet. Det gælder, selv hvor lovgivningen indeholder frister for prøvelse ved de pågældende instanser. Der er desuden ikke efter forvaltningslovens § 25 pligt til at oplyse om muligheden for remonstration.

Det følger imidlertid af offentlighedslovens § 38, at en afgørelse om afslag på aktindsigt, der er truffet af en kommune, en region eller et kommunalt fællesskab i sager, hvor der ikke er nogen administrativ klageinstans, skal være ledsaget af en vejledning om muligheden for at indbringe sagen for den kommunale og regionale tilsynsmyndighed.

Af den almindelige vejledningspligt, der gælder for alle myndigheder, følger det derudover, at myndighederne, når der skønnes at være behov for det, skal oplyse borgerne om muligheden for at rette henvendelse til en tilsynsmyndighed, f.eks. de kommunale tilsynsmyndigheder. Det samme gælder muligheden for at klage til Folketingets Ombudsmand. En myndigheds pligt til at vejlede om tilsynsmyndigheder og Folketingets Ombudsmand gælder eksempelvis, når der ikke er adgang til administrativ rekurs, og borgeren spørger myndigheden om, hvilke klagemuligheder der er.

Pligten til at vejlede om klage til tilsynsmyndigheder og ombudsmanden vil f.eks. være aktuel i de tilfælde, hvor en borger retter henvendelse til en myndighed om ændring af en afgørelse, og hvor der ikke ved genoptagelse af sagen er udsigt til, at afgørelsen bliver ændret, og der ikke er andre klagemuligheder.

Erstatningsnævn skulle have rådgivet om klagemuligheder

En 90-årig kvinde blev i forbindelse med et tyveri på et apotek væltet omkuld og brækkede sin hofte. Erstatningsnævnet afslog at give erstatning, idet nævnet ikke mente, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages, at skaden var sket ved en overtrædelse af straffeloven.

Ombudsmanden kritiserede, at nævnet ikke efter anmodning herom havde vejledt kvinden om, at hun kunne klage over nævnets afgørelse til ombudsmanden, og ikke tidligere end sket havde vejledt om, at nævnets afgørelse kunne indbringes for domstolene.

FOB 05.223

I særlovgivningen kan der være fastsat særlige regler om klagevejledning. Et eksempel findes i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. Det følger af lovens § 32, stk. 1, at patienten ved enhver anvendelse af tvang skal vejledes om adgangen til at påklage indgrebet.

6.2. Vejledningens indhold

Klagevejledningen skal angive, hvilken myndighed der er klageinstans, og oplyse om fremgangsmåden ved indgivelse af klagen, herunder om eventuelle tidsfrister, og om klagen skal indsendes gennem den myndighed, der har truffet afgørelsen i første instans.

Vejledningen skal også i nødvendigt omfang indeholde oplysning om, hvorvidt der gælder særlige begrænsninger i klageinstansens kompetence.

Det kan desuden være hensigtsmæssigt at vejlede om andre oplysninger, der er egnede til at fremme behandlingen af klagesagen. Det vil eksempelvis være nærliggende at oplyse, om bestemte dokumenter eller oplysninger bør ledsage klagen. Efter omstændighederne kan det også være hensigtsmæssigt at henlede en parts opmærksomhed på, at en klage til et overordnet organ kan føre til et resultat, der er dårligere for parten.

Klagevejledningen skal udformes således, at modtageren ikke med rimelighed kan komme i tvivl om, hvornår klagemyndigheden senest skal have modtaget en klage.

Arbejdsskademyndighedernes vejledning var ikke korrekt og relevant i forhold til den enkelte sag

Arbejdsskademyndighedernes vejledning om mulighederne for genoptagelse af arbejdsskadesager var ikke retvisende. Ombudsmanden udtalte, at vejledning om mulighederne for genoptagelse – ligesom vejledning om eventuelle klagemuligheder – har til formål at sikre, at en borger får den information, som er nødvendig for, at han eller hun kan varetage sine interesser. Det var derfor vigtigt, at arbejdsskademyndighedernes vejledning om mulighederne for genoptagelse var både korrekt og relevant i forhold til den enkelte sag.

Efter ombudsmandens opfattelse burde en korrekt og relevant vejledning om mulighederne for genoptagelse indeholde såvel vejledning om eventuelle lovbestemte regler om genoptagelse som vejledning om de almindelige ulovbestemte regler om genoptagelse. Desuden skulle en korrekt og relevant vejledning tilpasses den enkelte sag.

Efter ombudsmandens opfattelse var det således ikke korrekt eller relevant i den konkrete sag at vejlede om muligheden for genoptagelse af afviste arbejdsskadesager, når der var tale om en anerkendt arbejdsskade. Det forhold, at Arbejdsskadestyrelsens vejledninger fandtes i et elektronisk konceptsystem, der gjorde det vanskeligt og bekosteligt at tilpasse vejledningsteksterne til den enkelte sag, kunne efter ombudsmandens opfattelse ikke føre til et andet resultat, da anvendelsen af standardtekster forudsætter, at myndigheden vurderer, om indholdet af standardteksten er retvisende i det enkelte tilfælde.

FOB 2013-7

6.3. Vejledningens form

Klagevejledningen skal gives, samtidig med at afgørelsen meddeles.

Vejledningen kan medtages i selve afgørelsen eller fremgå af en særskilt vejledning, som samtidig sendes til borgeren. Afgørelsen bør i så fald indeholde en henvisning til vejledningen.

7 Vejledning om frister for domstolsprøvelse

Der gælder ikke et krav om, at myndighederne generelt skal vejlede om adgangen til at indbringe en afgørelse for domstolene.

Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene inden for en lovbestemt frist, skal dog være ledsaget af oplysning herom. Det følger af forvaltningslovens § 26.

Et eksempel på en lovbestemt frist findes i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3, der fastsætter en frist på tre måneder for at indbringe en endelig administrativ afgørelse for domstolene.

Det er ikke tilstrækkeligt, at myndigheden mere generelt oplyser, at sagen kan indbringes for domstolene inden for den relevante frist. Myndighedens vejledning bør omfatte oplysninger om, ved hvilken ret sagen i givet fald vil skulle anlægges, og mod hvem stævningen skal udtages, ligesom de relevante adresser bør angives.

Ud over tilfælde, hvor der gælder en lovbestemt frist for at indbringe en afgørelse for domstolene, følger det af god forvaltningsskik, at borgerne – når sagsanlæg vil være nærliggende – bør vejledes om muligheden for at indbringe sagen for domstolene. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der på det pågældende forvaltningsområde er særlige regler for, at sagen kan indbringes for domstolene, eller hvor borgeren i øvrigt spørger om mulighederne for at klage over afgørelsen.

En borger kan hos domstolene få vejledning om at anlægge sag og om mulighederne for retshjælp og fri proces mv. Det følger af retsplejelovens § 348, stk. 5.

8 Typiske fejl

Myndighedernes vejledning bør sikre, at borgeren får tilstrækkelig orientering om, hvilket indhold reglerne på et givet område har, og hvordan borgeren lettest og mest effektivt kan opfylde de krav, der følger af lovgivningen.

Eksempler på typiske fejl i forbindelse med vejledning:

  • Myndigheden yder ikke vejledning til en person, der henvender sig om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Se afsnit 2.
  • Myndigheden giver en utilstrækkelig vejledning. Se afsnit 2.2.
  • Myndigheden giver ikke en konkret, individuel vejledning, som er tilpasset borgerens forudsætninger. Se afsnit 2.
  • Myndigheden træffer (utilsigtet) en afgørelse i forbindelse med vejledning af borgeren uden at iagttage forvaltningslovens regler.
  • Generel information på myndighedens hjemmeside er ikke korrekt. Se afsnit 4.
  • Myndigheden videresender ikke en skriftlig henvendelse til rette myndighed, selv om det er muligt. Se afsnit 5.
  • Myndigheden overser, at der er tale om en afgørelse, som kan påklages, og giver derfor ikke klagevejledning. Se afsnit 6.

9 Konsekvenser af manglende eller mangelfuld vejledning

9.1. Almindelig vejledningspligt

Manglende eller mangelfuld vejledning kan påvirke borgernes tillid til myndigheden og føre til kritik fra ombudsmanden.

Tilsidesættelse af vejledningspligten – enten ved manglende eller ufuldstændig vejledning – vil normalt ikke kunne påvirke en afgørelses gyldighed.

Hvis vejledningen er mangelfuld, har myndigheden imidlertid begået en retlig fejl. Det kan i nogle tilfælde betyde, at myndigheden skal rette op på fejlen ved at stille borgeren, som om der var givet korrekt vejledning, og borgeren havde handlet i overensstemmelse hermed.

Kommune kunne ikke dokumentere, at den havde vejledt om tilbagebetaling

En kommune havde pålagt en borger et rykkergebyr i forbindelse med opkrævningen af for meget udbetalt boligstøtte. Ombudsmanden udtalte, at selv om der var hjemmel til at opkræve et rykkergebyr, skulle betalingsfristen være overskredet, og borgeren skulle være gjort bekendt med, hvordan det skyldige beløb kunne betales til kommunen.

Ombudsmanden fandt, at fordi kommunen ikke kunne dokumentere, at den havde sendt et girokort til borgeren eller på anden måde vejledt borgeren om, hvordan og inden for hvilken frist den for meget udbetalte boligstøtte skulle tilbagebetales, måtte kommunen bære risikoen for bevisusikkerheden. Derfor kunne kommunen ikke pålægge borgeren et rykkergebyr.

FOB 2010 20-5

Realudligning som følge af vejledningsfejl

Ved en lovændring blev der indført en tilmeldingsfrist i relation til børnepasningsorlov. Efter fristens udløb modtog det daværende ministerium for familie- og forbrugeranliggender flere henvendelser fra borgere, der ikke stod registreret som tilmeldt orlovsordningen. I visse tilfælde måtte det anses for rimelig sandsynligt, at myndighederne havde begået fejl ved vejledning om tilmeldingsproceduren. Ministeriet besluttede, at borgere i sådanne tilfælde, uanset den manglende registrering, efter omstændighederne kunne anses for tilmeldt ordningen.

Ombudsmanden udtalte, at myndighedernes praksis havde hjemmel i den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om såkaldt realudligning som reaktion på vejledningsfejl mv. Myndighedernes manglende eller mangelfulde vejledning til en borger – i det konkrete tilfælde f.eks. om indførelsen af en tilmeldingsfrist – kunne efter denne grundsætning føre til, at borgeren blev stillet, som om korrekt vejledning var givet, og borgeren havde handlet i overensstemmelse hermed.

FOB 08.92

Manglende vejledning om ansøgningsfrister mv. vil kunne indebære, at fristen ikke begynder at løbe. Se tilsvarende afsnit 8.2 om klagefrister.

Hvis myndigheden ikke har givet tilstrækkelig vejledning, og det har medført et retstab for en borger, vil der efter omstændighederne kunne blive tale om erstatningsansvar. Det gælder i forhold til både manglende og mangelfuld vejledning. Om vejledningen er ansvarspådragende, må naturligvis ses i sammenhæng med, hvilket informationsgrundlag parten forelagde for myndigheden.

Erstatningsansvar som følge af manglende vejledning

Landbrugsministeriet havde i en periode fortolket en bestemmelse i landsbrugsloven forkert. Ministeriet havde som følge heraf bibragt en borger den urigtige retsopfattelse, at hun ikke var berettiget til at opføre beboelsesbygninger på sin landbrugsejendom.

På baggrund af en henvendelse fra borgeren burde ministeriet have været klar over, at borgeren fejlagtigt gik ud fra, at hun ikke var berettiget til at opføre en beboelsesbygning på sin ejendom.

Landsretten fandt, at der påhvilede ministeriet et erstatningsansvar for det tab, som borgeren havde lidt som følge af, at ministeriet undlod at vejlede hende om, at hun var berettiget til at bygge.

Ugeskrift for Retsvæsen U 1990.263 Ø

Manglende vejledning kan også føre til suspension af forældelsesfristen for et eventuelt erstatningskrav i anledning af den manglende vejledning.

Suspension af forældelsesfrist for borgerens erstatningskrav mod kommunen

En kommune havde ikke vejledt en borger om borgerens ret til invaliditetsydelse, uanset at kommunen løbende havde været i kontakt med borgeren om borgerens forsørgelsesgrundlag.

Landsretten fandt, at kommunen efter princippet om god forvaltningsskik havde haft pligt til at gøre borgeren opmærksom på retten til invaliditetsydelse, og at kommunens manglende vejledning var ansvarspådragende.

Landsretten lagde endvidere til grund, at kommunens manglende vejledning havde medført, at borgeren var i utilregnelig uvidenhed om sit krav på invaliditetsydelse, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, frem til efteråret 2013, hvor borgerens fagforening havde gjort borgeren bekendt med retten til invaliditetsydelse. Det betød, at forældelsesfristen først begyndte at løbe fra efteråret 2013.

Ugeskrift for Retsvæsen U 2019.519 V

9.2. Vejledning om klage og frister for domstolsprøvelse

Manglende klagevejledning kan ikke medføre, at afgørelsen bliver ugyldig.

Derimod vil manglende klagevejledning kunne føre til, at klagen ikke kan afvises alene med den begrundelse, at en eventuel klagefrist er overskredet, eller at en foreskrevet fremgangsmåde for indgivelse af klage ikke er fulgt. Manglende vejledning om en klagefrist vil normalt medføre, at fristen først løber fra det tidspunkt, hvor vejledningen gives.

Hvis klagevejledningen er urigtig, idet der f.eks. er angivet en længere klagefrist end fastsat i lovgivningen, må fejlen normalt medføre, at klagen må anses for rettidig, hvis den angivne klagefrist er overholdt. Det gælder i hvert fald i sager med kun én part.

Klagefrist blev suspenderet som følge af manglende klagevejledning

En kommune nedsatte en borgers kontanthjælp, og borgeren klagede til Det Sociale Nævn over kommunens afgørelse. Det Sociale Nævn afviste at realitetsbehandle borgerens klage, med henvisning til at klagefristen var overskredet.

Ombudsmanden kritiserede, at kommunens meddelelse til borgeren om nedsat kontanthjælp bl.a. ikke var ledsaget af en klagevejledning. Han henviste i den forbindelse til, at hvis der ikke er givet klagevejledning, får det almindeligvis den konsekvens, at klagefristen suspenderes. På den baggrund fandt ombudsmanden det meget kritisabelt, at Det Sociale Nævn havde afvist at realitetsbehandle borgerens klage over kommunens afgørelse.

FOB 05.434

Uanset manglende klagevejledning antages det dog at være en forudsætning for at behandle en for sent indgivet klage, at klageren ikke har udvist ugrundet passivitet. Navnlig modstående hensyn til andre private parter, som har indrettet sig i tillid til en afgørelse, kan tale for, at manglende klagevejledning ikke tillægges betydning, når den, der senere ønsker afgørelsen prøvet, har udvist ugrundet passivitet.

Det anførte om manglende klagevejledning gælder tilsvarende ved manglende vejledning om en frist for at indbringe en sag for domstolene.

Væsentlige pointer

  • En myndighed skal i nødvendigt omfang yde vejledning og bistand til personer, der henvender sig om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Det gælder ved enhver form for borgerhenvendelser – både i relation til afgørelsessager og faktisk forvaltningsvirksomhed. Se afsnit 2.
  • Myndigheden skal vejlede på eget initiativ, hvis det fremstår som naturligt og relevant at give en borgeren vejledning. Se afsnit 2.1.
  • Myndigheden skal vejlede på en måde, der sikrer, at borgeren forstår vejledningen. Se afsnit 2.2.
  • Hvis en mundtlig vejledning er et væsentligt sagsekspeditionsskridt i en sag, skal myndigheden gøre notat om vejledningen. Se afsnit 2.3.
  • Departementer, styrelser og direktorater, uafhængige nævn og råd samt den centrale forvaltning i kommunerne og regionerne skal på deres hjemmeside give borgerne information om deres virksomhed. Se afsnit 4.
  • Modtager en myndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, skal henvendelsen så vidt muligt videresendes til rette myndighed. Se afsnit 5.
  • Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en klagevejledning. Se afsnit 6.
  • Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene inden for en lovbestemt frist, skal være ledsaget af oplysning om det. Se afsnit 7.

Baggrund

Dette overblik bygger på forvaltningsloven med tilhørende forarbejder og administrative forskrifter, herunder betænkning nr. 657/1972 om begrundelse af forvaltningsafgørelser og administrativ rekurs m.v. , s. 52 ff., relevant retspraksis og ombudsmandspraksis samt den generelle forvaltningsretlige litteratur, herunder navnlig Niels Fenger mfl., Forvaltningsret (2018), s. 163 ff., s. 384 ff. og s. 649 ff., Niels Fenger, Forvaltningsloven med kommentarer (2013), s. 259 ff. og 649 ff., Karsten Revsbech mfl., Forvaltningsret – Sagsbehandling, 7. udgave (2014), s. 139 ff. og s. 318 ff., Steen Rønsholdt, Forvaltningsret, 5. udgave (2018), s. 269 ff. og s. 499 ff., og Kirsten Talevski, Vejledning og information, Forvaltningsloven 25 år (2012), s. 297 ff.

God forvaltningsskik

 

 

Ombudsmandens vejledning om God Forvaltningsskik

 

Ombudsmandensvejlomgodforvaltningsskik

Foto af æbler på havebord
Æbler på et havebord

 

https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret/god_forvaltningsskik/

Hentet 25. september 2019

https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel_forvaltningsret/god_forvaltningsskik/

Hentet 25.09 19

God forvaltningsskik er normer og principper for, hvordan  myndighederne bør opføre sig i forhold til borgerne. Det betyder, at myndigheder bl.a. skal optræde venligt og hensynsfuldt og på en måde, der styrker tilliden til den offentlige forvaltning.

God forvaltningsskik kan ligeledes have betydning ved bedømmelsen af den konkrete sagsbehandling, idet principperne for god forvaltningsskik gælder ved siden af de krav, der følger af lovgivningen og forvaltningsretlige retsgrundsætninger.

Uhøflig og nedladende sprogbrug over for en borger var i strid med god forvaltningsskik

En borger søgte om aktindsigt i en kommunes sager om en bestemt ejendom. Aktindsigtssagen fik et vanskeligt forløb, og kommunaldirektøren skrev bl.a. følgende til borgeren:

”Da De tilsyneladende har svært ved at forstå indholdet i lovgivningen, skal jeg endnu en gang tilbyde Dem et møde, hvor undertegnede personligt vil forsøge at forklare Dem, hvorledes der kan opnås aktindsigt, og hvordan man i øvrigt kommunikerer på en saglig, seriøs og respektfuld facon”, og ”[d]et er med beklagelse, at X Kommune modtager endnu en af Deres utallige useriøse henvendelser, jf. nedenfor, og jeg skal oplyse Dem om, at X Kommune er uendelig træt af at forholde sig til useriøse og usaglige henvendelser fra Dem i denne og flere andre sager”.

Der var efter ombudsmandens opfattelse tale om uhøflig og nedladende sprogbrug i strid med god forvaltningsskik.

FOB 2011 21-1

1 Oversigt

Det kan være vanskeligt at danne sig et overblik over god forvaltningsskik og de normer og principper, der udgør indholdet af dette begreb. Det skyldes bl.a., at normerne på nogle områder er nedskrevet i vejledninger mv., mens de på andre områder er forblevet uskrevne. I afsnit 2 beskrives begrebet god forvaltningsskik nærmere og baggrunden herfor.

Afsnit 3 beskriver overordnet de situationer, hvor god forvaltningsskik optræder, og forklarer den afgrænsning, der er valgt i overblikket.

Afsnit 4 beskriver god forvaltningsskik i praksis inden for en række udvalgte områder.

Seneste opdatering

27. juni 2019

Overblikkets afsnit 4.1 om tillidsskabende forvaltning er opdateret med ny ombudsmandspraksis om et ministeries planlægning og fremgangsmåde i forbindelse med offentliggørelse af en nyhed (2019-3). Afsnit 6 om konsekvenser af manglende overholdelse af god forvaltningsskik er opdateret med ny domspraksis (U 2019.519 V).

 

2 Hvad er god forvaltningsskik?

God forvaltningsskik er normer og principper for, hvordan myndigheder bør opføre sig i forhold til borgerne. Det betyder generelt, at myndighederne bl.a. skal optræde venligt og hensynsfuldt og på en måde, der styrker tilliden til den offentlige forvaltning.

God forvaltningsskik kan ligeledes have betydning ved bedømmelsen af den konkrete sagsbehandling, idet principperne for god forvaltningsskik gælder ved siden af de krav, der følger af lovgivningen og forvaltningsretlige retsgrundsætninger.

Med forvaltningslovens vedtagelse blev grundlæggende og centrale dele af god forvaltningsskik indskrevet i loven og således gjort til lovfæstede rettigheder for borgerne, herunder bl.a. retten til partshøring og partsrepræsentation.

Som et nyere eksempel på lovregulering af et område, der hidtil er vurderet efter god forvaltningsskik, kan nævnes § 15 om journaliseringspligt i offentlighedsloven, som trådte i kraft den 1. januar 2014.

Til trods for detaljeret forvaltningsretlig lovregulering gælder der forsat en række normer i form af god forvaltningsskik, som forvaltningen skal påse.

Det er således også forudsat i ombudsmandslovens § 21, at ombudsmanden ikke blot skal bedømme, om myndighederne handler i strid med gældende ret, men også, om de ”på anden måde gør sig skyldige i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres opgaver”. Der sigtes hermed navnlig til, at ombudsmanden skal påse, om myndighederne har handlet i strid med god forvaltningsskik.

3 Afgrænsning

Det kan være vanskeligt at danne sig et overblik over god forvaltningsskik og de normer og principper, der udgør indholdet af dette begreb. Det skyldes bl.a., at god forvaltningsskik ikke – som f.eks. regler i en lov – er fremstillet samlet i en skriftlig retskilde. På nogle områder er principperne dog omtalt i vejledninger, f.eks. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven og Moderniseringsstyrelsens vejledning om god adfærd i det offentlige, mens de på andre områder er uskrevne.

Ombudsmanden har i sin praksis beskrevet en række normer for, hvad der må anses for at være god forvaltningsskik, og ombudsmandens udtalelser er derfor en vigtig kilde til at få viden om, hvad der er god forvaltningsskik.

God forvaltningsskik optræder i flere forskellige sammenhænge. For overskuelighedens skyld kan man operere med normer, der enten knytter sig til eller ikke knytter sig til eksisterende retsregler. Derudover vil normerne kunne knytte sig til konkrete sager eller til de ansattes adfærd generelt.

De krav til god forvaltningsskik, som eksisterer i tilknytning til retsregler for sagsbehandlingen i konkrete sager, er ikke gennemgået nærmere i dette overblik, men er behandlet i de respektive overblik om den pågældende sagsbehandlingsregel. I det følgende gives til illustration to eksempler på denne tilfældegruppe, hvorefter god forvaltningsskik i visse situationer kan supplere lovbestemmelser henholdsvis retsgrundsætninger.

God forvaltningsskik supplerer forvaltningslovens §§ 22-24 om begrundelse i afgørelsessager

En kommune traf afgørelse om at ændre en 11-årig piges anbringelsessted, så hun skulle flytte fra sin plejefamilie til et andet anbringelsessted. Afgørelsen blev meddelt parterne mundtligt.

Ombudsmanden udtalte, at det i lyset af afgørelsens indgribende karakter havde været rigtigst og stemt bedst med god forvaltningsskik, at afgørelsen var blevet meddelt skriftligt – eller at den i hvert fald meget hurtigt efter den mundtlige meddelelse var blevet bekræftet skriftligt og ledsaget af en begrundelse.

Behovet for en skriftlig afgørelse blev tydeliggjort fra det tidspunkt, hvor det måtte have stået kommunen klart, at det ikke ville være muligt at gennemføre afgørelsen om at ændre anbringelsesstedet over for pigen frivilligt, men at der i stedet skulle ske en tvangsmæssig fuldbyrdelse af afgørelsen.

FOB 2016-41

Overblik #10 om begrundelse

God forvaltningsskik supplerer officialprincippet

En mand havde klaget til det tidligere Patientklagenævn, der traf afgørelse om, at der ikke var grundlag for at kritisere en læges vurdering af symptomerne hos mandens ægtefælle, som døde kort efter den sidste lægekonsultation.

I forbindelse med nævnets behandling af mandens klage havde han bedt om, at nævnet indhentede yderligere sagkyndige udtalelser fra en patolog og fra specialister i bl.a. hjertesygdomme.

Ombudsmanden udtalte, at det havde stemt bedst overens med god forvaltningsskik, hvis nævnet havde orienteret manden om afslaget på denne anmodning, før nævnet traf afgørelse i sagen – navnlig i betragtning af, at nævnet måtte have haft grund til at antage, at manden så ville have væsentlige, supplerende bemærkninger til sagen.

FOB 02.140

Overblik #8 om officialprincippet

Normer uden direkte tilknytning til gældende retsregler kan have karakter af mere etiske spilleregler for myndighedernes adfærd. Det er f.eks. tilfældet med kravet om, at myndighederne skal optræde tillidsvækkende, venligt og hensynsfuldt og være åbne over for borgerne. Disse emner er nærmere beskrevet i afsnit 4.1, 4.2 og 4.5 nedenfor.

Normer uden direkte tilknytning til retsregler omfatter i øvrigt også forvaltningens brug af let og forståeligt sprog samt kravet om hurtig og forsvarlig ekspedition af sagerne. Sprog og sagsbehandlingstid er gennemgået nærmere under henholdsvis afsnit 4.3 og 4.6 nedenfor.

Som et eksempel på en norm, som regulerer de ansattes adfærd mere generelt, kan f.eks. nævnes forbuddet for offentligt ansatte mod at modtage gaver og andre fordele. Det er nærmere omtalt under afsnit 4.4 nedenfor.

Der er ikke med overblikket tiltænkt en udtømmende opregning af god forvaltningsskik, men alene en beskrivelse af god forvaltningsskik gennem en række illustrerende eksempler fra ombudsmandens praksis.

4 Eksempler på god forvaltningsskik i praksis

4.1. Tillidsskabende forvaltning

En myndighed bør i overensstemmelse med god forvaltningsskik udøve sin virksomhed på en sådan måde, at den styrker offentlighedens tillid til forvaltningen. Dette gælder naturligvis også for de enkelte ansatte i deres arbejde.

En lang række forhold kan generelt og konkret påvirke tilliden mellem borger og forvaltning. Det gælder f.eks. den måde, som myndigheden optræder på, den måde sagsbehandlingen bliver tilrettelagt på, og den måde en myndighed reagerer på, når den bliver opmærksom på fejl og forsømmelser.

Det øger tilliden til forvaltningen, at en myndighed eksempelvis svarer åbent og imødekommende på borgerens henvendelser eller ringer tilbage, hvis borgeren har fået et løfte om at blive kontaktet.

Se f.eks. FOB 2018-10, hvor ombudsmanden identificerede en række problemer af betydning for borgernes tillid til skattemyndighederne. Der var bl.a. eksempler på, at SKAT havde optrådt uhensigtsmæssigt ved at fremtræde som forhandlingspart – og ikke som myndighed – og ved at kommunikere med skatteyderen på en nedladende måde.

I FOB 2019-3 havde Justitsministeriet tiltrådt en indstilling fra Rigsadvokaten om efter grundlovens § 78 at rejse en sag ved domstolene om opløsning af en bandegruppering som forening. Justitsministeriet gav denne nyhed til to medier som en solohistorie. Det var på forhånd planlagt, at foreningens advokat skulle orienteres senere end medierne og først fem minutter inden mediernes offentliggørelse af nyheden.  Ombudsmanden fandt, at orienteringen af de to medier før advokaten – og Justitsministeriets planlægning af forløbet – var klart i strid med god forvaltningsskik, og ombudsmanden fandt samlet set, at Justitsministeriet havde begået væsentlige fejl i sagen, samt at ministeriets fremgangsmåde i sagen ikke understøttede tilliden til myndighederne.

Se også FOB 2015-60, hvor tilliden til udlændingemyndighederne blev negativt påvirket af myndighedernes håndtering af den såkaldte Eritrea-sag, selv om ombudsmanden ikke havde grundlag for at antage, at der rent faktisk var sket væsentlige retsbrud i sagen.

Hvis en myndighed begår fejl, kan det følge af god forvaltningsskik, at myndigheden bør orientere de berørte om forløbet og beklage over for borgerne. Det bidrager også til at styrke tilliden til forvaltningen.

En myndighed burde have redegjort for og beklaget en væsentlig sagsbehandlingsfejl over for en borger

En selvstændig erhvervsdrivende ophørte i 2009 med at drive virksomhed. Han modtog herefter dagpenge i en periode fra 2009 til 2011. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg besluttede imidlertid i 2015, at manden skulle tilbagebetale et dagpengebeløb på 466.090 kr., fordi han ikke havde solgt sit selskab eller ændret dets formålsbestemmelse. Manden gjorde under tilbagebetalingssagen hos myndighederne opmærksom på, at der ikke havde været aktivitet i selskabet siden 2009, og indsendte dokumentation for det.

Efter ombudsmandens henvendelse til beskæftigelsesudvalget ændrede udvalget afgørelsen, så tilbagebetalingskravet faldt bort. Udvalget forklarede i sin udtalelse til ombudsmanden, at afgørelsen i den konkrete sag om tilbagebetaling var truffet på et mangelfuldt grundlag, fordi udvalget ikke havde været opmærksom på den dokumentation, manden havde indsendt. Beskæftigelsesudvalget havde dog ikke ved ændringen af afgørelsen om tilbagebetaling redegjort for fejlen over for manden eller beklaget det sagsforløb, som fejlen havde forårsaget.

Ombudsmanden fandt, at udvalget burde have redegjort for fejlen over for manden og beklaget sagsforløbet, i forbindelse med at afgørelsen blev ændret – navnlig under hensyn til det beløb, som manden oprindeligt blev pålagt at betale tilbage.

FOB 2018-3

4.2. Venlig og hensynsfuld optræden

En myndighed bør i overensstemmelse med god forvaltningsskik optræde venligt, høfligt og hensynsfuldt over for borgerne.

Det gælder, uanset om borgeren er i skriftlig eller mundtlig kontakt med myndigheden, og uanset om kontakten finder sted i forbindelse med f.eks. behandlingen af en konkret afgørelsessag, eller myndigheden udøver faktisk forvaltningsvirksomhed, eksempelvis i form af børnepasning, drift af plejecentre, rengøring eller kantinedrift.

Sprogbrug over for en borger var i strid med god forvaltningsskik

En kommune havde hyret en advokat til at varetage kommunikationen med en borger.

Advokaten havde bl.a. skrevet til borgeren: ”Jeg skal ikke gentage mine tidligere breve, kun fastslå, at jeg, med min bedste vilje, simpelthen ikke forstår, hvad De mener. Det kan naturligvis skyldes mig og min ringe fatteevne, hvilket jeg i så fald beklager, ikke mindst, da (X) Kommune øjensynligt fint forstår hvad De mener. … Jeg vil ikke behandle deres udokumenterede strøm af klager.”

Ombudsmanden fandt tonen nedladende og i strid med god forvaltningsskik.

FOB 08.463

Se også FOB 02.307, hvor et forældrepars indsigt i et notat, der afslørede alvoren af den diagnose, som deres barn havde fået, efter ombudsmandens opfattelse ikke var blevet formidlet på en særlig hensynsfuld måde.

God forvaltningsskik tilsiger også, at myndighederne bør undgå, at borgerne unødigt bliver hængt ud eller stillet til skue. Se f.eks. FOB 91.185, hvor en kommune brugte en iøjnefaldende ”inkassobil” og specielle kuverter med en bred, rød stribe påtrykt ”INKASSO” ved inddrivelse af gæld til kommunen.

Kravet om, at en myndighed optræder høfligt og hensynsfuldt, gælder også, når myndigheden udtaler sig om en borgers sag i pressen.

Kommunaldirektørs udtalelser i pressen om en borger var ikke høflige og hensynsfulde

Med henvisning til en borgers sag om ulovlig opstilling af to skurvogne udtalte en kommunaldirektør bl.a. i en avisartikel, at ”det er det væsentligste i sagen – alt det efterfølgende er chikane”, og ”det bedste ville være, hvis [borgeren] bragte orden i sine egne forhold. Så skal vi nok holde orden i kommunen”.

Ombudsmanden mente ikke, at kommunaldirektørens udtalelser opfyldte kravet om, at en myndighed skal optræde høfligt og hensynsfuldt.

FOB 2011 21-1 

I de tilfælde, hvor borgeren efter myndighedens opfattelse ikke respekterer normerne for en almindelig og ordentlig omgangsform mellem mennesker, bør myndigheden fortsat optræde høfligt, venligt og hensynsfuldt.

Borgernes opførsel kan imidlertid gøre det nødvendigt at opsætte rammer for deres brug af offentlige kontorer og ejendomme, ligesom en myndighed kan begrænse kontakten eller eventuelt helt afbryde korrespondancen med en borger. Det kan dog kun ske inden for visse snævre rammer og efter en konkret afvejning. Det følger af god forvaltningsskik, at myndigheden også i den situation skal være venlig, høflig og hensynsfuld.

Overblik #18 om myndigheders mulighed for at begrænse kontakten med den enkelte borger

Kravet om høflighed, venlighed og hensynsfuldhed gælder også i forholdet mellem ledelsen og de ansatte i den offentlige forvaltning – f.eks. i forbindelse med tjenstlige samtaler mv. Ledelsen bør desuden orientere og inddrage medarbejderne i nødvendigt omfang.

Se f.eks. FOB 00.535, hvor ombudsmanden udtalte, at det lå inden for ledelsesretten at beslutte, hvem der skulle ansættes på et hospital, men at det ville have stemt bedst overens med principperne for god offentlig ledelse, hvis ledelsen af den relevante afdeling var blevet inddraget i beslutningsprocessen.

Moderniseringsstyrelsen har i 2015 udgivet en pjece om god arbejdsgiveradfærd.

4.3. Sprog

Det følger af god forvaltningsskik, at en myndighed bør skrive til borgerne i et sprog, som er let at læse og forstå for borgeren, målrettet den konkrete situation og fremstår høfligt, venligt og hensynsfuldt.

Formen bør være enkel og præcis og sætningerne korte og klare. Kancelliudtryk, fremmedord eller flertydige og overflødige ord bør så vidt muligt undgås. Det fremgår bl.a. af pkt. 214-216 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986).

Tilsvarende bør en myndighed også udforme sine formularer og ansøgningsblanketter mv., så de er målrettede den konkrete situation og den borger, som skal udfylde formularen.

4.4. Gavemodtagelse

Både strafferetten og forvaltningsretten sætter grænser for offentligt ansattes modtagelse af gaver mv.

Det følger således af reglerne om bestikkelse i straffelovens § 144, at offentligt ansatte ikke ved udøvelsen af deres hverv uberettiget må modtage gaver eller andre fordele.

Forvaltningsretten har ikke skrevne bestemmelser, som udtrykkeligt regulerer offentligt ansattes adgang til at modtage gaver og andre fordele i forbindelse med deres arbejde, men forvaltningsloven indeholder i § 3 en bestemmelse om inhabilitet. Spørgsmålet om modtagelse af gaver er reguleret af almindelige forvaltningsretlige principper, herunder god forvaltningsskik.

Der kan på visse områder være fastsat specifikke regler. Eksempelvis gælder der regler for sundhedspersonales modtagelse af økonomiske fordele i forbindelse med reklame for lægemidler og medicinsk udstyr. Se bekendtgørelse nr. 1155 af 22. oktober 2014 om reklame mv. for medicinsk udstyr.

Det følger af de forvaltningsretlige principper, at offentligt ansatte som udgangspunkt bør undlade at modtage gaver eller andre fordele, hvis gaven eller fordelen har sammenhæng med deres ansættelse i det offentlige.

Formålet med principperne er at undgå risiko for, at der kan rejses tvivl om offentligt ansattes upartiskhed i varetagelsen af deres arbejdsopgaver, eller at der opstår mere generel mistillid til de hensyn, som ligger bag den offentlige forvaltnings afgørelser og beslutninger.

Der er ingen generel bagatelgrænse for modtagelse af gaver. Dog kan offentligt ansatte efter omstændighederne tage imod beskedne lejlighedsgaver, ligesom små ”taknemmelighedsgaver” fra borgere eller virksomheder kan modtages i de tilfælde, hvor en returnering af gaven vil være uhøflig og skuffende for giveren.

Ombudsmanden har flere gange haft lejlighed til at forholde sig til myndigheders gavepolitik.

Politiets retningslinjer for modtagelse af bl.a. taknemmelighedsgaver og deltagelse i eksternt finansierede seminarer skulle præciseres

Efter medieomtale af en sag om en politidirektørs modtagelse af bl.a. fribilletter reviderede Rigspolitiet sine retningslinjer for modtagelse af gaver og repræsentation i dansk politi.

Ombudsmanden undersøgte de nye retningslinjer og bad Rigspolitiet om at tage stilling til, om de var i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper for modtagelse af gaver og andre fordele.

I sin udtalelse til ombudsmanden tilkendegav Rigspolitiet, at retningslinjerne kunne give indtryk af, at ansatte i politiet havde adgang til at modtage gaver i videre omfang end det, der bl.a. følger af vejledning om god adfærd i det offentlige. Rigspolitiet tilkendegav samtidig, at retningslinjerne ville blive præciseret, så det bl.a. kom til at fremgå, at ansatte i politiet som det helt klare udgangspunkt hverken kunne modtage taknemmelighedsgaver fra borgere eller deltage i eksternt finansierede seminarer mv. Ombudsmanden var enig og foretog sig herefter ikke mere i sagen.

FOB 2017-15

Se desuden FOB 2017-2, hvor ombudsmanden vurderede Kulturministeriets gavepolitik, som ministeriet i den forbindelse valgte at justere.

I flere sager har spørgsmål om modtagelse af invitationer til middage og større arrangementer mv. været aktuelt. Se bl.a. FOB 2015-4, hvor tre medarbejdere fra en styrelse under Kulturministeriet i tjenstlig øjemed deltog i et arrangement i DR med private ledsagere. Se også FOB 2015-2, hvor en vicedirektør på et hospital sammen med sin ægtefælle deltog i en frokost hos en ambassadør, mens ambassadørens mor var indlagt på hospitalet.

Grænserne for offentligt ansattes modtagelse af gaver og andre fordele er nærmere beskrevet i vejledningen ”God adfærd i det offentlige” (vejledning nr. 10285 af 15. december 2017). Se også Justitsministeriets vejledning Undgå korruption fra april 2015.

4.5. Åbenhed

God forvaltningsskik indebærer, at en myndighed bør indrette sig, så den er åben og tilgængelig for borgerne.

Det stiller bl.a. krav om:

  • hensigtsmæssige åbningstider for personlige og telefoniske henvendelser,
  • ventetider, som ikke er urimeligt lange,
  • besvarelse af telefonopkald, så borgerne ikke ringer forgæves, og
  • en fysisk indretning, der tilgodeser behov for diskretion f.eks. i kommunernes borgerservicecentre.

Inspektion af dele af Københavns Kommunes telefonbetjening, diskretionshensyn og åbningstider

Som led i sin inspektionsvirksomhed foretog ombudsmanden inspektion af dele af Københavns Kommune og udtalte sig i den forbindelse bl.a. om tilgængelighed i form af åbningstider, diskretionshensyn og telefonbetjening.

Ombudsmanden udtalte bl.a., at kommunerne bør fastsætte åbningstiderne, sådan at alle borgere i løbet af en normal arbejdsuge har mulighed for at henvende sig personligt og telefonisk, på et tidspunkt hvor det passer ind i borgerens øvrige gøremål.

For så vidt angik diskretionshensyn i kommunens Borgerservice udtalte ombudsmanden, at det var vigtigt, at borgerservicecentrene rådede over et afskærmet lokale til borgerbetjening, og at medarbejderne var opmærksomme på, om nogle borgere havde behov for at kunne tale i enrum med medarbejderen.

Med hensyn til telefonbetjeningen i et af kommunens socialcentre udtalte ombudsmanden, at det ikke var tilfredsstillende med en besvarelsesprocent på 50, og at 20 pct. af opkaldene aldrig blev besvaret.

Rapport af 18. maj 2010 om inspektion af Københavns Kommune den 9., 14. og 27. november 2006

Kravet om tilgængelighed er imidlertid ikke til hinder for, at en myndighed efter omstændighederne kan opstille særlige rammer for et møde med en borger eller begrænse en borgers mulighed for at kontakte en myndighed. Det kan dog kun ske inden for visse snævre rammer og efter en konkret afvejning.

Overblik #18 om myndigheders mulighed for at begrænse kontakten med den enkelte borger

Åbenhed i forvaltningen understøttes yderligere af offentlighedslovens § 17, hvorefter departementer, styrelser og direktorater, uafhængige nævn og råd samt den centrale forvaltning i kommunerne og regionerne på deres hjemmeside skal give borgerne information om deres virksomhed.

Bestemmelsen suppleres af god forvaltningsskik, hvorefter en myndighed i et vist omfang bør informere borgerne om praksis på myndighedens område, f.eks. via internettet eller på anden lettilgængelig måde som f.eks. pjecer. Se f.eks. FOB 2018-9 om ukorrekt vejledning på borger.dk om retten til kontanthjælp og integrationsydelse og FOB 08.238, hvor ombudsmanden udtalte, at udlændingemyndighederne ikke havde informeret godt nok om praksis for familiesammenføring efter EU-retten på deres officielle hjemmeside, nyidanmark.dk.

Overblik #5 om vejledning

4.6. Sagsbehandlingstid

Lange sagsbehandlingstider kan have store økonomiske og personlige konsekvenser for de berørte borgere og virksomheder. Spørgsmålet om sagsbehandlingstid er også generelt afgørende for borgere og virksomheders tilfredshed med og tillid til den offentlige forvaltning.

Der er ikke fastsat generelle regler om myndighedernes sagsbehandlingstid i forvaltningsloven eller anden lovgivning.

Det følger imidlertid af god forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud. Samtidig skal sagsbehandlingens kvalitet naturligvis være forsvarlig.

En myndighed bør opstille målsætninger for, hvor hurtigt den tilstræber at behandle sager, hvor myndigheden skal træffe afgørelser i forhold til borgere og virksomheder. Det følger af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 73 af 4. juni 1997 om mål for hurtig sagsbehandling m.v. og af Indenrigsministeriets henstilling af 4. juni 1997 til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd om fastsættelse af målsætninger for sagsbehandlingstid.

Spørgsmålet om, hvornår en myndighed har brugt for lang tid på at behandle en sag, kan ikke besvares generelt, men beror på en konkret vurdering.

Myndighederne bør give borgerne underretning, hvis en sag ikke kan afgøres inden for kortere tid, eller hvis sagen tager længere tid end sædvanligt. Der skal i så fald oplyses om, hvad sagen beror på, og så vidt muligt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge. Det følger af pkt. 206-208 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986).

Sager skal behandles inden for rimelig tid, selv om der gennemføres større eller mindre omorganiseringer og omstruktureringer. Det vil efter omstændighederne kunne accepteres, at der går en vis, begrænset tid, før sagsbehandlingstiden når et normalt og acceptabelt niveau. Myndighederne bør dog foretage en grundig og kritisk vurdering af, hvor stor en – eventuel – effektiviseringsgevinst der kan opnås som følge af en omstrukturering, og af, hvornår en sådan effektiviseringsgevinst vil indtræde.

Der gik for lang tid efter en omorganisering, før politiets sagsbehandlingstid i sager om bl.a. kørekort nåede et acceptabelt niveau

Politiet havde samlet behandlingen af sager om bl.a. kørekort i to administrative centre. Efter omorganiseringen hobede sagerne sig op, og sagsbehandlingstiden steg.

Ombudsmanden konstaterede, at centrenes sagsbehandlingstider væsentligt oversteg det acceptable i et stort antal sager over en lang periode. Årsagen til problemerne var bl.a. fejlvurderinger i planlægningsfasen og urealistiske forventninger til, hvornår der kunne opnås en rationaliseringsgevinst. Det tog i hvert fald 2 år og 3 måneder at opnå normal drift i begge administrative centre.

Ombudsmanden udtalte, at sager skal behandles inden for rimelig tid, og at det også gælder efter en omorganisering. I forbindelse med store omorganiseringer vil det efter omstændighederne kunne accepteres, at der går en vis, begrænset tid, før sagsbehandlingstiden når et normalt og acceptabelt niveau – men ved denne omorganisering var det tidsrum klart overskredet.

FOB 2017-14

Overblik #11 om sagsbehandlingstid

5 Typiske fejl

Eksempler på typiske fejl i relation til god forvaltningsskik:

  • En myndighed taler eller skriver uhøfligt eller nedladende til en borger.
  • En myndighed, der har begået fejl, forsømmer at orientere de berørte om forløbet og beklage over for borgerne.
  • En myndighed forsømmer at besvare en henvendelse eller ringe tilbage til en borger.
  • Det er vanskeligt eller umuligt for en borger at komme i telefonisk kontakt med en myndighed på grund af lang ventetid.
  • En sag bliver ikke behandlet inden for rimelig tid, og borgeren får ikke besked om, hvorfor sagen trækker ud, eller hvornår den kan forventes færdigbehandlet.

6 Konsekvenser af manglende overholdelse af god forvaltningsskik

Når en myndighed ikke handler i overensstemmelse med god forvaltningsskik, kan det svække tilliden til myndigheden og til den offentlige forvaltning som helhed samt føre til kritik fra ombudsmanden.

Domstolene får i praksis sjældent lejlighed til at efterprøve god forvaltningsskik. Domstolene kan imidlertid direkte eller indirekte tage stilling til god forvaltningsskik, når de foretager en prøvelse af andre normer.

Se f.eks. Ugeskrift for Retsvæsen U 2005.523 H, hvor Højesteret vurderede, at en kommune havde handlet ansvarspådragende ved en ekstraordinært lang sagsbehandlingstid i en byggetilladelsessag. Der blev dog ikke tilkendt erstatning, da skaden ikke var påregnelig.

I Ugeskrift for Retsvæsen U 2019.519 V fandt Landsretten, at en kommune efter princippet om god forvaltningsskik havde haft pligt til at gøre en borger opmærksom på retten til invaliditetsydelse, og at kommunens manglende vejledning var ansvarspådragende.

Se også Ugeskrift for Retsvæsen U 2006.3302 H, hvor Højesteret prøvede, om der var tilsidesat en høringspligt efter god forvaltningsskik i en sag om etablering af en tennisbane.

I Ugeskrift for Retsvæsen U 2008.636 H bemærkede Højesteret i sin begrundelse, at den sagsøgte kommune anerkendte, at det var i strid med god forvaltningsskik og god kommunal ledelsespraksis, at en medarbejder ikke på forhånd var blevet inddraget i arbejdspladsens overvejelser om at forflytte medarbejderen.

Se desuden Østre Landsrets kendelse i Ugeskrift for Retsvæsen U 2017.2695 ØLK, hvor politiet afspærrede et gadeområde i forbindelse med en demonstration og en moddemonstration. En demonstrant mente at være blevet udsat for en administrativ frihedsberøvelse og ønskede en domstolsprøvelse, efter at fristen på seks måneder for at begære domstolsprøvelse var udløbet. Afspærringen var ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og politiet var derfor ikke forpligtet til at vejlede om fristen for at begære domstolsprøvelse efter forvaltningslovens § 26. Politiet havde heller ikke tilsidesat god forvaltningsskik eller forvaltningslovens § 7, stk. 1, ved ikke at vejlede om fristen.